Canada, Toronto -Lokation: East High School, mandag d. 12 Juni, kl.08.54
Jeg lader mit blik glide rundt på alle eleverne, i klassen. De kigger alle sammen mærkeligt på mig, imens Logan stadig ikke er dukket op til time. Det er i dag, at vi skal fremlægge vores opgave, som jeg har formået at lave færdig, samt at jeg har givet Logan notaterne, til det hvad han skal sige. Og ja, jeg har med vilje, valgt at snakke mest, dog slipper Logan ikke helt for at sige noget.
Jeg har heller ikke set noget til Austin endnu, da han sikkert er sammen med Logan, og det skulle ikke undre mig hvis de slet ikke kommer. Det vil faktisk være passende for mig, hvis de ikke vælger at sætte deres fødder i klassen. Jeg er stadig virkelig sur på Austin, fra i går, hvor han først valgte at kalde mig en nørd og derefter for en bitch. Altså, hvad tænker han på? Han kan da ikke bare sige sådan nogle ting. Og jeg, der endda, synes det er sødt af ham at tilbyde mig om at blive kørt hjem af ham. Logan, behøver heller ikke at komme, for hvis han ikke kommer, skal jeg ikke fremlægge. Tro mig, jeg kan til visse tider, godt lide at fremlægge, men de her elever, er nogen jeg ikke kender, og det er lidt grænseoverskridende for mig, at skulle stå og fremlægge for mennesker, som jeg egentlig ikke kender.
Mrs. Haper, har aftalt med Mr. Golding, at fremlæggelserne om opgaven, han gav os for sidste mandag, skal fremlægges i hendes time, hvor Mr. Golding så også vil dukke op, kun fordi, at Mr. Golding skal til et vigtigt møde i den time, hvor vi normalt har ham. Det vil selvfølgelig også sige, at vi skal have vikar senere, hvor vi normalt skulle have Mr. Golding.
"Mrs. Cooper, du kan bare sætte dig ned på din plads igen. Det ser ikke lige ud til at Mr. Butler har lyst til at dukke op lige foreløbig" Lyder det opgivende fra Mr. Golding. Jeg nikker stille ned til ham og begynder at pakke min computer væk, for derefter at sætte mig ned ved siden af Laura, igen. Den næste gruppe bliver sendt op til tavlen, for at påbegynde deres fremlæggelse.
Jeg sukker opgivende, og fatter egentlig ikke at Logan vælger at blive væk. Jeg kimede ham ned på Facebook i går, med at han skulle huske at vi skulle fremlægge og så havde jeg selvfølgelig, sendt hans notater... Eller mine notater, som han skulle sige. Han svarede dog ikke på beskederne, selvom jeg tydeligt kunne se, at han så hver eneste besked.
Tilfældigt, begynder min mobil at lyse på bordet, som hurtigt fanger min opmærksomhed mere end fremlæggelsen. Jeg ser at der er en besked fra Justin, sendt fra Messenger. For at Laura ikke skal se det, tager jeg hurtigt min mobil hen til mig og låser den op, for derefter at gå ind på Messenger og se hvad han har skrevet.
Og efter at han har sendt den sidste besked, logger han af Facebook. Hvor fedt, jeg skal snakke med Austin, om jeg så vil det eller ej, med mindre jeg selvfølgelig, lader være med at dukker op ved mit skab. Men på den anden side, hvis han så gerne vil forklare sig og måske dermed gøre min dag bedre, kan det så være en mulighed. Jeg ønsker jo på ingen måder at være sur på Austin, det var bare da han sagde de ting til mig i går, at mine tanker sagde at han overskred mine grænser. Men på den helt anden side, burde jeg jo holde mig helt væk fra ham. Som Laura har sagt, vil han mig intet godt, og det skal jeg måske tro på? Hun er jo trods alt, blevet min veninde... Men jeg kan da ikke bare lade Austin stå og trille tommelfinger, ved mit skab... Eller kan jeg?
"Olivia, hold dig fra Austin. Han vil dig intet godt" Lauras hviskende ord, chokerede mig. Har hun set hvad vi har skrevet? Hvordan?
Jeg kigger undrede på hende og lægger min mobil faldt på bordet, imens jeg betragter hendes ansigt, der kigger med store øjne på mig. Hun smiler sødt til mig.
"Han ledte ihærdigt efter dig i går, og det skulle ikke undre mig, hvis det var ham der lige skrev til dig" Forklarer hun, da hun tydeligvis kan læse på mit blik, at jeg ikke helt ved hvad det er hun snakker om. Eller jo, hun snakker om Austin, men hvorfra hun ved, at jeg har skrevet med ham, har jeg ingen anelse om. "Hold dig fra ham" Tilføjer hun, inden hun retter sit blik op mod tavlen, hvor gruppen stadig er ved at fremlægge.
Er Austin virkelig så slem eller...? Hvad kan han have gjort, som kan få Laura til at hade ham så meget? Hun må da hade ham, siden hun hele tiden, fraråder mig at ses med ham? Altså, nu har jeg jo kun oplevet, at han kalder mig for en nørd og en bitch, men det er vel ikke det, der gør ham så slem, som hun hentyder til?
Laura og jeg går ned ad gangen, på vej ned mod mit skab, da vi endelig har fået frikvarter fra første time. Laura ved stadig ikke noget om, at Austin højst sandsynligt, vil stå klar ved mit skab og vente på mig. Men hvordan skal jeg sige det? Hun ønsker jo ikke at jeg ser ham, og at jeg faktisk bare holder mig helt fra ham.
Da vi når enden ad gangen, hvor mit skab er, får jeg øje på Austin og det samme gør Laura, tydeligvis også, da hun kigger med et skævt blik på mig. Han ser heldigvis ikke os, da han er fuldt optaget. Han står lænet op af mit skab, med blikket rettet ned mod sin mobil, som han har i hænderne. Laura stopper mig, hvilket får mig til at kigge nervøst på hende.
"Olivia, hold dig fra ham" Sukker Laura opgivende. Jeg forstår egentlig godt hendes opgivende tone. Hun har jo sagt det så mange gange, så hun burde da snart blive træt af det. "Jeg har jo sagt det til dig, han vil dig intet godt! Han ligner måske en der interesserer sig for dig, men i sidste ende vil han ikke andet end at holde dig for nar, og såre dig dybt" Siger hun bestemt. Jeg nikker stille og vender om.
"Lad os gå ud til Cecilie" Siger jeg, hvorefter jeg følges med Laura ned ad gangen og udenfor, hvor vi ender med at sidde på en græsplæne, sammen med Cecilie, Cody, Gabriel og Adam.
Jeg har det lidt dårligt med, at jeg bare lod Austin stå ved mit skab, og vente indtil han bliver træt og ender med at gå. For, jeg kommer jo ikke. Og han vil helt klart blive sur over det, og aldrig snakke til mig igen... Men det er måske også godt? Det gør det jo også nemmere for mig, hvis han bare lader mig helt være. Jeg behøver ham jo ikke. Jeg kender ham knap nok. Det er bare hans charme, som giver mig lysten til at lade ham give mig et lift, skrive med ham i timen og dermed, næsten, lokke mig til at snakke med ham, efter han havde været led overfor mig. Men hvis, han sletter ikke står i vejen, og ikke bruger sin charme mod mig, er der intet der står i vejen for mig, og det er jo godt.
"Olivia?" Lyder det fjernt fra Cody. Jeg ryster tankerne af mig, og retter mit blik hen på Cody, som har plantet et sødt smil på sine læber.
Cody og jeg, er blevet utrolig gode venner. Vi snakker tit sammen. Selvom om jeg kun har kendt Cody siden i torsdags, i sidste uge, har vi haft utrolig meget kontakt, både over beskeder og opkald, men også i skolen.
Jeg vil nok mene, at jeg endelig har fundet mig en klikke. En klikke jeg hører hjemme i. Cody, Gabriel, Adam, Cecilie, Laura og jeg. Og jeg nyder det, ingen tvivl om det. Det er rart, endelig at passe ind, med nogen virkelig fede personligheder, som tilhører de helt rigtige personer. Ingen er dømmende, alle står med åbne arme, og det har de gjort lige fra starten.
"Ja?" Siger jeg spørgende til Cody, som jeg hurtigt sender et stort smil. "Vi tager en tur i skaterparken og står på rulleskøjter i aften, efter aftensmad... Har du lyst at komme med?" Spørger han. "En skaterpark? Hvor?" Spørger jeg hurtigt, eftersom jeg hverken har set en skaterpark eller hørt om en.
"Det er 10 minutter herfra, i en stor hal, hvor der både skates og andre kører på rulleskøjter og bmx-cykler" Forklarer Adam.
"Lyder det fristende?" Spørger Cody. Jeg smiler skævt til ham og nikker.
"Okay så... Men vil du så ikke hente mig ved mit hus?" Spørger jeg Cody sødt ad, da jeg ikke selv ville ende med at skulle cykle eller gå. "Selvfølgelig... Jeg skriver bare til dig, hvornår og hvorledes" Svarer han og smiler strålende til mig. Jeg nikker til ham og vender blikket fra ham, for at betragte græsplænen, hvor en masse elever sidder, både på bænke, men også på tæpper, på græsset.
Vi sidder på et tæppe, som Cecilie, hvorfra hun har det, ved jeg dog ikke, men det er vel, i bund og grund, også lige meget. Det vigtigste er, at jeg nyder at sidde her i sommersolens stråler, med mine venner. For ja, de er blevet min venner, og jeg skammer mig under ingen omstændigheder over at kalde dem det. For det er de.
(•)•(•)•(•)•(•)
Det blev nok lidt senere end eftermiddag, men håber ikke det gør noget.
Men nu er kapitel. 6 ihvertfald ude, hvis i kunne det lide det så meget gerne stemme og skrive en lækker kommentar om hvad i synes indtil videre.
Nu er der kun 10 dage til at jeg skal til Niall Horan koncert, og om jeg glæder mig det kan i tro.
Er der andre der skal koncert her snart?
• Udgivet; 12/04 2018 •