Derfor er klonede blomster er ulovlige.

Kapitel 1 Mika grey

Da jeg planlagde at befri min søster, planlagde jeg så sandelig ikke at blive fanget.

Det er 3 år siden jeg sidst har set hende. Selfølgelig har jeg altid vidst at de eksperimenterede på hende, men jeg havde ikke regnet med at de ville putte hende i isolation. 3 år er lang tid at være alene, mens man hemmeligt prøver at finde på en plan der kan få os begge ud herfra. Og lige da jeg endelig havde en plan der virkede fejlfri, og endelig gjorde noget, så skulle jeg selvfølgelig også blive fanget. Ærligt talt er jeg meget bange. Gad vide hvad der kommer til at ske nu. Vil jeg nogen sinde få min søster at se igen? Jeg lænede mig op ad væggen og trak vejret dybt ind, da jeg hørte skridt nærme sig. En ca. 45 år gammel mand kom fløjtene med en rullevogn og en stor gryde. Selvom jeg ikke kunne se ham vidste jeg nøjagtig hvem det var. Han havde krøllet brunt hår og en spansk accent, hvilket ikke var så underligt siden begge hans forældre vist nok kom fra Spanien. "Hey Mika. Din aftensmad er kommet. Det er oksekødsuppe! Selvom der ikke ser ud til at være oksekød i, men skidt pyt! Mad er godt hvis du vil have tankerne afledt!" Det var min privat lærer Michelangelo, som var kommet med aftensmad. Fordi min mor arbejdede på et laboratorium havde hun rigtig travlt og jeg fik hende næsten aldrig at se. På grund af hendes travle arbejde syntes hun at det ville være mere belejligt hvis jeg fik privat undervisning på laboratoriet. Derfor voksede jeg op med Michelangelo. Selvom han altid virker som om han bekymrer sig om mig er jeg ret ligeglad med ham. Det er jo ikke fordi at vi er i familie eller noget. "Nå." Sagde jeg og stirrede ligegyldigt på døren som jeg vidste han stod bagved. "Hov hov du behøver ikke at være så kold! Desuden jeg kender dig godt nok til at vide at du snart må være sulten." Sagde han mens han skramlede med nogle tallerkner. Han stillede suppen til mig gennem en lille lem der var i døren og jeg rynkede brynene da jeg lugtede til den. "Hey Angelo, hved du hvad klokken er?" Spurgte jeg mens jeg langsomt begyndte at spise suppen. "Hmm sidst jeg tjekkede var klokken lidt over ti, men det er noget tid siden så den er nok blevet omkring halv elleve." "Nåh. okay, tak for maden." sagde jeg efter jeg havde spist noget af suppen og stillede tallerknen tilbage i lemmen. Bagefter stillede han et glas vand som jeg hurtigt drak. " Du bliver altså nødt til at spise noget mere hvis du gerne vil vokse op til at blive en stor mand!" Sagde Angelo og sukkede imens han stablede tingene sammen. "Ses, Mika." Sagde han og låste lemmen fast "Ses." Svarede jeg og vente hovedet væk. Jeg kunne dog høre ham køre væk med rullevognen. Derefter sad jeg og stirrede ud i luften i noget tid imens jeg tænkte på gamle minder, indtil jeg faldt i søvn på stedet.

Jeg vågende dagen efter, da nogen brutalt bankede på døren.
"Hey, er du vågen nu? Vi har fået besked på at tage dig med os. Lad være med at lave nogle pludselige bevægelser og du kan lige så godt give op på at flygte. Det er umuligt herinde min dreng." Sagde personen bag døren. Hans stemme var ru og han lød som en mand på 40 og jeg gik ud fra at han var en af vagterne ligesom ham der stod uden for det nu piv åbne rum.
De førte mig ud af det mærkelige rum som jeg havde siddet i, og videre ud i laboratoriet. Hen til en af de forbudte rum. Hvilket ikke kunne love noget godt. Hvis de førte mig hen til en af det forbudte rum kunne det kun have noget af gøre med en ting:
Deres eksperimenter.
Jeg følte frygten som en klump i halsen og kunne mærke min vejrtrækning blive en anelse hurtigere da vi nærmede os døren. Skulle de eksperimentere på mig? Ville de gøre det samme ved mig som de gjorde på min søster?! Tankerne for rundt i hovedet på mig som jeg blev mere og mere panikslagen. Vi trådte indenfor og den stærke lugt af sprit ramte mig inden for få sekunder. Indenfor stod der et par videnskabsfolk jeg ikke genkendte, min mor Mary og Michelangelo. Det lykkedes mig at få kontrol over min vejrtrækning imens jeg orienterede mig i lokalet. I midten stod der en mærkelig stol og til begge sider stod der mærkelige computere der var koblet til stolen. Min mor, Mary gik hen til nogle skuffer der stod bag stolen og trak en sprøjte frem og en mærkelig, tynd plastik ledning. "Mika jeg bliver nødt til at bede dig om at sætte dig ned i stolen." Sagde hun imens hun klargjorde sprøjten. Efter hun sagde det skubbede mine to vagter mig ned i stolen og spændte mine arme fast til armlænet. Så satte Mary sig på hug ved siden af mig og sprittede min albuebøjning og stak en nål, nej ved nærmere undersøgelse, et meget tyndt plastik rør ind i min arm. Så tilsatte hun plastikledningen til computeren og til en dims hun satte på nålen. Så rejste hun sig op og sagde "så er resten op til dig Michelangelo." Og gik sammen med de andre sygeplejesker og vagterne; uden så meget som at se på mig. Jeg begyndte at få det dårligt da jeg havde på fornemmelsen at det der skulle ske nu ikke var godt, men så vendte Angelo sig mod mig med et grav alvorligt ansigt og sagde: "Hør godt efter Mika for det jeg fortæller dig nu er meget vigtigt. Det er meningen at jeg skal indsætte falske minder hos dig så du tror du er en helt almindelig dreng der snart skal skifte skole til Seaside High. Dine forældre døde da du var lille og indtil videre er du vokset op på en kostskole ude på landet. Du kommer til at blive inkvarteret i en lille lejlighed hvor du vil bo. Du har lige været i en bilulykke, men var heldig for der skete ikke noget. det er selvfølgelig løgn, men på den måde kan de dække over hvorfor du ligger bevidstløs på hospitalet. Du bliver nødt til at leve denne rolle fuldt ud hvis du gerne vil overleve. Jeg skal nok ordne resten så det ser ud som om at jeg har givet dig indsprøjtningen. Forstår du hvad jeg siger?" Jeg stirrede tomt på Angelo i noget tid imens min hjerne prøvede at indtage alt det han lige havde sagt. "Vent lige lidt, så det du siger er at du skulle give mig nogle falske minder, men det du gør det ikke alligevel og det ved de andre ikke og jeg skal spille rollen som en helt normal skole elev?!" Angelo nikkede dybt. "Men...hvad så med Nicole! Hvor langt tid skal jeg spille rollen? Og hvad mener du med at jeg ligger bevidstløs? Og hvordan skal jeg få Nicole med i skolen og hvordan skal vi få hende ud?!"
"Rolig, rolig Mika! For det første du skal ikke spille rollen du skal blive rollen. Du må glemme din lillesøster, hun er i isolation og det bliver umuligt at få hende ud. Den originale medicin der skulle ændre dine minder ville gøre dig bevidstløs og for at dække over det vil de putte dig over på det offentlige hospital. Og husk nu Mika. Du skal altid være rollen. Altid. Også når du er alene derhjemme. Bare en fejl og du kunne blive afsløret. Okay?" "Vent, vent, vent, siger du at jeg skal glemme Nicole!? Hvordan skal jeg blive lykkelig hvis hun er i isolation og hvorfor er hun i overhoved der?! Og-" "Mika! Lige nu har du valget mellem at glemme det hele og få nogle nye minder eller huske dem og sætte pris på dem. Så hvad bliver det til?"  "Jeg... Jeg beholder dem selvfølgelig!" "Ok, du bliver lige nødt til at sidde stille mens jeg løsner dig. Efter Angelo havde løsnet mig sprang jeg op af stolen, men han skubbede mig straks ned igen. "Jeg bliver altså stadig nødt til at give noget fuldbedøvende medicin så de tror at det virkede. Alt du skal gøre er at huske at spile rollen lige når du vågner. Bare den mindste fejl kan gøre dem mistænksomme. De vil nok også holde øje med dig den første måneds tid, så der skal du være ekstra forsigtig. Husk det nu; du skal ikke blive rollen du skal være rollen." Så kørte Angelostolen ned så jeg lå ned og gav mig en maske på næsen og munden hvor der kom en mærkelig luft igennem. Jeg kendte godt sådanne masker og jeg vidste at man skulle trække luften fra masken ned i lungerne og på den måde gjorde gasserne en bevidstløs. Jeg kunne mærke kroppen blive tungere og et eller andet sted langt væk kunne jeg høre Angelo sige farvel. Lige før jeg faldt i dyb søvn gik to ting op for mig: Den førsteting var, at jeg ikkehavde tænkt mig at efterlade Nicole her og at jeg nok skulle komme tilbage efter hende. Den anden ting, som nok ville have gjordt mig meget panikslagen hvis det ikke var for bedøvelsen, var at det måske ikke varsl smart at stole på Angelo og tage bedøvelses gasser. det hele kunne jo være løgn. Og det var det allersidste jeg nåede at tænke for virkningen af gassen tog over og jeg fald i fuld bedøvelse.

Det var så ikke løgn.
Eller det må jeg gå ud fra at det ikke var, siden jeg kan mærke at jeg ligger i en hospitalsseng. Jeg åbnede langsomt øjnene og kiggede mig rundt i lokalet. Jeg lå i en hospitalsseng iført hospitalstøj, i en stue hvor der kun lige knap var plads til en ekstra madras. Henne i hjørnet kunne jeg se en håndvask og ved siden af var der en dør som. Jeg gik ud fra førte ud til en gang eller en slags opholds stue. I mit skød lå der en rød snor og en lille seddel hvor der stod; "træk i snoren, hvis du er vågnet." Jeg overvejede lidt hvad der kunne ske hvis jeg trak i snoren, men kom frem til den konklusion at det nok bare kom en sygeplejerske. Du er hved at blive paranoid, tænkte jeg for mig selv i det jeg trak i snoren. Et par minutter kom en sygeplejerske ind og hilste på mig. "Hej Mika, mit navn er Emily og jeg har passet på dig imens du har været bevidstløs. Selvom du nok godt kan huske det vil jeg gerne lige informere dig om detaljerne omkring din ulykke." Sagde hun og smilte og før jeg kunne sige noget begyndte hun straks at tale igen: "Du har været ude for et overfald, men heldigvis kom du ikke til skade. Lægerne siger at det var et mirakel, men gerningsmanden er desværre ikke blevet fundet, Hvis du kan gå selv og ikke føler nogen smerte, så kan vi faktisk næsten udskrive dig. Først skal jeg lige hente en læge som kan se om du kan tage hjem. Så kan du gå?" Jeg stirrede på hende og havde pludselig en voldsom trang til at komme ud herfra så hurtigt som muligt. Jeg rejste mig op og gik lidt rundt i lokalet for at demonstrere at jeg kunne gå helt perfekt og sagde "Jeg kan sagtens gå og jeg kan ikke mærke nogen smerter, hverken kvalme eller slag."
"Okay, nå men så smutter jeg lige hen og henter en lege ik'? Vi ses." Sagde hun muntert og smuttede ud af døren. Jeg syntes det var lidt underligt at hun var så overglad. Nærmest som om det var en falsk glæde. Det brød jeg mig ikke om, hvis man skulle være glad skulle man i det mindste være det ærligt. Ellers gør man jo bare situationen endnu værre. Jeg satte mig tilbage i sengen og tænkte på alt der var sket den sidste uge og på hvor hurtigt alt var gået. Først havde jeg sat min plan om at befri min lillesøster Nicole, fra isolation. Men noget var gået galt. Når jeg gennemgik planen i mit hoved kunne jeg dog ikke finde nogen fejl. Alt gik lige efter planen lige indtil- når ja. Nu husker jeg. Den største fejl jeg kunne have begået. Jeg havde forkerte informationer. Faktisk var de så forkerte at da jeg åbnede det isolations kammer som jeg troede Nicole var i, var det helt tomt. Det er alt jeg husker. Det må være der de fandt mig. Det højst sandsynlige scenario var at en af dem der arbejdede der havde set mig og bedøvet mig eller slået mig ned. Alt jeg ved er at jeg vågnede op i et meget lille, meget lyst rum med hvide vægge og et tæppe i hjørnet. At det skulle blive mit fængsel for den næste uge vidste jeg ikke. Det var den gang det hele var så meget simplere. Jeg sukkede for mig selv og lyttede til lydene omkring mig. Hvordan blev hele mit liv så kompliceret?
Lidt efter kom lægen og måtte jo konstatere at jeg ikke fejlede noget. Lige før de lod mig gå, gav sygeplejersken mig en taske som jeg åbenbart havde haft med da ulykken skete. Det eneste der var i var nogle penge, som jeg gik ud fra måtte være nogle jeg selv havde "tjent," en bog, en telefon og et blad omkring have og planter. Jeg lagde mærke til at der var en reklame på bagsiden og da jeg vendte det om frøs jeg indvendigt. For lige der, var der et billede af Nicole. Det var nogle år gammelt og det var sikkert fra før hendes isolation. Men det var det samme lange lyse glatte hår og de grønne øjne, det skrøbelige smil, men rejste pande. Det var flere år siden jeg havde set et billede af Nicole og jeg begyndte bare at savne hende endnu mere. Men jeg vidste at det var en test. Eller, det måtte det være. Hvorfor skulle hun ellers være på bagsiden af dette magasin? Jo mere jeg tænkte over det, jo mere gav det mening at det var en test. Derfor proppede jeg det tilbage i tasken ud nogen vildere reaktion. Jeg rejste mig op fra det sæde jeg havde sat mig på i cafeteriet på stueetagen og gik ud af hospitalet.
Den sidste tanke der for igennem mit hoved før gik ud i byen, var at ved at acceptere denne rolle valgte jeg at stole på Angelo. Ikke at jeg havde noget valgt mere.
Nu begyndte mit liv som en helt normal teenager.