Klumpen

Kapitel 3

Bare rolig My, det her er helt ok siger han.

Der. Der er han. Min far. Det er far. Han står lige foran mig. Ham jeg har ledt efter i syv hele år. Ham der forsvandt da jeg var seks. Ham jeg troede var død for længst. Lyset er blåt. Jeg ser ham. Far. Han knipser og kigger bagud. To store mænd kommer ind ad døren. De går hen ved siden af mig.

Kør prøvelserne, siger far til mændene. De tager mine arme. De løfter mig op på et bord. De sætter en maskine til mig. Smerte. Et kæmpe chok ryger igennem mig. Jeg ser stjerne. Jeg vågner igen. Mine arme har omkring seks plastre i alt. De løfter mig i armene igen. Det gør vildt ondt. Vi går ud på gangen.

Hun kommer højest sandsynligt ikke til at overleve den her, siger en mand, der går ved siden far. Jeg begynder at sparke. Gangen er uhyggelig. Jeg skriger. Dyret er tilbage. Jeg kan se klumpen for mig. Jeg skriger højere. Klumpen står lige foran mig. Den er stor og skummel. Tusinde af øjne. De stirrer alle hånende på mig. Mor. Hvad laver hun her. Hun griner fjantet. Jeg kan ikke mærke andet end smerte. Jeg lukker øjnene, men klumpen er der stadig. Lige nu vil jeg hellere være ved klumpen end her. Jeg skriger og vrider mig alt hvad jeg kan, men de store mænd går videre. Med mig

Far!

Far! skriger jeg. Dyret vokser sig større og større. Jeg kan se et rum for enden af gangen. Jeg mærker smerten. Det eksploderer nu. Jeg kan ikke trække vejret. Jeg svimler.

Sort.