Kapitel 9

667 10 3
                                    

Mia:

Harry har været afsted i en uge. Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg savner ham, eller om det bare er tanken om jeg at jeg gerne vil savne ham, der har været i mit hovedet hele ugen. Jeg kender ham jo ikke så godt, så det er jo svært at savne ham. Ikke?

Jeg overvejer lidt at skrive til ham. Bare lige for at høre hvordan han har det.

Men så alligevel, han har ikke rigtig ringet eller noget siden sidst. Efter vores første date gik der kun et par timer så ringede han tilbage.

Jeg ville ønske han ville give lyd fra sig. Bare så jeg ikke er her, helt alene og ikke rigtig ved om vi stadig har gang i noget eller om vi bare skal gå videre til den næste nye ting.

"Godmorgen" smiler James og sætter sig ved siden af mig.

"Godmorgen" smiler jeg og lægger min mobil væk.

"Alt okay?" spørger han og kigger på mig.

"Ja" smiler jeg og ryster Harry tankerne af mig.

"Det er bare noget åndsvagt" modsiger jeg mig selv.

"Det bliver du nødt til at forklare nu" griner han.

"Det er pinligt" smiler jeg.

Pludselig kommer der en pige som vi ikke har set før over til os.

"Undskyld" smiler hun sødt.

"Ja" smiler vi i kor.

"Må jeg sidde her? Jeg er ny og jeg kender ikke rigtig nogen" smiler hun.

"Ja selvfølgelig" smiler vi og rykker ind.

"Jeg er Mia" smiler jeg og rækker min hånd indover James og hen til hende

"Mathilde" smiler hun.

"James" smiler James og giver hende hånden.

"Hej" smiler hun.

"Hvordan kender i hinanden?" spørger Mathilde da vi har sat og rigtig.

"En anden pige som også går i den her klasse, blev venner med os begge og ja så blev vi bare en lille tre mandsgruppe" smiler James.

"Hun kommer altid for sent så du møder hende nok midt inde i timen" griner James.

"Bor i begge her på skolen?" spørger hun.

"Jeg gør ikke, jeg har en lejlighed inde i byen" smiler jeg.

"Ej hvor hyggeligt" smiler hun.

"Vent Mia" siger hun pludseligt.

"Ja" smiler jeg.

"Det her lyder nok rigtig mærkeligt at spørge om" griner hun stille.

"Men har du ikke været på sådan en date med Harry Styles, fra One direction?" spørger hun.

James bliver helt stille.

Han ved godt alt omkring det, men han ved også godt at ingen andre skal vide det.

Mathilde virker som en sød pige, hende kan jeg nok godt stole på.

Jeg siger ikke noget men tysser bare på hende som tegn på det er rigtigt men en hemmelighed.

"Jeg skal nok fortælle det, når vi kommer væk fra undervisningen" griner jeg stille.

Efter timerne går vi ud og får noget frokost alle fire.

"Så Mathilde er du fra England eller fra udlandet ligesom de to andre piger" spørger James.

"Jeg kommer fra England" smiler hun.

"Jeg er lige flyttet til London fra Liverpool" smiler hun.

"Hvad med jer?" spørger hun.

"Jeg er flyttet fra USA" smiler Caroline.

"Jeg har altid boet her" smiler James.

Jeg lytter ikke rigtig efter men kigger bare på min mobil.

Jeg overvejer så kraftigt at skrive til ham. Bare fordi-

"Mia" kalder de i kor.

"Hvad?" spørger jeg forvirret og taber min mobil på bordet.

"Hun er lidt forelsket" griner Caroline og slår min skulder.

"Når ja, du havde været på en date med Harry Styles" smiler Mathilde spændt.

"Ja" smiler jeg.

"Hvordan, skete det?" spørger hun.

Jeg går igang med at forklare min og Harrys historie. Jeg bliver altid glad når jeg genfortæller den. 

"Men ja, vi må ikke snakke om det" smiler Caroline da jeg har fortalt færdigt.

"Bare ikke med andre" smiler jeg.

"Håber du det bliver til noget?" spørger hun.

"Jeg ved det ikke helt" siger jeg stille.

"Jo, altså han er sød og virkelig dejligt selskab." smiler jeg.

"Men, han er jo aldrig hjemme så jeg tror ikke rigtig det kunne blive til så meget for at være helt ærlig" siger jeg stille.

"Du må da prøve" smiler James.

"Man må aldrig give op på ægtekærlighed" smiler Mathilde.

"Okay, rolig venner" griner jeg.

"Vi har været ude og spise to gange det er ikke fordi jeg ved noget om ægtekærlighed" griner jeg.

"Så siger vi det" smiler James.

"Jeg mener det" siger jeg lidt hårdt.

"Jeg siger bare at, hvis der ikke var nogen effekt ville man ikke sidde og læse gamle beskeder bare fordi han ikke har skrevet til dig i 7 dage" smiler James.

"Hold kæft" griner jeg og gemmer mig.

"Har i ikke et kærlighedsliv i skal tage jer af?" smiler jeg.

"Ikke lige nu, det er derfor vi hjælper dig" griner Caroline.

"Jeg behøver ikke jeres hjælp" siger jeg stille.

"Det er meget tydeligt hvad han vil når han ikke har taget nogen form for kontakt i 7 dage" siger jeg stille og rejser mig.

"Jeg tager hjem nu" smiler jeg stille og går væk fra dem.

Jeg skynder mig at pege en taxa så jeg kan komme hjem. 

Jeg ved virkelig ikke hvad der gik af mig. Jeg har ikke rigtig set den side af mig før. Ihvertfald ikke til det her emne. 

Jeg havde nok bare håbet, at der ville være mere mellem Harry og jeg end bare 2 dates. Men ja, sådan skulle det nok bare ikke være. 

I det mindste, kunne vi da bare være venner. 

Det er ikke fordi jeg er sur på ham. 

Slet ikke.

Eller måske lidt. 

Okay, jeg er faktisk pænt sur på ham.

Det var ham som prøvede at kysse mig, det var ham som inviterede mig på en date. Det var ham som ringende dagen efter den første date. 

Det var ham som inviterede mig hjem til ham. Det var ham, ikke mig. 

Han burde ikke bare stoppe med at skrive eller ringe. Han burde kommer med en forklaring. Bare en lille hurtigt en. Bare sådan en som, "Vi skal bare være venner". 

Men at han bare stopper kontakten helt, det gør mere ondt. Jeg troede bare virkelig, men nej.

Han burde seriøst bare komme med en forklaring!

Det burde han, ikke?

The one who got away - H.S Dansk.Where stories live. Discover now