Forever

13. Mødet

Jeg låser mig ind på værelset og det er virklig fint. Væggene er stribede i hvide og lyseblå streger og der er hvide træ paneler hele vejen rundt, det giver mig virkelig de sygeste badehotel vibes, men på den gode måde, det er virkelig hyggeligt.

Jeg får pakket mine ting ud og sidder lidt på sengen og tænker.
Nu sker det, det er nu jeg skal møde drengene for første gang, jeg kender jo kun tre af dem i forvejen. Jeg sidder længe i mine egne tanker da telefonen pludselig ringer, det er min søster.
Jeg har altid haft et rigtigt tæt forhold til mine familie, og derfor hjalp de mig også utroligt meget da jeg skulle træffe den her beslutning.

"Hva så har du mødt dem?" spørger hun,
"Også hej til dig" griner jeg, "men nej jeg har fået mit værelse og så skal jeg møde dem senere" fortæller jeg.
Vi sidder og snakker i det godt stykke tid om alt muligt inden min telefon bipper og en sms tikker ind.
"Vi skal træne nu, kommer du?" skriver Mæhle.
"Jeg er nødt til at gå, skal møde holdet" siger jeg til min søster og vi lægger på.
"Er på vej" skynder jeg mulig at skrive tilbage, før jeg snupper min nøgle og tager en dyb indånding inden jeg går ud af døren og ned mod træningsbanen.
Jeg møder Hjulmand på vejen, "nå det var godt du er på vej, jeg var på vej op efter dig" forklarer han, "nå Mæhle skrev" smiler jeg og vi følges ad resten af vejen.

"Okay så jeg kommer til lige at samle holdet og så præsentere jeg dig sammen med nogle af de andre nye spillere" forklare han og jeg kan mærke sommerfuglene basker rundt inden i mig jeg er så spændt og nervøs på samme tid.
Vi når ned til banerne hvor de fleste af spillerene står i forvejen, men det giver også mening at de er her nu, vi skulle jo være her for et par minutter siden, det er bare os der kommer sent fordi Hjulmand lige skulle hente mig.
"Godt drenge kom lige" råber Hjulmand og alle drengene samler sig i en rundkreds omkring os, jeg står lidt akavat og kigger rundt ved siden af ham, heldigvis har Mæhle stillet sig ved sidne af mig, hvilket gør mig en smule mere rolig, det er rart at have ham tæt på når han er stort set den enste jeg kender.

"Godt drenge, vi skal til at træne, men jeg her lige lidt informaiton" starter han, "som i ved havde vi et stort problem for et par dage siden, da vi manglede en sygeplejerske, det har vi løst nu" smiler han og kigger over på mig.
"Det her er Anna Hansen, hun er 22 år og vores nye sygeplejerkse, så hvis I har brug for noget, så er det hende I kan gå til" præsentere han og jeg kigger rundt på drengene, de fleste sender mig et venligt smil tilbage. De virker alle ret søde.
"Som vi også kan se er Andy tilbage, det er godt at se dig her igen" smiler Hjulmand, "det er rart at være her, men ja det er også Annas fortjeneste at jeg er her" griner han og jeg kan mærke mine kinder bliver en smule varme, jeg er stadig ikke god til ros og de må gerne snart stoppe med det.

"Godt drenge vi skal til at i gang" siger Hjulamnd og drengene går ud på banen, jeg sætter mig hen på en af bænkene og kigger lidt på indtil Mæhle og en anden komemr hen, jeg følger ikke super meget med i fodbold så jeg er ikke så god til navne, det må jeg hellere lige lære på en eller anden måde, men det må blive på et andet tidspunkt.
"Hej" smiler Mæhle, "Jeg tog lige Thomas med" siger han og jeg kigger på manden bag ham, "hej Thomas Delaney" præsentere han og giver mig hånden.
"Jeg er ikke super god til navne, men jeg skal prøve at huske det" griner jeg, hvilket også får ham til at grine. Wow et fantastisk grin.
"Nå hvordan er det så at møde os?" spørger han, "en smule overvælende, i er mange mennekser. Men det skal jeg nok vænne mig til" siger jeg så overbevisende som jeg kan.
"Bare rolig, vi er alle sammen søde" beroliger han og jeg giver ham et taknemligt smil.
"Så drenge det er ikke en snakkeklub" råber Hjulmand, "nå så må vi hellere gå" griner Mæhle og de løber ud på banen igen.

Jeg sidder og kigger lidt på deres træning, inden jeg tager min mobil frem og skriver til min søster.
"Så har jeg mødt drenge, de virker ret søde, men hold op de er mange" skriver jeg, der går ikke længe før der kommer et svar.
"Hvad havde du regnet med? Det er sådan set et helt fodboldhold" hvilket får mig til at grine, hun skal altid komme med en sjov kommentar, men omvendt hun har jo ret.
Selvfølgelig er de mange, der er både til at stille et hold plus udskiftere.

Pludselig bliver der sparket en bold der lander stort set lige ved siden af mig.
"Spark den lige tilbage" råber Mæhle, og jeg gør mit allerbedste for at sparke så godt så muligt, og det ender da også med at blive en nogenlunde aflevering, men lad os bare blive enige om at det er godt at drengene klare det på banen.