Justin Bieber| My Neighbor

Soveturen

Chantels synsvinkel

Jeg havde hurtigt guidet chaufføren over til colleget, og nu holdte vi så foran det. Hvor jeg bare overhovedet ikke gad det her! Jeg fik øje på et par af mine klassekammerater, så jeg rejste mig hurtigt op for at gå ud til dem så jeg kunne følges med dem ind. Men jeg stoppede lige hurtig foran døren.

"Tak igen, Sc..." - "Kommer du ikke med til studiet i stedet for, Chantel?" afbrød Justin mig hurtigt og kiggede lidt ligegyldigt på mig. Jeg smilte lettere uforstående til både ham og Scooter. Scooter så selv lige forvirret ud, men smilte bare til sidst.

"Eh," grinte jeg akavet og kiggede selv forvirret rundt. "Hvis... det er i orden for de andre" svarede jeg med et bid i læben og kiggede bare på Scooter og rundt på nogle andre mennesker på de forreste sæder.

Og til en ekstra detalje, så var den her bil var forresten en varevogn. Så jeg stod henne ved døren imens jeg kunne kigge på alle de mange sæder rundt omkring. Eller, mange og mange, der var måske ti- elleve sæder.

"Det er måske også den bedste løsning hvis folk på colleget nu skulle finde på noget omkring alt det her, hvis du kan følge mig?" tilføjede Scooter lavt imens han klappede på sædet i midten igen.

Jeg nikkede med et lille smil og gik langsomt over til sædet igen hvorefter jeg satte mig akavet ned på min brændende bagdel. Mavepusterens smerter i min mave, var heldigvis gået en del væk, så nu manglede jeg bare lige min røv. Mh, sexy enough.

"Hvad skærer du sådan en grimasse over?" grinte Justin pludselig da han åbenbart havde betragtet mig lave en smerte lignende grimasse. Kæft hvor pinligt igen. Jeg tror snart jeg var kendt for den pinligeste i Justins selskab. Hyggeligt motto, right?

"Min røv brænder efter at jeg sleb den hen ad fliserne, da en paparazzi skubbede mig. Jeg tror jeg har scoret mig et brændmærke..." mumlede jeg og straks hørte jeg dem begge grine højere.

"Fair nok med dén grimasse så" grinte Justin og efterhånden begyndte hans grin så også at ændre sig til et enkelt smil i stedet.

Jeg mærkede at bilen begyndte at køre igen, så jeg var nærmest lettet. Ingen skole for i dag! Jeg plejede som regel ikke at pjække, så folk ville nok ikke tage det alt for hårdt, hvis de nu en dag skulle finde ud af alt det her.

Og åh gud! Hvad nu hvis jeg aldrig kunne gå ukendt på skolen igen? Hvad nu, hvis jeg altid ville være kendt som, "Justins midlertidige nabo"? Det var jo ikke engang fordi, at det var verdens største nyhed, vel? Jeg mener, bare fordi at jeg måske ville være femten meter fra en verdenskendt hver dag, så behøvede det da ikke at gå ud over mit privatliv.

Jeg gad ligesom ikke at være som Justin Bieber. Altså, jeg mener ikke at have noget privatliv... jeg kunne da sikkert godt leve som Justin - hvis han bare kunne få lidt privatliv og være ligesom andre uden nogle paparazzier og skrigene fans ude foran døren.

~~~

"Hvor langt skal du lige køre for at komme til et fucking studie, Justin? Sytten timer, eller sådan noget?" udbrød jeg søvnigt eftersom jeg bare følte at vi blev ved med at køre, så der nu næsten var gået halvanden time.

"Eh," grinte Justin lettere akavet og kiggede på hans rolex ur. "Der går nok lige to timer mere, gætter jeg på..." forklarede han kort og smilte stille til mig. Se, det kunne jeg meget bedre lide, i forhold til det andet ulæselige blik.

"To timer?" udbrød jeg opgivende og sukkede hårdt. Justin nikkede blot og kiggede ud ad vinduet igen. Jeg følte mig simpelthen så søvnig, af at tænke på, at der skulle gå freaking to timer mere!