Jeg falder for dig

Kapitel 2 - Kebab og Kantine

Da jeg i går aftes trådte ind over dørtærsklen, var der der den der syngende, dunkende lyd for mine øre, som ofte kommer efter at havde været til en fest eller koncert. Det dunkede som bare pokker, og jeg var bange for at mit hjerte ville poppe ud af ørene på mig. Jeg følte mig så klam og træt. Jeg havde drukket 2 en halv øl og prøvet på flere fyre uden held. Det var som at træde på min egen stolthed. Min mor måtte havde troet det værste da hun så mig. Aftenen havde overbemandet min mascara og mit hår stod i store totter ud til alle sider. Nu hvor jeg tænker over det, så vil jeg faktisk ikke helst tænke tilbage på det. Det er simpelthen for pinligt. Nu sidder jeg med Nora og Jonathan i kantinen og taler om vores spansktime. Jonathan og jeg går i samme klasse, og når vi har spansk har vi det sammen med W-klassen, som Nora går i.

"Jeg fatter ikke han sagde det til dig!" griner Nora med alt for meget mad i munden. Hun er næsten ved at blive kvalt. Jeg bliver varm i kinderne og smiler himlende med øjnene.

"Ej men Helena, du havde jo ret i, at vi ikke kunne skrive en stil. Vi har haft spansk i sådan 3 måneder, hvad regner han os for?"

Vi har hørt rygter om, at vores lærer skulle være utrolig strid, og i dag har vi fået det tydeligt bekræftet, da han synes vi skulle skrive en stil, men vi kan knap sætte en sætning på tre ord sammen i en grammatisk korrekt opsætning, så jeg rakte hånden op og sagde, at det kunne han ikke allerede forvente af os.

"Jeg tror ikke det har så meget med det at gøre," byder Jonathan ind og tager en tår inden han taler videre. "Han brød sig ikke om Helenas flabede tone," siger han voksent. Vi sidder i kantinen og stopper os mætte i dagens ret, der består af thaibox. Jeg glemte nemlig at lave frokost til i dag. Jeg fnyser.

"Har I også hørt, at min idrætslærer skulle være mega diskriminerende?" spørger Nora. Hun kigger ventende rundt på osi. Jeg tygger hurtigt af munden.

"Ja, du har ham der Pelle, ik'?" spørger jeg og sluger. Nora nikker, "Jo, og har fået at vide fra nogen fra Felix' klasse, at han ikke tror på piger kan dyrke motion, med mindre de ikke har nogen bryster."

Jeg skære ansigt. "Ej, hvad er det for noget at sige?" spørger jeg kvalmende.

"Hvorfor små bryster?" spørger Jonathan, der tydeligvis ikke har fulgt med før nu, hvor bryster blev nævnt.

"Man er åbenbart lige så stærkt bygget, og kan lige så meget atletisk, som drenge, hvis man har små bryster," forklare Nora sarkastisk og fnyser i frustration. "Jeg dukker fandme op uden bh på, så kan han se at piger med store bryster er mindst 10 gange det dobbelte bedre end drenge."

Jeg griner igennem min næse. Det er derfor jeg holder så meget af Nora. Hun er så ligeud, og mange gange kan jeg have brug for at vide, at det er okay at være ligeud. Jeg får øje på en gruppe drenge, der træder ind i kantinen med deres kebab og samme grydefrisure. De bevæger sig i en klump, imens de nærmer sig et bord ved siden af vores. Der sidder allerede to piger. De ligner også hinanden. De er begge klædt i mørke, forvaskede lavtaljede jeans og bær en stram trøje med store guld øreringe. De hilser på drengene med et langtrukkent "hej" og krammer dem upersonligt. Iblandt dem spotter jeg bassisten. Han står lidt i baggrunden, og som den eneste har en ikke en kebab i hånden. Hans hænder er dybt begravet i sine bukselommer og hans blik er peget imod de to piger, men alligevel er det som om han er i en helt anden verden. Ved siden af ham står Sebastian. Han er et år ældre end mig. Sebastian og jeg kender hinanden gennem vores mødre. De arbejder nemlig begge to på hospitalet, min mor som læge og hans mor som jordemoder. Så da vi var små, og den ene skulle på nattevagt eller noget, babysittede den anden. Sebastian får øje på mig og smiler. Jeg smiler tilbage og løfter den ene hånd op for at vinke. Han puffer til bas-drengen, siger noget, peget over mod mig og mine venner, siger noget igen og pludselig er de begge på vej herover. De to piger i guldøreringe og lavtaljede bukser kigger efter dem, mens de bevæger sig herhen.

"Hva' så mand, hvordan går det?" spørger Sebastian da han når os. Jeg rejser mig op for at få et kram. Jeg hilser til bassisten med et smil, imens Sebastian også siger hej til Jonathan og Nora.

"Stille og roligt," siger Nora og trækker på skuldrene. Jeg nikker mig enig.

"Ja, der sker ikke så meget."

Sebastian trækker også på skuldrene og tager en bid af sin kebab. Ved siden af bas-drengen ser Sebastian lille ud, på trods af at han er højere end min far. Sebastian har lidt Ole fra Far Til Fire i 50'erne over sig, og kunne snildt være nisse i en julekalender. Hans lyse krøller hopper på hans hoved, og hans øjne er mørke blå og står i tydelig kontrast til hans gyldne hud, dansende fregner og røde kinder. Han er virkelig pæn. Hans næse er vitterligt næsen alle piger med næse-issues drømmer om.

"I er lige kommet ud i jeres klasser, ik'?" spørger han og tygger færdig. Jeg nikker og lægger min egen mad fra mig.

"Jo."

"What hvor vildt! Hvilken linje har I så valgt?" spørger han meget begejstret og kigger rundt på os alle sammen. Jeg kigger over på bas-drengen. Samtalen ser ud til at kede ham. Jeg tror han meget hellere vil være sammen med hans andre venner over ved de to piger.

"Jeg har valgt Samf/Mat," siger jeg og ser fra drengen til Sebastian. Sebastian ryster for sjovt skuffet på hovedet, fordi han selvfølgelig hellere vil have at alle vælger musik/engelsk ligesom ham.

"Også Samf/Mat, sammen med Helena" siger Jonathan med et skulderyst. Han stopper sin mund fuld med mad.

"Hvad med dig Nora, du har vel valgt musik, ik'?" spørger han og ser håb fuldt ud. Sebastian er også gode venner med Noras kæreste, Felix, som også er storebror til Jonathan og Flora. Han går på musik og matematik linjen i 3.g. Sebastian går i 2.g.

"Jo, det kan du lige bande på jeg har," siger Nora stolt med et glimt i øjet.

"Sådan."

De highfiver og smiler stort til hinanden. "Fuck hvor fedt, jeg skal være en af jeres guider til intro lejeren, det bliver fucking nice. Ej Nora, det glæder jeg mig helt vildt meget til."

Nora nikker og ser også meget gladere ud.

"Hvordan er den nye W klasse så?" spørger Sebastian så og pludselig har de udviklet en længere samtale vi andre ikke kan være en del af. Jeg kigger over på bas-drengen. Han har en stor oversized sweatshirt på og et par næsten lige så oversized jeans på. Vi får øjenkontakt og smiler anstrengt til hinanden. Da får jeg øje på øreringene, der er indfattede som guldklumper i hans øre. De skinner i guld og glaskrystal, og med det samme finder jeg ham langt mere attraktiv. Jeg fjerne mine øjne fra ham og håber Jonathan er klar på at føre en samtale med mig, men han sidder allerede med sin telefon og er fordybet i sin tinder.

"Nå, vi må lige catch op senere, vi ses tøser!" også er de smuttet. Nora kigger med hentydende ansigtsudtryk på mig. Jeg kigger spørgende tilbage og så bryder hun højlydt ud i en latter.

"Du stirrede ham ned!" siger hun. Hun smiler så stort at hendes smilehuller er som kløfter i hendes kinder.

"Hvad taler du om?" spørger jeg prøver at skjule smilet, der har pludselig har sat sig fast i mit ansigt. Det kramper helt.

"Du tjekkede ham sgu da ud," siger Nora og nikker med sit hoved i retningen af drengegruppen, der heldigvis er langt nok væk til nu ikke at kunne høre os.

"Ej, det gjorde jeg da ikke."

"Jo du gjorde."

"Nej."

"Jo."

"Nej."

"Helena, jo du gjorde," siger Jonathan og kigger dybt seriøst på mig. Jeg begraver mig ned i min stol og ligger så mit hoved i mine hænder. Nej jeg gjorde ej.