Krofatter Egon og hjælpepakken

Krofætrenes Råd

Det var henad eftermiddagen da Egon trillede ind på gårdspladsen bag Østbjerg Kro, og at dømme fra antallet af biler på pladsen måtte han være den sidste til at ankomme til Rådsmødet.

Det var ikke et godt signal at sende, at være sent på den, og da specielt ikke for det yngste og nyeste medlem af Krofætrenes og Kromytrenes Råd.

Med sine sølle 45 år var han det yngste medlem nogensinde, og det havde skabt en del påstyr da han blev optaget i Rådet for et halvt år siden. Ikke mindst fordi han ikke havde stillet op til valget som sådan, da en plads skulle fyldes efter salige Rådskrofatter Åge på tragisk vis blev kørt over af en traktor.

Egon havde ikke fundet ud af at han var blevet Rådskrofatter før flere dage efter valget, hvor han modtog krofætrenes medlemsblad og til sin overraskelse genkendte billedet på forsiden som et lidet flatterende foto af ham selv. Det havde taget flere dage at finde ud af hvad der var hændt, og endnu flere dage at forsøge at få det omstødt, men det sidste uden held, så rådsmand var han. Og nu var han kommet for sent til sit første rådsmøde.

Helt for sent på den var han ikke. Der var stadigvæk en god time før mødet faktisk skulle starte, og som man siger "til tiden er fem minutter før", men det var god skik at være i god tid og vente i bilen et par timer så man er _helt_ sikker på at kunne ringe på døren fem minutter før tid. Fra de andre biler på pladsen så han misbilligende blikke. De fleste af de andre rådsmedlemmer havde ventet i deres respektive biler i timevis—enkelte var ankommet dagen før.

"Det Hvide Lyn", Egons trofaste SEAT Mii, kørte fint ned ad bakke og i medvind, men her omkring Vejle var der bakker man også skulle op ad, og det havde været en udfordring. Flere gange måtte han ud og skubbe bag på bilen, for at få den over de stejleste stigninger.

Den slags kalkulerer man ikke med, når man kommer fra Herning-egnen, og Egon havde været slemt overrasket da han mødte den Østjydske Højderyg. Omkring Vejle havde han nærmest givet op. Men han var rådsmand nu, og det forpligter, så han havde skubbet Det Hvide Lyn over adskillige bakker, og løbet efter den ned af lige så mange, og nu blot for at komme for sent. Og så ankomme svedig oveni.

De andre sad i deres fornemme biler—Overkrofatter Uffe havde en Berlingo!—så de kunne jo sagtens sidde der og hovere. Egon havde ikke den slags penge. Hammerumsherredes Kro havde sjældent gæster, selv før pandemien (som han ærligt talt ikke havde mærket noget til).

Det hjalp heller ikke på hans anseelse i Rådet, og det er ikke til at sige om han havde fået en varmere velkomst hvis han havde ankommet til tiden.

Egon fandt en ledig parkeringsbås for enden af pladsen. Han havde lært at det er bedst at parkere ved at bakke ind, så det gav han sig igang med.

Han havde øvet sig meget—der var god tid til det når der ikke var gæster på kroen—men var aldrig blevet særligt god til det. Nu hvor der var vidner, var det vigtigt for ham ikke at ramme noget.

Eller nogen, men han kunne ikke se nogen, så det var nok ok.

Hvad han kunne se, var de andre rådsmedlemmer der stirrede fra deres respektive biler. Der var flere smil at se nu, men han mistænkte at de nok mere grinede af ham end med ham.

Ingen i Rådet var hævet over at more sig på bekostning af andre, men lige her tog han faktisk fejl. Smilene kom naturligt af, at det glæder at se lidt aktivitet når man ellers har siddet og stirret på et rat i et par timer.

Glæden var så stor, at flere overvejede at lade ham slippe med en mildere røffel for at komme for sent. Men da bilen endeligt holdt stille, og kedsomheden bredte sig nok engang, var de tanker heldigvis hurtigt gemt. Man skal komme til tiden, og det er kun ret og rimeligt at straffe dem der kommer for sent.