Jeg havde lige sat mig i min sofa, men en varm kop te, da min telefon ringede. Det var et nummer, som jeg ikke havde indtastet på min telefon, men jeg tog den alligevel, og det er jeg glad for. Jeg blev spurgt om jeg havde lyst til at være med i et tv-program, som hedder Korpset. Det er et program, hvor kendte skal prøve at være i den militære verden. Det er tidligere jægersoldater og frømænd som har staplet det på benene. Jeg var blevet spurgt om jeg ville være med grundet at jeg er kendt for min sport. Jeg er vægtløfter og har faktisk en baggrund i militæret.
Det blev dagen, hvor vi skulle mødes. Jeg var selvfølgelig lidt nervøs, men det tro jeg sgu alle var. Vi blev sandt af, af en lastbil, ude på en strand. Der stod 3 mænd klar til at tage imod os. Jeg havde faktisk ingen ide om hvem de andre var, men det skal jeg sgu nok få lært i løbet af de næste par dage. Vi kom hen til de 3 indstruktøre, jeg kunne genkende den ene. Frømanden. Carl. Jeg havde været i krig med ham. På daværende tidspunkt var vi også kærester, men det gik i vasken da vi kom hjem fra krigen, på grund af den mængde stress vi begge havde efter vi havde været der. Vi stillede os op på 3 lige lange gelæder. Jeg kunne se at han kunne genkende mig, og det var jeg da selvfølgelig glad for, men det burde han også kunne. Den mindste af indstruktørene sagde: "Det nummer, der ligger på jeres taske, det er jeres nye identitet. Det nummer af jeres billet til at være her, giver i os det nummer, er i ude. I skal altid have det på", jeg kunne se på folk at de nok ikke helt var klar til det her, indstruktøren begyndte at snakke igen: "tag jeres tøj på, fat baggagen, og følg efter indstruktør Max", jeg gjorde hvad jeg kunne for at være den første videre, og det lykkeds også.
Efter et par timer, var vi kommet til en kaserne, det var der vi skulle bo, de kommende dage. Jeg fandt hurtigt min seng, og fik styr på mine ting. Mens jeg er igang med det, bliver der råbt: "nummer 7". Det er mig. Jeg blev lidt nervøs, da de råbte mit navn, jeg skyndte mig at vende mig om, for at se hvem det var. Det var indstruktør Max. Jeg tog hurtigt min jakke på og gik over til ham. "Følg med mig" sagde han bare. Jeg var lidt usikker på hvad han ville, men jeg kunne jo kun finde ud af det på en måde, og det var at gøre hvad han bedte mig om. Da jeg kom ud til ham gav han mig en hætte over hovdet. Jeg blev ført et eller andet sted hen. Jeg blev sat ned, og fik taget hætten af. Indstruktør Rune og indstruktør Carl, sad foran mig. "Hvorfor er du her?" spurgrte Rune. "Jeg er her for at skubbe nogle grænser, bevise overfor mig selv at jeg er bedre end det jeg render og tror, og får afvide af folk. Jeg vil gerne se om jeg er istand til at gennemføre kurset" svarede jeg. Jeg kiggede over på Carl, for han lignede en som gerne ville sige noget, og det ville han også, "hvorfor har du behov for at vise at du er bedre end du selv tror og får afvise?", for mig var det et lidt hårdt spørgsmål. Jeg sad lidt stille og tænkte over hvordan skulle svare, for det jeg ville fortælle, havde jeg aldrig fortalt Carl, jeg tror også at det er derfor at han spurgte ind til lige præcis det. "gennem hele mit liv har jeg fået afvide, at jeg ikke var god nok til dit og dat, og jeg ville fortryde det, hvis jeg gav det et forsøg. Der er en masse ting som jeg gerne ville ha' gjort som ung, men har ikke haft modet nok til at turde prøve, fordi jeg har tænkt at jeg ikke var god nok. Det samme skædte for min lillebror, så en masse af min energi som ung gik til at lære ham, at det som blev sagt til ham ikke var sandt, fordi at hvis man bare prøver hårdt nok, så skal det sgu nok komme i sidste ende", de sad bare og niggede igennem min historie. "Vagt", det var hvad jeg hørte og så fik jeg hætten på igen.
Jeg kom tilbage til vores sovesal, og folk ville rigtig gerne vide hvad jeg skulle, så det forklarede jeg dem selvfølgelig.
Det blev morgen på dag 2. "nummer 7" blev der råbt igen. Jeg synes at mit nummer blev råbt lidt for mange gange. Jeg kiggede op, og der stod Carl. "Jeg skal lige snakke med dig, nr 7", "javel hr. indstruktør" svarede jeg. Jeg fulgte efter ham udenfor. Jeg skulle ikke nogle steder hen, kun lige ud foran sovesalen. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig den historie?" spurgte han mig om, "det ved jeg ik helt, vidste ikke rigtig hvornår tidspunktet passede" sagde jeg bare, "jeg ville ha' gjort noget", "som hvad?" spurgte jeg, "fortalt dig, at du kan hvad end du stiller sig for. At du er god nok.", jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige, så jeg kiggede bare på ham. Han tog fat i min ene skulder, "du er god nok, faktisk er du mere end bare god nok" sagde han og trak mig ind i et kram. Det var først der det gik op for mig hvor meget jeg faktisk havde savnet ham og hans kram.
