Kan Du Mærke Mit Hjerte?

HOLLYWOOD, APRIL 2019

KAPITEL 1

Jeg kunne ikke finde rundt i mine følelser. Der var så meget gang i min mave, så mange tanker oppe i hovedet, så mange bevægelser i kroppen. Det var som om tiden gik så hurtigt, at den stod stille. Jeg sad klar på venteværelset. Jeg kiggede rastløst rundt i det tørre lokale, med en meget syd-statelig indretning taget i betragtning af, jeg befandt mig i Hollywood, Los Angeles. Grimme lædersofaer, en døende potteplante, en stor vanddunk med kopholder, beige vægge og en lugt af kontor og barbeque. Jeg stirrede på metaldøren. Når den dør åbner, skal jeg være en stjerne tænkte jeg og frydede mig ved tanken.

Jeg skulle spille hovedrollen i en musikvideo om kærlighed mellem to drenge. Jeg anede ikke hvordan han så ud, hvor gammel han var, hvem han var. Jeg vidste kun, han var fra London og hed Jonah. Jeg havde siddet alene i venterummet i flere år, siddet og ventet på at blive til noget. Musikvideoen var for selveste Lana Del Rey, så der kunne ikke vente mig andet end stjernestøv indenfor den dør.

Døren åbnede, men ikke metaldøren. Ikke stjernedøren, men døren ud til fortiden. Døren ud til det normale liv. En høj rank dreng trådte ind ad døren. Han havde sort krøllet hår, de klareste blå øjne, de dybeste smilehuller og generelt et meget karakteristisk ansigt. Hans ansigt var mærkeligt sat sammen, men jeg kunne lide det. Det var på en eller anden måde meget charmerende. Han trådte ind ad døren med et meget stort smil, så stort hans smilehuller nærmest skar sit ansigt halvt over.

"Hey, Jonah" hilste han med fremstrakt arm og en britisk accent. Jeg tog imod hans hånd, og alle verdens tanker løb gennem mit hoved, da jeg fik kontakt til ham. Jeg skulle kysse den her fyr foran et helt kamerahold, jeg skulle spille forelsket i ham. Jeg havde slet ikke været nervøs, men da han tog min hånd, vækkede det mine sommerfugle.

Vi snakkede ikke så meget, vi ventede bare sammen. Det eneste, der brudte rummets dybe stilhed var henkastede kommentarer som: "Er du også nervøs?", "Gad vide hvordan det er derinde," , "Er du også fan af Lana Del Rey?".

"Hvor er du fra?" spurgte han mig.

"Danmark," svarede jeg. "København," han nikkede og smilede, men ikke på samme måde som da han trådte ind i venteværelset. Dette smil var mere akavet. Det var næsten ikke engang et smil, han pressede nærmere bare læberne sammen.

"Hvad med dig?" spurgte jeg.

"England. London," svarede han med et lille fnis, han formåede at gøre charmerende.

"Hvad er din historie?" det var første gang, han virkelig kiggede mig i øjnene. Han vendte hele kroppen for at snakke med mig.

"Min historie?" smågrinede jeg. Han nikkede insisterende. "Øh, jeg er født i Sydafrika, men blev adopteret til Danmark da jeg var tre. Jeg har to storesøstre, Elvira og Sonja, de er begge meget ældre end mig," han så på mig med tørstige øjne, han ville vide mere. Så jeg fortsatte. "Jeg går til teater i min fritid, og lever i kløerne på mine forældre..."

"Hvad mener du med det?," afbrød han mig, og så nysgerrigt på mig. Han lignede næsten en tegnefilmsfigur i sin positur. Alt ved den måde han sad på var bare så åbenlyst, at det lignede en komedie. Som om hans liv var et stort teaterstykke. Det havde ikke klædt nogen andre, men på ham virkede det autentisk, næsten lidt kunstnerisk.

"Mine forældre vil bare gerne have, jeg bliver ligesom dem,"

"Og hvordan er de?"

"Kontortyper. Min far er advokat og min mor er she.e.o og ejer af Just Eat, så mine forældre vil gerne have mig i den retning," Jonah så på mig med helt nye øjne. Han prøvede at se begejstret ud, som om han beundrede mine forældres rigdom, men hans øjne så dømmende på mig, måske endda hadefuldt.