Indespærret

Problemet

"Jeg tror, hun er ved at vågne."

Hermione åbnede langsomt øjnene. En sløv smerte gnavede hende i nakken, som om hun havde ligget alt for længe i en unaturlig stilling. Lys og skygge flød sammen i en tåget masse for hendes blik og gjorde det umuligt for hende at fokusere på omgivelserne. Hun drejede hovedet og mærkede, hvordan hovedpinen dunkede mod indersiden af hendes kranium. En lille, klagende lyd undslap hende.

"Far, hun er ved bevidsthed nu."

Hun bevægede sig en smule, rullede lidt til den ene side for at få gang i sin stive krop. Hun konstaterede, at hun lå på en madras. En gammel, surtlugtende madras med knirkende fjedre, men dog en madras.

Hvor var hun?

Hun løftede hænderne og begyndte at gnide sig i øjenkrogene i håb om, at omverdenen snart vil blive tydeligere. Hun kunne fornemme, hvordan nogle skikkelser rørte på sig et stykke foran hende, men det var stadig umuligt for hende at afgøre, hvem de var. Efter nogle sekunder gled det uklare slør bort fra hendes øjne, og deres konturer blev skarpere. Personerne trådte tættere på hende, og nu kunne hun endelig se deres ansigter.

Blege, kolde ansigter.

Hun fór op, da hun genkendte dem, hvilket resulterede i, at en bølge af svimmelhed skyllede ind over hende. Ligeglad med den snurrende fornemmelse kravlede hun bagud på den ujævne madras, indtil hendes ryg stødte mod en solid stenvæg. Instinktivt greb hun ud efter sin tryllestav, men fandt intet. Hendes hænder famlede desperat over lommerne i hendes bukser. De var tomme.

"Dejligt at du er oppe, Miss Granger," lød det drævende fra Lucius Malfoy.

Hun så hen på hans hovne ansigt. De grå øjne var let sammenknebne. Slangeagtige. Hun så hen på personen ved siden af ham. Draco Malfoys blik var brændende og hadefuldt. En skærende kontrast til farens køligt beregnende øjne. Intensiteten fik hende til at se væk, og hun vendte atter ansigtet mod den ældste af personerne.

"Hvor er jeg?" spurgte hun.

Som hun havde forventet, kom der intet svar. Hun så frem og tilbage mellem dem i et stykke tid.

"Giv mig min tryllestav tilbage," sagde hun så. Hendes stemme skælvede. "Hvis I har tænkt jer at dræbe mig, kan I i det mindste give mig en chance for at forsvare mig, så jeg kan dø med værdighed."

Der lød et fnys. Hermione blinkede og så hen på Lucius Malfoy, der udstødte en lav, hæs latter, som slet ikke passede til hans aristokratiske attitude. Først nu bemærkede hun hans hærgede udseende. Hans ansigt var indsunket og mere kantet end ellers. Huden havde en usund farve og virkede nærmest gennemsigtig på nogle steder, hvilket kun blev yderligere fremhævet af de mørke halvcirkler under hans øjne.

"Selv i en situation som denne insisterer du på at bevare din selvindbildte værdighed," sagde han. "Tro mig, Miss Granger, hvis vi havde i sinde at dræbe dig, havde vi gjort det allerede."

Han betragtede hende tavst i nogle sekunder, hvorefter han på sin søn.

"Draco, jeg vil gerne have en samtale med Miss Granger under fire øjne. Gå ud på gangen."

Drengen rynkede brynene.

"Men Far, jeg –" begyndte han.

"Gør som jeg siger."

Draco var tydeligvis fortørnet. Små, røde pletter tonede frem på hans kinder. Med et stift nik bøjede han hovedet, hvorefter han drejede omkring og gjorde, som faren havde beordret. Hermione så ham lukke døren efter sig. Hun lod sine øjne løbe rundt i det rum, han havde forladt. Udover den seng, hun sad på, var ikke andre møbler i lokalet end en reol. Et par slidte bøger var placeret sporadisk på hylderne. Der var ingen vinduer. Den eneste belysning var nøgen pære i loftet, der kastede et koldt skær på de bare vægge. Stenmurene syntes ligesom at hælde indad. Fornemmelsen af, at rummet trak sig sammen om hende, fik det til at trykke for hendes bryst, og hun måtte trække vejret dybt.