Mine karakterer var faldet rigtig meget, end da jeg var startet på gymnasiet, og mine forældre blev rigtig sure. Jeg plejede at ligge på et 10 tal. Fag såsom matematik, fysik og biologi var jeg faldet til 4-tal. Jeg hadede at skuffe min mor, for jeg vidste at hun havde høje forventninger til mig, når jeg nu var hendes eneste barn. Hun taler hele tiden om hvordan jeg skal ind og studere medicin og blive en læge ligesom hende. Jeg prøvede virkelig at hænge i, men lærerne så at jeg dagdrømte mig væk næsten hver time, og til sidst fik de nok. De havde ringet til mine forældre (dvs. min mor og papfar) og vi skulle have et møde med mine lærere.
"Hr. og fru. Pedersen jeg er ked af at vi skal træffe hinanden under disse omstændigheder" sagde min matematiklærer, med øjnene fast på min papfar
Min klasselærer som også er min biologilærer fortsatte. "Desværre er Olivias gennemsnit faldet meget, og jeg er bange for at hvis det ikke bliver forbedret vil hun skulle gå 1.g om"
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg pillede ved den hvide dug der lå på bordet og stirrede ned i gulvet.
"Bare rolig, hendes karakter skal nok blive bedre, det kan jeg forsikre Jer om" sagde min mor uden at tøve. Mødet blev ophævet og vi gik ud i bilen.
"Det her er for meget Olivia! Jeg er skuffet over dig, det ender med at de smider dig ud, og det skal de ikke, for elleres kan du ikke komme ind på lægestudiet" sagde min papfar. Jeg kunne høre skuffelsen og vreden i hans stemme.
"Du kommer hjem hver dag efter skole og laver lektier. I weekenderne sidder du og øver fremmedsprog. Du skal lære fransk, spansk og italiensk, for det skal du kunne når du læser medicin og skal rejse" min mor gav mig ikke et blik, hun sad bare med armene over kors og kiggede ud af ruden.
Da vi kom hjem gik min mor direkte op på mit værelse og tog min computer og min telefon. Hun havde gjort det et par gange da jeg var mindre men endte altid med at aflevere det tilbage inden for nogle timer, men jeg var usikker denne gang for det her skænderi var anderledes.
"Siden du ikke tager skolen seriøst, skal du ikke ses med Pelle" sagde min mor vredt. Ordene skar i mit hjerte at jeg skreg og skubbede hende ud af mit værelse. Jeg faldt sammen på gulvet og kunne ikke andet end at græde.
Min mor og papfar kørte ud or at handle og jeg listede ud af mit værelse og hen til køkkenskuffen. Jeg åbnede den og så 5 beskeder fra Pelle.
Besked 1. Hej O, hvordan gik mødet? Ring efter du er færdig
Besked 2. Jeg ved du er kommet ud, hvorfor skriver du ikke?
Besked 3. Jeg er sikker på du har en grund, til hvorfor du ikke skriver
Besked 4. Skriv og vi kan mødes
Besked 5. Jeg elsker dig
Jeg kunne ikke andet end at græde da jeg læste hans sidste besked. Men jeg tog mig sammen og skrev tilbage.
Hej Pelle
Vi kan ikke ses mere, lad være med at kontakte mig. Du skal ikke komme over til mit hus.
*BIIP*
Olivia
Jeg forstår ikke? Hvad mener du med det? Vær sød at ring til mig
....
Jeg slår op!
YOU ARE READING
Eventyret med Pelle
FanfictionHovedpersonen kommer ud for en række af eventyr, et af dem med Pelle. En smuk, rørende og sand kærlighedshistorie, mellem en pige og en dreng.
