The Big Four And The Legend

Kapitel 6

Hikke POV:
Endelig fri! Når klokken ringer, er der intet bedre! Der er meget larm, da alle er ved at pakke deres ting ned, og vi snakker alle på kryds og tværs af klassen. Læren er ved at skrive vores lektier op på tavlen, men jeg koncentrerer mig om at få min bog, hæfte og penalhus stoppet ned i min alt for lille taske. Jeg pakker altid alting ned i min taske, så den er altid lige tung. Jeg er bange for at jeg glemmer noget, så det er for en sikkerheds skyld. Jeg får de sidste ting smidt ned, lyner min taske, og smider den over skulderen. Jeg finder Nicklas, og kaster lige et blik over skulderen for at læse hvad vores lektier er. En bog rapport til på onsdag. Jeg elsker bog rapporter. Men det er også fordi jeg elsker at læse. Jeg elsker dog også at tegne. Men det forstår folk ikke. Nicklas og jeg går ud af klassen, og han begynder straks at snakke om hvad vi skal lave efter skole. Mig og Nicklas er altid sammen efter skole, men denne gang er jeg afledt. Jeg har aldrig haft den her følelse før, bortset for når jeg er sammen med Merida, men det er mest fordi hun skræmmer mig fra vid og sans. "Hallooo"? Nicklas vækker mig fra mine tanker, og er let irriteret over at jeg næsten ikke har været til stede i vores samtale. "Ja hvad" spørger jeg. "Lyttede du overhoved til NOGET af det jeg sagde?" Bider Nicklas, og slår ud med armene. "Nej ikke rigtigt" indrømmer jeg, og kigger ned i jorden. "Tag dig sammen Hikke. Du er helt væk. Du har slet ikke været dig selv siden du mødte hende pigen der!"
"Nej undskyld. Skal vi ikke spille Call of Duty når vi kommer hjem til dig? Så skal jeg nok love at være til stede!"
"Ja det har du at være. Og desuden så taber du! Jeg er ustoppelig!" Siger han, og slår en ond latter op. Jeg griner af ham, og stopper da vi når cykelskuret. Jeg tager min taske om på bagsmækken, og smider benet over sædet. Jeg sætter mig så op, og træder i pedalerne. Nicklas er lige bag mig, og vi snakker indtil vi når hans indkørsel. Jeg springer af cyklen, og smider den op af bygningen. Nicklas og jeg går ind i hans opgang, og smider skoene. "Morrrr! Jeg er hjemme! Hikke er med!" Råber Nicklas og åbner køleskabet. Jeg går stille ind, og sætter mig ind på hans værelse. Jeg kigger hans spil igennem, og finder så CSBO og sætter det i. Nicklas kommer ind med en pose chips, og to dåsesodavand. "Ready to get your butt kicked?" Spørger Nicklas hånligt. "Bring it" svarer jeg, og vi sætter os til at spille. Hele dagen går endeligt med at spille. Det gør den altid.

Rapunsels POV:

Klokken ringer, og jeg samler mine ting. Vi har fået en bog rapport for, og det er det. Jeg tager min skoletaske, og finder min IPod, og sætter mine høretelefoner deri. De små earplugs finder sig til rette i mine ører, og lyden af Fall Out Boy - Immortals brager igennem. Jeg elsker den sang, så jeg klikker på volume knappen tre gange, og sangen bliver straks højere. Jeg smider IPod'en i min lomme og begynder at gå. Lige da jeg kommer ud af skolegården, ser jeg den bus jeg skal med forlade stoppestedet. Fedt. Hvordan kommer jeg nu hjem. "Øhmm.. Un-undskyld-d. Jeg vil gerne følge dig hjem hvis det er" hører jeg en sige bag mig. Jeg vender mig om, tager høretelefonerne ud af ørene og ned i lommen, og ser en fyr lidt højere end mig. Jeg kan kun se hans mund, da hele hans ansigt gemmer sig under en blå hættetrøje. "Hvem er du?" Spørger jeg ham, og prøver at få øjenkontakt med den fremmede. "Øhmm. Jeg he-edder Jac-ck. Ehmm... Jack Fro-o-ost." Siger han, og jeg får en underlig følelse af at være i nærheden af ham. Den underlige vibe er tydelig, men alligevel føler jeg ingen frygt. "Hej Jack. Mit navn er Rapunsel. Jeg er lige kommet her til byen." Jeg rækker min hånd frem, og han kigger på den nervøst, men vælger alligevel at tage den. Jeg smiler til ham, og hans hætte falder ned da et vindpust griber fat i den. Han griber sig hurtigt til håret og prøver at få den tilbage op på hoved. Jeg tager fat i hans hænder og kigger ham i øjnene for at berolige ham. Han stopper midt i hans hastige bevægelser og kigger på mig. Han smiler så. Han har smukke, klare, blå øjne. De ligner is. Det forklarer nok også den isende kilden jeg føler hele vejen ned af min rygrad. Jeg stopper helt op et øjeblik.

Jacks POV:

Jeg sidder bagerst i klassen som altid. Der ligger folk ikke mærke til mig. Folk kan ikke lide mig. De syntes jeg er underlig, og psykisk syg, men det er jeg ikke! Jeg har kræfter. Jeg havde engang en bedste ven. Eller rettere sagt. Jeg havde en ven. Jamie hed han. Han går nogle klasser under mig. En dag fandt jeg ud af at jeg havde kræfter, og da jeg ville vise dem til folk, blev de skræmt væk. Jamie var den eneste der stadig var min ven, og han var den eneste jeg kunne hænge ud med. Men fordi han var mindreårig, syntes folk at jeg var mere sær end før. Men det må de selv om, for de har ikke magiske egenskaber ligesom jeg. Jeg har prøvet at snakke med folk om det, men de tror ikke på mig. De syntes jeg er en freak. Men hende den nye, er anderledes. Derfor har jeg sat mig for at snakke med hende idag. Pigen sidder lidt længere fremme end mig, så det er klart at hun når døren før mig. Jeg prøver dog at indhente hende. Hun er allerede ude af klassen, da jeg smider min taske over skulderen, og spejder gangen for at finde hende. Jeg når lige at se hende dreje rundt om hjørnet, inden hun igen er væk. Jeg sætter i løb, og er hurtigt ude på skolens parkeringsplads. Hun er stoppet nu, og da jeg ser skolebussen køre, forstår jeg hvorfor. Hun skulle med bussen. Jeg går helt hen til hende og stiller mig lydløst bag hende. Jeg sørger for at trække min hættetrøje godt ned over hoved, før jeg gør noget. "Øhmm.. Un-undskyld-d. Jeg vil gerne følge dig hjem hvis det er" siger jeg til hende. Hun bliver forskrækket, og vender sig hastigt rundt. Hun tager sine Ear-plugs ud af ørerne, og spørger med rystende stemme "hvem er du?". Jeg svarer "øhmmmm... Jeg he-edder Ja-ack... Ehmmm... Ja-ack Fro-ost". Hun smiler bare og svarer "Hej Jack. Jeg hedder Rapunsel. Jeg er lige flyttet her til byen." Hun smiler, og rækker mig hånden. Jeg bliver nervøs, men beslutter mig for at tage den. Hun smiler, og der kommer et stærkt vindpust, og tager fat om min hætte. Det resulterer i at min hætte flyver ned. Jeg forsøger hurtigt at få den på plads igen, inden hun opfatter noget, men desværre forløber det sig ikke efter mit hoved. Hun tager fat, rundt om mine håndled, og kigger mig dybt i øjnene. Det her må ikke ske. Hun må ikke se det! Hvis hun får følelsen, ved hun at hun har kræfter! Hun må ikke lide samme skæbne som mig. Hun må ikke også blive en outsider! Det må ikke ske. Jeg kigger pigen i øjnene, og tager langsomt mine arme til mig. Hun er smuk. Hendes store grønne øjne, er omringet af lange øjenvipper, og hendes let opadvendte næse, har en lang række fregner til at dække sig. Hendes læber er en perfekt farve lyserød, og i det øjeblik jeg kigger på hende, glemmer jeg alting omkring mig. Da jeg kommer til mig selv igen, tager jeg fat i hendes håndled, og trækker hende med mig. Jeg kan høre hende næsten falde over sine egne ben, men hun følger hurtigt med, og opfatter hvad der sker.

Hey guys! Undskyld at jeg har taget så lang tid om at opdatere! Gik kold i historien i lang tid... Vidste ikke hvordan jeg skulle fortsætte den, og så kom skolen ligesom i vejen! Så undskyld!!! Skal nok være bedre ❤️