*Special afsnit*
/16 år før - Annas synsvinkel/
Shit, vi har ramt 2 uger efter j-dag hvor Magnus, jeg og en række venner endte i byen i Odense. Vi havde 4 fridage efter 2 uger med godt pakket program så vi var rejst hjem i anledningen af j-dag for at fejre det.
Nu står jeg så her... 2 uger efter med ikke bare 1 men 3 positive graviditets test. Vi har kamp i morgen hjemme i Flensborg, men hold op hvor har jeg det bare mega skidt. Men jeg er nød til at på arbejde. Senere i dag kommer min barndoms veninde Mille, og skal med til kampen i morgen. Men inden da er jeg altså nød til at få en tid til lægen. Hvordan siger jeg lige det her til magnus? altså sådan virkelig. Det er jo kun lidt over 1 år siden vi stod og skulle begrave vores eget barn. okay av... den tanke om at jeg for 2 uger siden kunne havde fejret min søns 1 års fødselsdag gør altså ondt. Når videre jeg kan jo ikke græde over det her for evigt. Jeg burde jo var mega lykkelig, misforstod mig ikke - det er jeg virkelig men jeg er så mega bange for at miste igen. Jeg er jo 23 og altså hvor fedt er det lige at ku sige som 23 årig, at du har været gravid 2 gange - men mistet begge gange hvor du ikke selv ville.
*Ding dong*
"Anna er du her?" råber mile ude fra gangen kan jeg høre. "Jaer jeg er i stuen" råber jeg og har ingen planer om at skjule de her test for hende - men Magnus skal ikke vide noget før om noget tid. "Anna er du oka... Wow er det der 3 positive test?" spørger Mille og jeg kan se glæden i hendes øjne. Jeg tør bare ikke tro på det selv. "Mille jeg er nød til at have en tid hos lægen inden jeg kan sige noget til Magnus. jeg ved jeg er ca 2 uger henne men altså jeg er nød til det" fortæller jeg og ringer lægen op. jeg ender med at få en tid hos en jordmoder kl 16. Men samtalen der gik ikke som håbet, jeg vidste jeg ikke skulle glæde mig. Jordmorderen kunne nemlig se et foster uden et hjerte som slog. Magnus var til midt held hos en kammerat indtil kampen i morgen så det udelukkende var Mille og jeg til at bearbejde det her. Utroligt, 23 år og 2 aborter. Dog gjorde denne ikke så ondt, som den sidste med Elias. Her vidste jeg chancen for hjertelyd var lille og at jeg ikke skulle glæde mig for meget. Det er bare ikke fedt for min selvtillid, fordi vi så meget ønsker os den her titel og det her lille menneske i vores liv.
3 dage senere fik magnus også nyheden, han blev ked af at vide det. Og det at jeg gik igennem det uden ham, men omvendt det ville det havde påvirket hans kamp dagene efter. Og det er jo hans arbejde, det er den vej igennem meget af hans og min økonomi kommer. Ved tragedier som denne er der dsv ikke så meget andet at gøre end at prøve igen.
Dog kun 2 uger senere - 1 december har jeg igen tegn på en graviditet. Jeg tar igen nogle test alene mens magnus er i fitness og alle viser igen positiv. Jeg ringer derfor til en tæt tæt veninde her i Flensborg om hun vil med mig til lægen. Det vil hun gerne og heldigvis denne gang er jordmoderen meget glad og viser et perfekt lille foster - med en perfekt hjertelyd. Jeg er sp glad og da jeg d. 26 december kommer til endnu en scanning er det kun gode nyheder jeg får. D.31 december er vi i Svendborg og fejre nytåret - endelig kan jeg fortælle Magnus med ro i maven at vi altså venter et barn. Jeg er nemlig i uge 12 + 1, hvilket jeg ikke havde regnet med da jeg jo i starten af november havde fået af vide jeg bar et dødt foster. Når men jeg er utrolig glad og det ved jeg at Magnus også bliver. Jeg har dog heller ik helt selv fattet det endnu, men det bliver så godt.
Reaktionen fra Magnus var seriøst mit højdepunkt for i aften. Jeg går ind i det nye år, med verdens bedste og til tider vildt trælse kæreste - men verdens bedste far til Mit kommende barn som vil få det bedre end hvad jeg kan tænke på. Det her lille barn har jeg en god fornemmelse med, jeg er mere klar nu og jeg tror Elias var meningen. Jeg tror ikke altid på mere mellem himmel og jord, men lige her tror jeg på det. Jeg tror nogle deroppe har sendt Elias til os, som en form for opvågning til at blive voksende sammen. Vi fik Elias og lærte at elske et andet lille menneske som vi ville gøre alt for - men før vi kunne det, var vi nød til at blive klar i vores eget hoved. Denne her gang føles anderledes, vi er blevet mere voksende nu - vi er mere klar over vi skal være der for hinanden og snakke om tingene før vi ender i tomme beslutninger. Især Magnus er blevet bedre og tænker noget mere over at "vi" er altså en fælles betegnelse for flere end ham selv - han tænker især på mig før og efter en kamp. Jeg får altid et kys og et kram før startfløjt og efter slutfløjt om han har vundet eller tabt kampen. Det lyder måske ikke af meget, men det er hans måde at vise mig i sin pressede eller glade situation at jeg fanme betyder alt for ham. Så jeg syntes det er en god tradition han har fået sig der. Den betyder meget for mig.