Forever

34. Tilbage

"Så drenge vi skal til at afsted nu" siger jeg og kigger på klokken.
Drengene har siddet og snakket lidt, mens jeg bare har siddet lidt i min egen verden og en gang i mellem lige budt ind med noget i samtalen hvis jeg havde lyst.

Vi rejser os alle og henter vores ting, inden vi går ned i spisesalen, hvor vi alle skal mødes.
Jeg kan godt fornemme stemningen er lidt noget andet, end før første kamp mod Finland, men det er måske også forståeligt nok, efter det der er sket.

"Okay vi er her alle sammen, bussen holder klar, så lad  os bare køre" siger Hjulmand til os og vi bevæger os alle ud i bussen, og begynder at køre mod stadion.
Stemningen er virkelig trykket, og det er som om jeg næsten kan fornemme, at de ikke rigtig tror på det, de er i hvert fald alle utroligt stille. Vi når til stadion og vi stiger ud af bussen og går ind. Det første vi gør er at gå ud til banen igen.

Jeg lader drengene gå forrest og tage det i deres tempo, mens jeg holder mig lidt i baggrunden og nøjes med mest bare at observere dem. Det er mærkeligt at være tilbage, det er kun anden gang jeg er her, men det føles næsten forkert på grund af alt det der er sket.
Det havde næsten været rarere hvis vi skulle til et andet stadion, men jeg tror også på en eller anden måde det er godt for dem at komme tilbage, for det bliver nok ikke nemmere af at vente.

Efter vi har gået rundt et stykke tid, begynder vi alle stille og roligt at bevæge os ned i omklædningen.
Jeg kan stadig se og fornemme at det er svært for dem og at de ikke helt tror på det endnu. Hold op hvor bliver det svært at spille den her kamp.
Vi sætter os i omklædningen og Hjulmand rejser sig, kigger på os og tager en dyb indånding inden han begynder at snakke.

"Okay drenge, jeg kan godt se på jer at det her er hårdt, det er det også for mig. Det vigtigste for mig er at vi kommer menneskeligt igennem den her kamp".

Mæhle rejser sig pludseligt og går med hurtige skridt ud af omklædningen.
Jeg overvejer om jeg skal gå efter ham for at se hvad det lige gik ud på, men ser at en af trænerne følger efter ham, så jeg bliver siddende.
Hjulmand kigger også efter ham, inden han fortsætter sin snak.

"Når vi skal spille, går vi bare ind og spiller det vi kan. Om vi vinder eller taber er fuldstændig lige meget. Jeg vil være stolte af jer lige meget hvad resultatet bliver" fortsætter han med at sige inden træneren kommer tilbage og kigger på mig.
"Anna?" Spørger han og jeg rejser mig.
"Mæhle har brug for dig" siger han og jeg går hen mod ham, Carsten rejser sig også for at gå med.
"Det var kun Anna" siger træneren, som jeg stadig ikke har lært navnet på, lidt skarpt til Carsten.
"Nå ja men jeg kan vel ligeså godt hjælp" svarer han tilbage.
"Men nu spurgte Mæhle specifikt om hende" fyrer træneren tilbage.
"Hvor er han?" Skynder jeg mig at spørge inden Carsten kan svarer igen, mest for at stoppe den her diskussion.

"Følg med mig" skynder han sig at sige og jeg følger efter ham.
"Hvad er der sket?" Spørger jeg efter døren er lukket bag os.
"Jeg ved det faktisk ikke, men han fik det ret dårligt sagde han og så spurgte han efter dig, inden han løb ud og kastede op" forklarer han og jeg bliver ret chokeret.
"Er han syg?" Spørger jeg nervøst.
"Det tvivler jeg på, han virkede fin tidligere, måske er det bare en reaktion på at være tilbage" forslår træneren og det giver faktisk god mening.
I sammen øjeblik kommer Mæhle ud fra toilettet og går forsigtigt hen mod os. 
"Nå jeg må hellere smutte tilbage igen" siger træneren og så er han ellers væk.

Jeg skynder mig gen til Mæhle og ligger forsigtigt armen omkring ham.
"Hvad så er du okay?" Spørger jeg.
Han ryster på hovedet og ser også stadig en lille smule bleg ud.
"Skal vi ikke lige gå ud og få lidt luft, så henter jeg noget vand til dig?" Forslår jeg og han går med til det.
Han går hen mod udgangen mens jeg løber mod omklædningen igen for at hente noget vand.
Jeg når lige ind og finder noget vand og er på vej ud igen da Hjulmand stopper mig.

"Hvordan har han det?" Spørger han.
"Han har det ikke så godt lige nu, men vi sidder lige udenfor lidt" forklarer jeg og Hjulmand nikker inden jeg skynder mig ud til Mæhle.

Han har fundet en bænk lige udenfor som han har sat sig på, jeg skynder mig hen og sætter mig ved siden af ham og giver ham vandet.
"Hvordan har du det?" Spørger jeg efter vi har siddet lidt.
"Bedere" nøjes han med at sige og jeg kører forsigtigt min hånd i cirkler på ryggen af ham, han har også fået lidt mere farve tilbage i kinderne.

"Hvorfor spurgte du efter mig?" Spørger jeg efter lidt tid.
"Hvad mener du?" Spørger han.
"Ham træneren, jeg kan ikke huske hvad han hedder, men han sagde du spurgte specifikt efter mig, fordi Carsten var på vej ud til dig" forklarer jeg.
"Nåå jeg vil hellere have hjælp af dig end ham" nøjes han med at sige.
"Hvorfor? Carsten har vel mere erfaring"
"Ja, men jeg stoler mere på dig" svarer han ærligt, "det tror jeg faktisk de fleste af os spillere gør".
"Han har ret" siger Kasper Dolberg bag os, jeg havde slet ikke hørt at han kom og får derfor et  kæmpe chok. Jeg hader når flok sniger sig op bag mig.

"Fuck jeg fik et chok" siger jeg men rykker mig lidt så han også kan sidde på bænken.
"Hvad mener I?" Spørger jeg forvirret.
"Jeg hader læger og undersøgeler og sygehuse og alt sådan noget, du er en af de eneste der har fået mig til at føle mig nogenlunde tryg under undersøgelser" forklarer Kasper og jeg kigger overrasket på ham.
"Det er derfor det er så vigtigt for os at du bliver behandlet ordentligt af dem du arbejder med. Eller at du siger det hvis de ikke er ordentlige" forklarer Kasper.

"Det har jeg jo sagt at jeg nok skal" siger jeg.
"Det sagde du også dengang" hvisker Mæhle.
"Hvis du siger et ord om dengang, tager jeg direkte tilbage til hotellet og pakker mine ting for at tage hjem" hvisker jeg strengt til ham.
Og han siger ikke mere, jeg vender mig mod Kasper, som vidst ikke har hørt vores samtale.

"Hvad laver du egentligt her?" Spørger jeg.
"Hjulmand spurgte om jeg ikke lige kunne se til jer, for vi skal snart i gang med opvarmningen".
"Nå okay, er klokken så mange" siger jeg og kigger på mit ur.
"Er du okay?" Spørger jeg Mæhle og han nikker inden vi rejser os og går ind igen.