6:24 C.H (Dansk) PAUSE

4.

"She asked: "You are in love what does it look like? " To which I replied: "Like everything I've ever lost come back to me. "

Da jeg var kommet hjem, var jeg gået direkte i bad, og derefter taget en af mine alt for store trøjer på. Jeg var ret ligeglad, og både Michael og mine forældre skulle til fest i aften. Mine forældre kom nok ikke hjem, fordi når de festede gik de hele vejen, og alderdom kunne ikke stoppe dem fra det. Så her sad jeg med en alt for stor trøje på, og et helt lager af fløde is i fryseren. Jeg klagede ærlig talt ikke, det her var hvad jeg levede for.

Jeg havde sat mig til at gense friends, mest fordi jeg aldrig blev træt af den serie, men også fordi den gav mig illusionen af ægte venskab. Jeg tror jeg var nået ind i anden sæson, da det ringede på døren. Jeg kiggede forvirret ned på min telefon, for at se hvad klokken var. 4:02. Var det Michael, der ville overnatte her? Eller var det måske mor og far, der var kommet tidligt hjem? Hvad nu hvis det var en høflig tyv? Det gav et sæt i mig, da det ringede på igen, og jeg rejste mig stille. Jeg listede ud til døren, hvorfor ved jeg ikke, jeg var alene hjemme, så hvem ville jeg forstyrre. Jeg kiggede gennem kig hullet, og så ingen. 

"Hvem er det? " hviske råbte helt inde ved døren. Jeg hørte lidt jammeren, og tog en dyb indånding, og åbnede døren en smule. 

"Calum? " Jeg kiggede forvirret op på ham, og han sendte mig et lille smil. 

"The one and only, " smilede han, og jeg rettede mig lidt op. 

"Hvad laver du her så tidligt? " Spurgte jeg efter en lang pause hvor ingen af os sagde noget. 

"Jeg er træt, " mumlede han. 

"Okay? " Spurgte jeg forvirret. 

"Michael er her altså ikke, så du burde nok gå hjem og sove. " Svarede jeg mig selv, og han rystede på hoved. 

"Michael er med Ash, og Luke forsvandt, der er en meget lang vej hjem, og jeg er en lillebitte smule fuld, må jeg ikke nok overnatte her? " Han lød ikke engang en lidt fuld, men jeg trak på skuldrene, og lukkede ham ind. 

"Jeg skal nok sove på sofaen, " sagde han lidt for højt, så måske løj han ikke, han var måske en lillebitte smule fuld. 

"Nej nej nej, du kan sove inde på Michaels værelse, jeg bruger sofaen lige nu. " forsikrede jeg ham om, og han sukkede. 

"Men Mikes værelse stinker, " klagede han, og jeg nikkede. 

"Ja, men det er hvad du får. " Jeg følte mig som en mor, og jeg var ikke okay med det. 

"Fint miss, " mumlede han, og gik utilfreds mod Michaels værelse. Jeg tog det som mit tegn, og satte mig glad tilbage i sofaen, for at se videre på den mest geniale serie i verden. 

"MICHELLE! " Råbte Calum, lige efter jeg havde sat mig. 

"HVAD? " Råbte jeg tilbage, fordi jeg ikke gad rejse mig. 

"GODNAT! " Råbte han så tilbage, og jeg sukkede, hvorfor lukkede jeg ham ind til at starte med?

Jeg fortsatte mit friends maraton, men kunne ikke blive lige så koncentreret, som jeg var før Calum kom. Jeg sukkede, og slukkede tv'et. Det var Calums skyld, at jeg ikke kunne nyde mit maraton, og det skulle han helt sikkert bøde for. Jeg blev siddende i sofaen i lidt tid, og gik derefter ind for at tjekke op på Calum. 

Jeg åbnede døren til Michaels værelse, og blev som altid mødt af den forfærdelige hørm, som af en eller anden grund, aldrig forsvandt. Jeg kiggede ned i sengen, men fandt ingen Calum. Jeg gik i panik, og begynde at lede overalt i Michaels værelse. 

"CALUM! " Skreg jeg, men fik intet svar. 

"Nej nej nej, " mumlede jeg, og kiggede ude i badeværelset, men fandt stadig ingen Calum. Måske var han gået igen, bare tanken fik mig til at gå mere i panik. Hvad nu hvis meget langt betyd 30 kilometer, og han nu lå besvimet i vejkanten uden nogen hjælp. Jeg gik ud i entréen, og så stadig hans sko ligge midt på gulvet. Jeg sukkede, og satte mig på gulvet. Han ligger sikkert besvimet ude på en vejkant uden nogen fucking sko på, Michael dræber mig. Jeg rejste mig lidt efter op, og besluttede mig for at det var en god ide at ringe til Michael. Jeg småløb ind på mit værelse, og fandt min telefon, som lå på mit skrivebord. Jeg smed mig derefter i min seng, men endte med en mindre blød landing end jeg forventede. 

"what the, " mumlede jeg, og vendte mig om til en sovende Calum. Jeg åndede lettet op, og prøvede at ryste ham vågen, fordi han skulle fandme ikke sove i min seng. Men eftersom han ikke vågnede af at jeg hoppede ned i ham, hjalp det heller ikke særlig meget, at ryste ham vågen. Jeg sukkede, og lagde mig irriteret ned. Jeg måtte gennemtænke en plan, for at vække ham, og en plan for den slemmeste hævn. Jeg lå der og tænkte i lidt tid, da et par arme slyngede sig rundt om mig, og jeg blev frosset. Hvad fuck gjorde jeg nu? Jeg var jo fanget. Jeg sank en klump, og sukkede. At sige at jeg ikke nød det her, var en løgn, men det føltes stadig forkert. Det her var jo ikke nogen fremmed, som jeg kunne løbe fra næste morgen. Nej, det her var Calum. Min brors bedste ven, som jeg altid har hadet. Det her var Calum, tyven der tog ham fra mig. Calum, det bæst, som har armene om mig, og ødelagde mit friends maraton. Det her var forbandede Calum, som sad fast i mit hoved i flere dage, efter bare en simpel samtale. Nøj hvor jeg egentlig hadede Calum. Jeg lå der i lidt tid, og lod mine øjne låge blive tunge og pludselig, så indhentede søvnen mig.