Kapitel 1

1.5K 17 0
                                    

Mia:

Så er dagen kommet, jeg flytter til England. Det her er mit øjeblik, der øjeblik jeg har ventet på i så mange år. Og nu sker det endelig.

Jeg glæder mig så meget til at komme væk fra Danmark. Det er nok noget af det mest kedelig.

"Mia! Julie er kommet" kalder min mor.

"Kommer" råber jeg tilbage og tager min taske før jeg forlader mit værelse.

Det er helt tomt. 

Selvom det her er mit første hjem, så er det ikke fordi jeg er ked af at skulle herfra. Jeg glæder mig bare og vil så gerne på det fly nu!

Da jeg kommer ned står hele min familie og kigger på mig. Min far har lagt mine kufferter ud i taxaen så dem skal jeg ikke tage mig af.

Jeg siger farvel til dem og skynder mig faktisk ud til Julie. Jeg vil bare gerne igang med det her eventyr!

Det nye kapitel i mit liv, begynder i dag.

Jeg havde lidt håbet at Julie og jeg skulle bo sammen, men hun skal gå på Oxforduniversitet og jeg skal gå på Regentsuniversitet hvilket lægger helt utrolig langt væk fra hinanden. Så jeg har købt en lejlighed, inde i London. Jeg er ikke så meget for det der, med at dele værelse og bo mange mennesker sammen. 

Det giver mig pænt meget angst.

Jeg har levet med angst siden jeg var 12 og skulle have operreret mine visdomstænder ud, det har været meget slemt men nu er det ikke noget som er så slemt. Nogengange kommer det bare, og det kan jeg virkelig ikke klare.

 Lige da vi er landet i England og venter på vores  kufferter. Tjekker vi lidt de sociale medier og står i ret meget stilhed. Klokken er omkring 23, så der er ikke så mange i lufthavnen og det er pænt dødt. 

Meget stille og roligt, hvilket er meget behageligt efter man lige har været oppe og flyve. Så det er meget dejligt.

Eller det var der lige indtil der er nogle teenage piger fra USA der kommer løbende og skriger.

Julie og jeg kigger på hinanden, griner lidt og kigger over mod dem igen.

"Tror du der er en kendt?" spørger Julie spændt.

"På det her tidspunkt af dagen?" griner jeg.

"De flyver sgu da altid i dagslys så de kan blive set og der kan komme drama" griner jeg og lægger min mobil væk.

"Men hvis det nu var en som ikke ville ses" smiler hun.

"Jeg bliver nødt til at skuffe dig, men det ligner bare det var en ven de hentede" smiler jeg og spejler ned mod pigerne der kommer gående hvor de krammer og græder.

"Det kunne ellers være fedt" griner Julie.

"Så ville det ihvertfald starte vores nye kapitel godt" griner jeg.

"Se de kommer nu" smiler jeg og går over mod båndet.

Efter jeg har fået mine 2 kufferter, venter Julie stadig på sine 2735928375 tasker og kufferter. 

Der går pænt lang tid før Julie har fået sine tasker. 

"Jeg har dem alle sammen nu" siger hun pludseligt.

"Virkelig?" griner jeg.

Jeg har været herovre et par gange, og flyttede ind lidt af gangen og det har Julie så ikke. Det er derfor hun har en masse lort med sig.

Jeg tager mit kasket af og retter min hestehale mens jeg venter. 

Bagefter retter jeg også lige min jakke før jeg tager min rygsæk på og tager mine kufferter i hænderne.

"Kommer du?" spørger jeg.

Da jeg vender mig om, ser jeg Julie ved to vogne fyldt med tasker og kufferter.

"Er du sikker på du har alt?" griner jeg.

"Hold kæft og forsæt med at gå" griner hun.

"Skal vi tage en taxa?" spørger jeg mens vi går ud.

"Jeg orker ikke tage et tog" griner Julie.

"Tror du en taxa har plads til alt dit lort?" griner jeg.

"Det må vi håbe ellers ved jeg ikke hvad vi skal gøre" griner hun.

Da vi kommer ud i velkomsthallen, kan jeg se folk smiler lidt af Julie og hendes mange tasker. Det havde jeg sgu også gjort.

Vi kommer udenfor, ved lufthavnen og så stopper jeg op.

Jeg har efterhånden været i den her lufthavn rigtig mange gange, men jeg kan sgu stadig ikke finde rundt.

"Jeg tror vi kommer over til der hvor man tager afsted hvis man går op" siger jeg og peger over mod rulletrapperne.

"Måske skulle du bare følge det skilt hvor der står taxa" siger Julie og griner bag efter, mens hun peger på et skilt med taxa.

"Ups" griner jeg og går over mod det.

Pludselig høre jeg Julie taber sine tasker.

"Er du med?" griner jeg vender mig om.

"Bare gå i forvejen" griner hun og ordner sine vogne.

Da jeg vender mig om støder jeg ind i en.

"Undskyld" siger vi i munden på hinanden.

Han taber sin bog og min kuffert vælter.

Før jeg ved af det har han givet mig min kuffert.

"Tak" smiler jeg.

Jeg kigger op og ser nogle grønne smukke øjne.

Det er nok noget af det smukkeste jeg længe har set.

Han smiler bare tilbage. Han siger ikke rigtig noget. Det gør ham lidt mystisk, men alligevel ikke. Han virker så anderledes, han har en eller anden effekt på mig, men jeg kan ikke finde ud af om den er god. 

Jeg ved bare der er en.

Jeg bliver pludselig vækket til virkelighed da der er noget blitz. 

Vi kigger begge væk fra hinanden og han løber væk.

Jeg har et bud på hvem det var, men jeg er på ingen måde sikker. Og jeg har ikke rigtig lyst til at tro på det, for så bliver jeg nok bare skuffet.

Jeg kigger ned på jorden, han tabte en mindre bog. Jeg tager den op og ser det er en rim bog.

Jeg vender mig og han er ikke rigtig til at blive set for den store mængde af presse der er. 

Jeg kigger over mod Julie som ikke har opdaget noget.

Jeg overvejer at lægge bogen i min jakke.

Jeg ved ikke helt hvad jeg ellers skulle gøre, hvis jeg råber efter ham opdager han mig nok ikke og jeg tror ikke ligefrem at han står og mangler en rim bog.

Mens jeg bare står i min egen verden og lægger bogen i min jakke kommer Julie over til mig.

"Er du klar?" spørger Julie.

"Ja" smiler jeg og kigger på vejen over til taxaerne.

"Hvad kiggede du efter?" spørger Julie forvirret.

"Jeg gik bare ind i en" griner jeg akavet.

"Mia, har du aldrig lært at man holder til den anden side i det her land?" griner hun af mig.

"Hold dog kæft" griner jeg og skubber lidt til hende.

Jeg kigger bagud og ser han stadig bliver for fuldt af mange mænd med kamera og en masse blitz.

Jeg er altså ret sikker på at det er ham.

The one who got away - H.S Dansk.Where stories live. Discover now