Jeg falder for dig

Kapitel 1 - Øl og Koncert

Mit blod dunker og min krop bouncer op og ned med musikkens rytme. Jeg hujer med min veninde, der står ved min side, med armene i vejret og rystende hoved. Jeg elsker koncerter, især dem, der bliver hold som arrangementer blandt unge. Efter mit efterskoleår, kan jeg ikke sammenligne dem med andet end, de koncerter musiklinjen på efterskolen holdt. Det er sammenholdet, festen og det med at stå i et hav af varme svedige kroppe og være ligeglad, leve livet, skråle til stemmebåndet knækker og holde om hinanden, der får en rørende følelse til at blusse op under huden på mig. Og at jeg så står og dele denne aftens øjeblikke med min bedste veninde, Nora, som jeg mødte på efterskolen, gør det kun endnu bedre.

"Wuuuuhu!" skriger vi, da forsangeren går op i et højere toneleje. Jeg smiler, imens jeg tager en tår af øllen i min ene hånd. Skolen holder hvert år et koncert, for dem, der vil optræde. Vi befinder os i skolen idærtshal, der er blevet angeret om til en koncertsal, med spot lys, røg, kæmpe scene og gulvplads til over halvdelen af gymnasiet. Nora råber noget til mig, men musikken er for høj til, at jeg hører hende.

"Hva?" råber jeg tilbage.

Hun bevæger igen sin mund, og jeg hører hende også, men jeg kan ikke tyde de ord hun siger.

"Har du set bassisten?!"

Jeg gør store øjne og smiler mindst lige så stort. Kraftigt nikker jeg på hovedet. Bassisten minder mig om en brunhåret ung Leonardo DiCaprio. Han føler musikken med sin krop, imens hans fingre naturligt danser over instrumentets hals. Bandet kører et vintage oselbanden tema, og det gør kun hans Jack-lookalike endnu mere troværdig.

"Han er pæn," konstaterer jeg og bliver næsten helt spændt. Hvorfor har jeg ikke set ham før på skolens gange? Han er da ikke til at undgå. Især nu hvor Nora har peget ham ud for mig, synes de andre ellers ret lækre 2.- og 3.g'ere at være usynlige. Mine øjne fastlåser sig på ham, imens jeg giver mig til at huje.

"Øhm, ja?!" skriger Nora og dasker mig på skulderen, "Han er tætte venner med Sebastian," råber Nora igen, og endnu engang giver det ikke mening, at jeg aldrig har set ham før.

"Virkelig?" spørger jeg. Jeg må ligne et stort spørgsmålstegn. Forsangeren afslutter omkvædet og gør plads til at bassisten kan træde frem på scenen med sin mørkerøde bas. Han spiller en solo, der får højtalerne til at hoppe op og ned med publikum. Vi skriger og hyler, til hans fingre svigter og spiller helt skævt. Nora og jeg skæver til hinanden, inden vi igen hujer opmuntrende sammen med de 500 andre elever i hallen. Det er det jeg så godt kan lide ved det her gymnasium. Vi bakker hinanden op til det bedre, i stedet for at virke nedgørende og gøre grin; alle har plads på toppen.

Han skæver ud over os, og et kort sekund bilder jeg mig selv ind, at vi fanger øjenkontakt, men det gør vi selvfølgelig ikke. Han ser fortabt ud. Han er stivnet, på trods af hans fingre, der arbejder sig videre igennem soloen. Trommerne bliver højere og vildere, imens klaveret spiller flydende akkorder, og omkvædet begynder igen. Vi klapper og hopper. Og pludselig virker bassisten helt upåvirket.

Da bandets sidste nummeret slutter bryder hele idrætshallen ud i ros og klapsalver, indtil forsangen skriger ud til os, "Er vi varme derude!?"

"Nora, jeg skal lige på toilettet, holder du min plads?"

"Selvfølgelig."

Jeg nikker og må møve mig igennem de mange elever, indtil jeg kan se udgangen. Toiletterne er ovenpå, så jeg må bestige et bjerg af trapper selvom min blære er ved at eksplodere. Toiletterne ved gymnastiksalen er altid klamme. Det er her kærester tager hen for at have sex, og her man snildt kan slippe fra at følge hygiejnereglerne. Og så også fordi toiletterne er unisex.

Jeg sætter min øl på toiletpapirsboksen og sætter mig med stort bump ned på toilettet. Jeg begravede mit ansigt i mine hænder. Mit hovede snurrer en smule af den pludselige stilhed og alkoholen i mit system. Jeg er en wavey. Mine ben er som riskiks; de er robuste, men crusty og kan nemt knækker under af udmattelse. Jeg har det også varmt, men heldigvis har jeg en undertrøje på, på trods af vi befinder os i september måned. Jeg hører nogen træde ind, og må koncentrer mig om at blive færdig. Jeg hader selv når folk bruger over 5 minutter på at lave lort og tisse. For her står jeg jo, og er selv ved at gøre det i bukserne, altså har de ingen sans for empati og situationsfornemmelse? Jeg trækker mine bukser op over mine hofter, samler mine ting, tager min øl fra toiletpapirs-boksen og træder ud af toiletbåsen.

Med min håndtaske over den ene skulder, skal jeg til at spadserer hen til en håndvask, da jeg ser en stor krop, læne sig hen over en og kigge sig selv dybt ind i sit spejlbillede. Det er tydeligt, at det er en dreng. Han står i en hvid skjorte, sorte lidt for store dresspants og slidte sneakers. Hans mørkebrune hår sidder i fugtede totter på hans hoved, og i hans spejlbillede falder det ned i øjnene på ham. Det er den lækre bassist.

Han ligner en der er ved at give under sin egen vægt. Han er rød i hovedet, af enten anstrengelse eller vrede, og hans øjne ser truende på mig igennem spejlet. Hurtigt træder jeg hen til en håndvask, der udgør to håndvaskes mellemrum imellem os. Jeg har virkelig lyst til at rette min makeup og mit hår, tage en lipgloss på og måske hive lidt op i min undertrøje, men jeg vælger at lade vær. Jeg kigger ikke i hans retning, men alligevel formår hans blik at skynde på mig. Jeg er ude af omklædningen, inden jeg når at fortryde, at jeg ikke kiggede en sidste gang. Da jeg kommer ud til den lille gang, hvor trappen til gymnastiksalen er, kigger jeg op i loftet, som var det en stjernehimmel. Hvad er han for en? Da går det op for mig at jeg har glemt min øl. Pokkers. Og nu kan jeg ikke engang gå ind igen, for han står der og ligner en rasende løve, der 100% vil flå hovedet af mig, hvis jeg nærmer mig igen. Jeg fortsætter ned af trappen og ned til de mange mennesker, der nu står med telefonerne i vejret, og lyser hele salen op med deres hvide flashlight. To elever står og synger en kærligheds ballede akustisk. Pigens stemme harmonere engleagtigt med drengens. Det lyder virkelig smukt. Jeg træder igennem eleverne, og selvom de klager og vrisser over, at jeg maser mig frem imod scenen, er jeg ligeglad. Jeg skal bare op til Nora.

"Hey!" hvisker hun. Hun har også sin mobil oppe i vejret. "Er de ikke bare gode?" spørger hun. Da ser jeg, at det er Flora, der står oppe på scenen med en dreng. Jeg gør store øjne, og bliver med det samme begejstret på min venindes vegne. Flora er tvillingesøster til Jonathan, som går i min klasse. De minder langt fra om hinanden. Flora går i supersproglig klassen og Jonathan går i Engelsk/samf.

"Jeg vidste ikke hun kunne synge så godt!" hvisker Nora og jeg nikker mig med det samme enig.

Jeg undrer mig over hvad der kunne havde forårsaget hans vrede og frustration. Det kan umuligt være den kikser han lavede under sin bassolo. Alle har jo alligevel glemt det. Han virker heller ikke som typen, der går under ved en enkelt fejl. Jeg kigger igen op på min veninde og betragter hende, der ser op på vores fælles veninde. De er søde.