The Big Four And The Legend

Kapitel 12

Rapunsel's POV

Timen går langsomt, og det meste af timen sidder jeg bare og tegner i mit hæfte. Jeg kan slet ikke koncentrere mig om lektionen fordi Merida's ansigtsudtryk kører rundt i hovedet på mig. Hvad var det hun ville med ham, og hvad er det hun ved? Jeg bliver nødt til at få det ud af hende. Klokken ringer, og straks bliver klasselokalet fyldt af stemmer, og lyden af stole der skraber hen ad gulvet. Eleverne i klassen rejser sig op, og styrter hen imod døren, og ud i friheden. Jeg selv begynder stille at pakke mine ting ned i min taske, og går så ud af klassen. Elever kommer alle vegne fra, og gangene er et stort kaos af mennesker. Jeg skubber mig stille igennem menneske mængden, og finder mit skab. Jeg låser mit skab op, og ligger mine bøger ind. Jeg lukker derefter mit skab, og stiller mig op ad det, før jeg tager en dyb indånding. Mine øjne falder i i nogle få sekunder, og jeg ånder ud igen. Jeg åbner mine øjne igen, og leder lidt efter Merida. Hun må da være her et eller andet sted. Mine øjne løber henover de mange hoved der bevæger sig imod deres egne destinationer, og et øjeblik får jeg et glimt af et stort, rødt hår! Der er hun. Jeg klemmer mig endnu engang igennem mængden, og styrter hen imod Merida. Jeg er næsten henne ved hende, da en dør ved siden af mig bliver åbnet, og en arm griber fat i mig og trækker mig med ind. Døren bliver smækket bag ved mig, og et enkelt hvin undslipper mine læber. Her er mørkt, og jeg er meget bange et øjeblik. Så bliver lyset tændt, og jeg ser ind i nogle blå, isende øjne. Jack! "Jack, hvad laver du?" Spørger jeg højlydt, og tager fat hvor Jack holdte om min arm. Jeg masserer det stille for at få smerten væk. Han har godt nok et fast greb. "Gør det ondt?" Spørger han, og ignorerer fuldstændigt mit spørgsmål. Han stirrer på min arm, hvor min hånd stryger min hud forsigtigt. Jeg kigger op på ham et øjeblik, og kigger så ned på min arm, hvorefter jeg svarer "en smule". Han tager to skridt imod mig, og står nu helt tæt på mig. Han kigger på min arm, og jeg kan mærke hans ånde imod min hals. Den er stille, og føles som en kold brise imod min varme hud. Han løfter langsomt hans hånd, og holder den imod mit ømme punkt. Jeg fjerner hurtigt blikket fra min arm, og kigger op på ham i takt med hans berøring. Hans fingre er kolde, og det får mine hår på armene til at rejse sig, og en kildende følelse kan fornemmes ned ad min ryg. Hans øjne er fikseret på min arm, og han ser slet ikke mit blik. Jeg falder helt i staver i hans øjne. De er så smukke. Så rene, og samtidig så fyldt af sorg. Jeg forsvinder helt ind i de blå, isende øjne, og et øjeblik føles lokalet som om det snurrer rundt. Så kigger han pludselig på mig, og han holder øjenkontakten. Lokalet står helt stille nu, og jeg bliver suget ind i hans blik. Det føles som om vi svæver, og det handler kun om os. Vi er et eller andet sted, og intet kan beskrives. Solen skinner, men samtidig er sneen på jorden tyk. Vi svæver få centimeter over sneen, og luften er lun. Der er ikke andet end os, og vi eksisterer kun for hinanden. Vi står så tæt, og jeg kender ham ikke, men jeg er ikke bange. Jeg er helt tryk tæt på ham. Det er som om at jo tættere på ham jeg er, jo tættere på ham vil jeg være. Så hvisker vinden. Den hvisker mit navn. "Madenzia, min pige" kalder en kvindelig stemme. Hendes stemme er blød, og den minder mig om en moders omsorgfulde stemme. Den vil mig intet ondt, men beskytte mig. "Vandets element, og vogter af alt flydende" siger den stille. Stemmen passer til det sted jeg er. Det er som om tid og sted ikke længere eksisterer. Det hele er bare for sig, og det er helt roligt. Så høres lyden af knust glas, og det hele bliver ødelagt. Den smukke himmel, og sneen under os forsvinder, og bliver til det mørkeste ingenting. En ond latter kan høres i baggrunden, og jeg bliver svimmel. Alting drejer rundt endnu engang, og alting bliver sort. Det er et stort kaos. Kaos. Det hele er sort. Det hele samler sig. Det er ondt. Jeg vil mig intet godt. Han kommer efter mig. Det er.. Det er.. Balha-. Jeg bliver revet ud af hans blik, og falder nogle skridt tilbage. Jeg lander med ryggen imod muren bag mig, og mærker mine ben skælve under mig. "Rapunsel!" råber Jack, og griber hurtigt ud efter mig. Jeg mærker min krop falde, og mit blik bliver sort. Det sidste jeg mærker er Jack's arme rundt om mig, og det sidste jeg hører er Jack der kalder på mig. Han bliver overdøvet af hendes stemme. "Madenzia" kalder den en sidste gang. "Jeg hedder ikke Madenzia" er det sidste jeg får sagt, og så bliver der helt stille.