Den smukke ring

Den overnaturlige hændelse

Pigen og den vidunderlige ring

Der var engang en pige. Der levede i en lille grotte langt under et vandfald, man kunne hverken se hvor grotten endte eller hvor grotten begyndte. Lige meget hvor meget man gik til den ene side eller hvor meget man gik til den anden side, fandt man aldrig udvejen, lige meget hjalp det.

Så den lille pige plejede bare at gå frem og tilbage, og hvis ikke hun kunne klare mere, sad hun ned på gulvet, pigen kendte ikke til hendes familie, og ej kendte hun heller ikke til verden udenfor.

Nogle gange om dagen, kom manden og sendte mad ned til hende, der var nemlig et sted i grotten, hvor der var en mur, det var en gennemsigtig mur. Og på den side var der et andet slags rum, der bare fortsatte og fortsatte, som om der ikke var nogen ende. Det var bag denne væg den gamle mand altid var, han bestilte simpelthen aldrig anden end bare at glo på den lille pige, hun var ellers blevet godt træt af det for længe siden, men hun betragtede nu det som '' normalt''.

Det var igennem denne væg, at pigen fik sin mad. Der var et lille hul, som en tallerken med kartoffelmos lige kunne klare at komme igennem, men så ikke mere. Så fik koppen med vand den samme tur gennem væggen.

Pigen blev altid i bedre humør på den tid af dagen, hvor maden blev bragt gennem væggen, fordi så hørte hun de dejligste lyde. Det var så dejlige lyde synes hun, derfor fik hun nogle gange tårer i øjnene, fordi hun aldrig havde hørt noget lignende.

Men da hun en dag hørte den smukke lyd igen, blev hun ked af det. Hun havde slet ikke lyst til at spise noget. Hun ville ikke, kun høre den smukke lyd, men hun ville også gerne se hvor lyden kom fra, derfor spurte pigen om vej.

Pigen havde aldrig rigtig gidet at snakke med vagten på grund af hans væremåde, men det sagde hun ikke, og spurte så, gamle mand bag væggen der hvad påtager du dig egentligt her? Unge pige, jeg vil intet sige.

Men hør nu, jeg har hverken set noget, og der er hverken sket noget. Så sagde den gamle mand, hvis du vil ud, så gør det ikke for min skyld. En vis forbandelse viler over grotten, passer du ikke på, vil du falde i vildledelse, og du vil ej blive reddet, og du igen vil blive taget.

Men husk, at aldrig må du sige ordet forbandet, for så vil havvandet falde, men så husk at aldrig må du hidkalde den farlige, for så skal du være klarlig i alt hvad du siger. Du vil overleve turen, og sammentidig finde kuren.

Pigen havde aldrig før set manden snakke på denne måde, det var yderst underligt at høre, men pigen løftede dog bare op i klæderne. Hun havde hørt nok, tænkte hun. Også løb hun ned af gangen, så hurtigt som hun nu kunne.

Hun blev ved med at løbe, indtil der var gået et stykke tid. Hun kunne ikke se muren nu, men der var fakler på væggene til at lyse gangene op med. Hun blev ved med at gå, indtil hun så en skillevej, men der var også noget, der stod på væggen i mellem tunnelerne. Der stod: Begge veje fører væk, men kun en af vejene ender brat.

Pigen vidste ikke, hvad det betød, men så, så hun noget imellem væggen, der glimtede på de mest mærkværdigste måder. Hun tog ringen op, og tog den på. Hun lukkede øjnene, og så at den gamle mand var foran hende, også sagde han -Næste gang du ser en skillevej, så lad ikke dine fristelser forhindre dig i at gå den rigtige vej. Så forsvandt den gamle mand,

Hun rørte en af de to vægge, og følte at hun blev stukket i armen med adskillige nåle. Hun tog hurtigt den arm tilbage, så rørte hun ved den anden væg, men følte nu en vidunderlig brise kalde på hende. Den virkede lokkende og smuk på samme tid. Hun valgte derfor at tage den vej.