Barn Af Månen

Prolog

Det var stadig mørkt. Manden kiggede sig over skulderen. Der var ikke noget at se. Heldigvis. Det var ikke til at spøge med skyggerne.

En sveddråbe trillede ned ad hans hals. Selvom han havde gjort det flere gange før, var det lige ubehageligt hver gang. Han gjorde sig parat til at træde ind ad døråbningen. Der var ikke længe til at mørket ville vige for dagslyset.

Han trådte ind i huset. Endnu et af Månes Børn var blevet femten, og det var på tide, at hun fik at vide hvad hun var. Stille fandt han frem til værelset, der lå hen i halvmørke. Han trådte ind og sagde nogle ord på et fremmed sprog. Et blåligt lys sænkede sig over værelset. "Mathilde", sagde manden. "Du skal vågne". Langsomt åbnede pigen øjnene. Da hun så at en fremmed person stod lænet ind over hende, spærrede hun øjnene op i rædsel og skreg af sine lungers fulde kræft.
"Det behøver du ikke," sagde manden. "Der er alligevel ingen der kan høre dig. Men jeg er ikke kommet for at skræmme dig. I dag er dagen hvor du bliver femten, og derfor dagen hvor dine kræfter vil vise sig. Du kan vælge at komme med mig, og lære hvad det vil sige at være et af Månes Børn, eller du kan blive her og sygne hen i sygdom. Du vil til sidst dø, fordi kroppen ikke får det den har brug for." Pigen kiggede rædselsslagen på ham.
"Jeg gætter på at du allerede føler dig småsyg. Og som om at du har været ramt af uheld det sidste stykke tid. Det er helt normalt. Jeg kan vise dig hvordan du kan få det bedre, og du kan møde andre som dig selv. Andre Børn af Månen."

Til sidst gik pigen med ham. Hun havde det så dårligt at det var svært at tænke klart, og det at han kendte en kur mod hendes dårligdom fik hende til at følge med ham. Hun følte sig også ændret. Noget der ikke kunne ses uden på, men kun mærkes inden i. Da de gik ude på gaden mod et fremmed sted, kiggede hun op på månen og følte sig pludselig tryg. Den vågede over hende, og så længe den stod på himlen, ville intet ondt ske hende.