The Case

- KAPITEL TO -

"Bare fortsæt med at elske"

"Mhhh, den lugter fantasktisk!" hviner jeg begejstret, og vifter teatralsk luft til mine næsebor med fingerspidserne. Min far klukker tilfredst, og tipper resten af oreganoen ned i hans pande. Køkkenet syder, med varmen fra komfuret, og solens stråler, der sniger sig ind gennem vinduerne, der står let på klem.

"Nu håber jeg de kan lide italiensk," mumler han dybt, med en anelse nervøsitet siddende i stemmen - og lidt i svedperlerne på hans pande.

Jeg ler og giver ham et opbakkende klap på ryggen, mens jeg kigger ham over skulderen og ned i maden. Han er blevet en smule krumrygget på hans senere dage, men det er mere en vane, end noget permanent.

"Tro mig, det kan de" lover jeg ham, og placerer Amelia og hendes tvillinger på en fin Italiensk restaurant i tankerne, mens jeg giver hans nakke en blidt klem.

"Jeg kan stadig ikke tro du fik mig overtalt til det her, jeg ved godt hvad du har gang i Maze," fnyser han og ryster opgivende på hovedet, så hans tykke hår svagt rør på sig. Trods hans alder, er overtallet stadig brunt, ikke gråt. Jeg er dybt imponeret.

"Bare rolig, jeg har også inviteret Harry," forsikrer jeg ham smilende og slentrer ud fra køkkenet og dumper ned i sofaen i køkken-alrummet, med ryggen til ham.

"Uhh, dobbeldate!" håner min far kækt og laver kysselyde så højt han kan, mens han overdramatisk vrikker fra side til side. Jeg vender mig modsatte vej i sofaen og kigger irriteret hen over dens ryg og fanger hans drillende blik.

"Far!" snerrer jeg irriteret og kaster den nærmeste pude efter ham, så hårdt jeg kan - hvilket ikke er ret hårdt - og med afstanden som forhindring, rammer puden kun lige op på køkkendisken. Dog har den fart nok på, til at tippe fadet med den nylavede lasagne på gulvet.

"Mazekeen!" udbryder min far råbende, så det blander sig ind med braget fra lasagnens sammenstød med gulvet. En ubehagelig stilhed lægger sig i luften. Jeg fanger min fars blik og glor skræmt mod ham et kort sekund, inden vi begge bryder ud i hysterisk latter.

Udmattet samler han det halvtomme fad op fra fliserne og kigger opgivede mod mig.

"Pizzeriaet?" foreslår han leende og glaner mod uret over ovnen, mens han trækker tøvende på skulderne..

"To nummer 34 og en 89," smiler jeg instinktivt og ryster på hovedet, inden jeg vender mig tilbage mod fjernsynet og tænder det.

"Så siger man lige undskyld, din møgunge," sukker han drillende og kaster puden i hovedet på mig, på hans vej ud mod telefonen.

"Undskyld!" råber jeg efter ham i gangen og trækker et tæppe godt op over mig. Jeg har stadig en god halv time før Amelia og tvillingerne kommer.

"Mazekeen!" vækker Harrys stemme, og hans faste tag mine skuldre, mig. Jeg slår modvilligt øjnene op og glor utilfredst ind i Harrys grønne øjne, der stirrer spørgende tilbage, med en grin på læben. Han læner sig ind over mig, med et knæ på hver sin sie af mig.

"Allerede?" klynker jeg og strækker hele kroppen i et udmattet suk, og skubber Harry af sofaen med mine ben. Han brokker sig lavmælt, men rejser sig hurtigt fra gulvet igen.

"Er hun oppe?" spørger min far fra entréen og komme slentrende ind i stuen med tre pizzabakker i favnen. De fylder stuens kompakte luft med en himmelsk duft, der trækker mig op fra sofaens puder.

Jeg kaster armene om Harrys nakke i et velkomst- og undskyldningskram. Han ler overrumplet og tager efter en kort tøven armene om min ryg. Som et snigerangreb fra det uventede niver Harry mig i rygfedtet som sin patetiske hævn, og jeg viger jamrende fra ham og sender min knyttede næve afsted efter ham. Jeg rammer ham hårdt på skuderen, men han trækker ikke én mine.