Too close to heaven

Prolog

Jeg husker det tydeligt. Tågen lå over byen som en besættelse af samfundet. Jeg vidste, hvad der nu skulle til at ske, og at vide at bekendte menneskers bekymringer ville brede sig som pesten, var en helt forfærdelig tanke.

Men ingen kunne stoppe det, der nu skulle til at ske. "Det er bare skæbnen," ville nogen måske sige. Den skæbne kan smutte så langt væk som overhovedet muligt. Det ville stadig være lige så hårdt, og det ville stadig sætte mange ar på sjælen. Det var som om, at ingen lagde mærke til, hvordan jeg havde det. Mig som person, der gik igennem dette lige nu.

Alle andre havde travlt med dem selv, og selvom ingen vidste, hvad der skulle til at ske mod os, føles det som om, at alle kunne se igennem en.

Kvinden på forsædet, som betegnede sig selv som min mor, selvom DNA'et viste noget andet, var overraskende stille. Stemmen, der ellers plejer, at være så skrap, at det skærer igennem knoglerne, tiede endelig stille. Stemmen, som ellers altid prøver at være så stressende, var for en gangs skyld bekymrende stille.

Manden som kørte bilen, som også opførte sig imod DNA'et, var min såkaldte far. Han trommede på bilrettet og bed sig i læben. Min mor tog hans hånd og kiggede ud af vinduet. Jeg mødte min fars øjne i bakspejlet, han sendte et lille smil, og så tog han øjnene mod vejen igen.

Tågen begyndte stille at forsvinde mere og mere.

Nu var vi der. Parkeringspladsen var næsten tom. Kun lægernes biler holdte på de bedste pladser. Der var nok ikke mange personer, som ville have tid så tidligt om morgenen.

"Er vi klar?" Spurgte min far, og rystede tydeligt alle bekymringerne af skuldrene. Satte en facade op, så jeg ikke ville kunne se hans sorg. Men rynkerne imellem hans øjenbryn fortalte noget helt andet.

"Jeg tror, aldrig man bliver klar til sådan noget, vel skat?" Hendes stemme var sød og beroligende. Plejede ikke at ligne hende, men det var rart. Lige denne gang, var det rart.

Vi gik hen imod hospitalets indgang, hvor der stod en sygeplejerske for at tage imod os.

"Hejsa, du må være Elisabeth Anderson." Jeg smilte til sygeplejersken, selvom jeg havde tunnelsyn for øjnene. Blodet dunkede i mine ører, og jeg prøvede så hårdt jeg kunne, at opretholde mit humør.

"Det er lige hernede på stue 56. I tager bare plads, så kommer der en læge lige om lidt."

Min mor tog over navigationen og holdte mig under armen. Hun fortsatte stille ned ad den lange gang, indtil hun fandt nr. 56.

"Skal du have hjælp til at komme op?" Spurgte min far, men jeg forsøgte stille selv.

"Nej, det går. Jeg kan godt," svarede jeg ham og smilte forsigtigt. Jeg satte mig op på briksen og tørrede en fugtig håndsved af i bukserne.

Der gik ikke længe, så kom der en læge ind. Han havde nogle papirer i hånden. Jeg prøvede, at tolke om hans mime var god eller bekymret. Nope, intet at se. Ham her var god.

"Nåh, Elisabeth. Vi kender jo hinanden efterhånden," smilte han og tog stetoskopet af hans hals. "Du har jo været her ret mange gange på den seneste stykke tid." Han kiggede på sine papirer og tilbage på mig. "Jeg skal lige låne dine forældre for en kort stund. Der kommer en sygeplejerske ind til dig, imens vi lige er ude," forklarede han.

Sygeplejersken var sød og prøvede at snakke med mig, men jeg kunne ikke tænke på andet end, hvornår mine forældre ville komme tilbage.

Efter hvad der føltes som 100 år, kom de tilbage ind på stuen. Jeg kunne se, at de prøvede at opretholde en facade. Men lige så snart min mor fik øjnene på mig, så knækkede hun sammen.

"Åh, min lille skat dog." Hun græd helt ustoppeligt. Hun klemte mig ind til sig, og krammede mig for livet.

Min fars tårer kom også nu, og stille ned af hans kinder.

Sådan gik det til. Nyheden slog hele familien hårdt. Jeg tror, at jeg var den eneste, som stadig ikke havde forstået det.

Jeg var nu en kræftramt patient.