Marco Polo

10. vores berusede aften

MARCO'S POINT OF VIEW

Siden jeg var helt lille, har Polo fortalt mig, at jeg bekymrer mig alt for meget om alt for mange. "Du kan ikke være bekymret for alle mennesker i hele verden, Marco," sagde han til mig, dengang jeg ikke kunne stoppe med at snakke om den unge dreng, jeg gav hjertemassage, efter han faldt om med hjertestop.

     Polo ligger på en hospitalsseng i udkanten af Rom og kigger op i luftet med tårevædede, udmattede øjne og iltmaske. "Det skal nok gå," siger jeg til ham, men selvom han nikker, ved jeg, at de fire ord ikke hjælper på hans humør. Jeg glemmer at smile til ham, da han kigger på mig. Det er første gang nogensinde, at jeg har set ham være så bange. Så sikker på, at den er helt gal.

     Klokken var kvart over to om eftermiddagen, da Polo stoppede op midt i menneskemylderet i Rom og klagede over svimmelhed og ondt i hovedet. "Du skal nok bare ind i skyggen et par minutter," sagde jeg til ham, men før vi nåede ind i skyggen, faldt han om. Jeg begyndte at stortude, og glemte alt om, hvordan man snakker engelsk, da jeg forsøgte at få en ældre kvinde til at ringe til alarmcentralen. Kaos, tænkte jeg. Det er fandeme rent kaos, det her, og Polo ligger bevidstløs på gaden og her er alt for mange mennesker. Polo ville have elsket al den opmærksomhed, hvis han havde været ved bevidsthed.

     Dehydrering, sagde en læge til mig med en tyk, italiensk accent, da vi sad ambulancen. "Der er fandeme udrykning på og det hele," sagde jeg til Polo, mest for at opmuntre mig selv, for på det tidspunkt var Polo stadig ikke ved bevidsthed.

     "Kan du huske dengang i 1.G, hvor vi tog i svømmehallen, kun fordi pigerne var der?" spørger jeg, da Polo og jeg er alene bag de gråhvide gardiner igen. "Vi badede ikke engang, vi sad bare oppe i caféen og kiggede på dem." Det var dengang, tænker jeg. Han nikker og forsøger at grine, men jeg kan se på ham, at han stadig er bange. Så i det han lukker øjnene, tager jeg hans svedige hånd i min og glemmer at sige no homo.

          Holy shit. Holy fucking shit.

     Polo åbner langsomt øjnene og kigger på mig. Gud, hvor er han smuk. Det er fandeme utroligt, at Gud har brugt kræfter på at skabe en dreng, der er så ualmindeligt smuk, og derefter givet mig lov til at tilbringe tid med ham. Polo hverken smiler eller tager sin hånd til sig. I et halvt minut kigger han blot på mig med en enkelt tåre trillende ned ad kinden, før han klemmer min hånd og lukker øjnene igen. Mit hjerte banker så hurtigt bag mine ribben, at jeg føler, det er lige ved at eksplodere. Et eller andet sted i det store, kolde lokale, begynder en lille pige at græde højlydt, mens hendes mor forsøger at tysse på hende; men jeg hører næsten intet. Polo og jeg er helt alene i vores eget univers.

     To timer senere bliver Polo udskrevet. Vi siger tæt på ingenting til hinanden i bussen på vej hjem, men jeg kan mærke på Polo, at han er lettet. Klokken halv ni sidder vi ved siden af hinanden på hotelværelsets gulv og drikker de øl, som Polo købte i går.

     Første gang jeg drak mig fuld, var jeg sammen med Polo. Det var i starten af december 2014, og jeg var 16 år og tre måneder gammel. Vi sad hjemme ved mig og drak alkohol på 16,4 procent og følte os ualmindeligt seje, selvom vi egentlig ikke var det. Det var ikke Polos første gang, men det fortalte han først, da jeg allerede havde drukket omkring otte shots; og alting gik fint, indtil Polo brækkede sig på min pude og faldt i søvn på gulvet.

     "Var du bange?" spørger jeg, før jeg åbner for min fjerde øl. Polo kigger på mig, før han nikker tøvende og bider sig i underlæben. Fuck, fuck, fuck, tænker jeg. Da jeg spørger, hvad han var bange for, kigger han ud ad vinduet og sukker. "Jeg ved det ikke helt," mumler han, mens han trækker på skuldrene. "Jeg—. . . jeg var bange for at dø, tror jeg." Polo får røde kinder, og så får jeg sommerfugle i maven.

     Nitten øller senere sidder Polo i vindueskarmen og kigger ud ad vinduet med et stort smil på læben, mens jeg ligger på hans seng og spekulerer over alting og ingenting. Jeg spekulerer over, hvad der ville ske, hvis jeg gik hen og kyssede Polo, og jeg spekulerer over, hvor besværligt det ville være, hvis mine tæer var to meter lange. Hvor ville jeg dog ønske, at Polo kyssede mig.

     At det rent faktisk sker, havde jeg aldrig nogensinde regnet med. For da klokken slår midnat, trækker Polo mig op at stå. Mens han finder en sang på sin mobil, tager jeg endnu en slurk af min øl. Selvom jeg er så fuld, at jeg ved, at jeg kommer til at glemme alt om aftenens hændelser i morgen, kan jeg stadig mærke sommerfuglene i min mave, da han tager en dyb indånding og lægger sine hænder på mine skuldre.

     Dét, der overrasker mig mest er, at han stadig ikke har mumlet et dovent no homo. Da jeg skal til at sige det for ham, selvom jeg er alt andet end heteroseksuel, lukker han øjnene og kysser mig.

     Der går næsten ti sekunder, før jeg indser, at det rent faktisk sker. Før jeg gisper, da han bider mig i underlæben, og derefter mærker hans tunge få kontakt med min. Han smager af alkohol og dufter af roser, og da han brummer mod mine læber går det direkte i maven på mig. Fuck, fuck, fuck, tænker jeg for anden gang i aften, og glemmer at reagere, da Polo omfavner mig og trækker mig tættere på. Det hele er egentlig en smule klodset og en smule akavet, når jeg tænker over det, men jeg kysser med Polo, og Polo kysser med mig.

     Jeg lægger mig til at sove i hans arme. Og mens Polo tegner cirkler på min ryg med sin pegefinger, husker jeg mig selv på at nyde øjeblikket, for jeg ved, at hverken ham eller jeg vil huske noget af det, der er sket i aften, når vi vågner med voldsomme tømmermænd i morgen.

***

Hejsa Folks!
     Er så sindssygt ked af, at jeg ikke har fået udgivet et kapitel i en hel måned, men jeg er midt i eksamensperioden, og derfor bliver jeg altså nødt til at fokusere på skolen. Jeg håber i forstår (-:

Jeg var lige inde på mine notifikationer i går, hvor jeg opdagede, at min bog er blevet nævnt et par gange under kategorien LGBT+-bog i The Danish Fiction Awards. Tusind, tusind tak, i er virkelig så ualmindeligt dejlige. Fortsæt endelig med det, hehe. Af den grund tænkte jeg, at jeg blev nødt til at få skrevet et kapitel inden jeg skal op i alle mine eksamener. Jeg håber i kan acceptere, at jeg virkelig er god til at glemme at opdatere.
     Elsker jer alle sammen!

-Victoria.