Ti

154 6 3
                                    

Hey beautiful people who likes to read ma book! 

Og velkommen tilbage til Kapitel 10, som jeg virkelig håber at I vil nyde. 

Billedet forestille Reveka's nye jeg ^

Lad os få læst (og skrevet) kapitlet!

***

Alt er klart. Nyheden om i nat er blevet sendt overalt på nettet, på tv kanaler og af radiostationer overalt i verden. Alle er forberedte på, hvad denne nat vil bringe. Eller de håber, de er forberedte. Og for den sødeste blods skyld lad dem få ret.

Dear Drakula, watch over the remains of my soul and let me find whom I seek.

Jeg sendte en stille bøn til den almægtige Drakula i håb om, at han ville høre min kalden. 

Knock Knock Knock.

Min dørs irriterende knirken gav genlyd i værelset, som jeg lagde sidste hånd på mit mesterværk. Tankerne om "kampen" med Camille's lille hvalp af en kæreste blev presset tilbage i det yderste hjørne af mit sind. Jeg måtte ikke lade noget stå i vejen for mine planer i nat. I nat ville spille en vigtig rolle. For i aften vil jeg langt om længe få chancen jeg har ventet på de sidste 700 år. I aften vil de ikke længere kunne gemme sig og jeg vil endelig hævne deres død. 

Soon everyone. Very soon.

En hastig bevægelse er alt det kræver før billedet af dem jeg mistede atter er tilbage på den sædvanlige plads.

Og ind kommer mine fætre. Dem som er blevet som brødre for mig. Det er tid. Med et besluttet blik kigger jeg ud og ser den blodrøde måne rejse sig fra horrisonten.

"Det er tid." I al seriøsitet stiller de sig bag mig, deres egen stille måde at forsikrer mig om at de vil være der for mig i aften. En aften der ellers skulle have været fyldt med barnelatter, lyden af klirrende glas og støn fra mænd og kvinder der bliver bragt til den syvende himmel. 

Men alt det glædelige ved denne nat forsvandt for årtier siden. 700 år for at være præcis. Denne ellers så glædelige festnat er blevet forvandlet til en nat, hvor sorg, vrede og had er det eneste der vil blive følt. For i aften vil de ikke have noget valg end at komme tilbage. Tilbage til deres rødder. Tilbage til hvad der engang var deres hjem. De vil komme og deres undergang vil være alt der møder dem. For de vil betale med deres udødelige liv.

"Må Drakula være med os. Må han lade sin vrede falde over forræderne fra Mediis Tenebris." 

***

Sammen kiggede vi op mod den blodrøde måne som nu havde indtaget sin rette plads på midten af nattehimlen. Stor, rød og ildevarslende varslede den om den kaos, død og ødelæggelse, der ville sprede sig under dens klare skær.

Smerten i min krop var stadig intens. Det havde den været fra det øjeblik månen havde rejst sig helt fra horrisonten. Det sorte blod kogte i mine årer, den hvide hud var så kold at det brændte når man rørte mig og mine røde øjne lyste om kap med den kolosale skive på himlen.

Fra toppen af mit træ kiggede jeg med stolthed mens min klan jagede. Lyden af skrig fra mennesker, der ikke havde taget advarslerne seriøst fyldte gaderne, blodet flød i by og i skov og jeg. Jeg stod på toppen af det hele og skuede ud over den død den pragtfulde måne skabte under sig. 

Vinden ændrede sig som min trofaste onkel indtog sin plads på en af de lavere grene.

"Mediis Tenebris." Han tiltalte mig med den formelle titel jeg i nat havde taget på mig. Min retfulde titel som Mediis Tenebris. Traditionerne tro havde blodmånen skænket mig min retfulde titel og min transformation var komplet. Tro ikke at en transformation fra lille flagermuseunge til fuldvoksen klanleder er smertefri for den er langtfra. Blodmånen forstærker smerten og lidelserne, men det er den eneste nat, hvor klanarvingen kan tage sin rette plads i klanens hjerte. Men tillad mig at forklare.

Natten med blodmånen er den vigtigste i en vampyrsliv. Det er den nat, hvor vampyr går fra flagermuseunge til voksen vampyr. Og det er den nat, hvor klanarvingen tager sin rette plads som klanens hjerte. Klanen er bygget op omkring hjertet og på denne nat skifter arvingen fra yngel til hjerte. Alting omkring arvingen transformeres. Udseende. Personlighed. Væremåde. Selv vores navn bliver skiftes på denne nat. Vores yngel navn, i mit tilfælde Reveka, skifter til Mediis. Efternavnet skiftes også, til navnet på den klan som arvingen overtage. Igen i mit tilfælde Tenebris.

Jeg vifted blidt min hånd. Ud fra en simpel lille bevægelse fik han sin tilladelse til at fortsætte.

"De er på vej."

Mine nye øjne veg aldrig fra horrisonten, hvor jeg vidste de snart ville ankomme. Forræderne ville vende tilbage. 

Og vi ville give dem en "varm" velkomst. For de skulle vide bedre end at sætte fod på mit domæne igen. Dem som engang var som brødre og søstrer for mig vil betale dyrt for deres fejltagelser. De vil betale for deres forræderi med deres liv og jeg skal personligt bringe dem til deres død, som de fortjener.

Et stille anerkendende nik var alt min kære onkel og førende kriger havde behov for, for at vide nøjagtig, hvad jeg ville have ham til at gøre.

Og med det var han væk.

Med et bestemt udtryk malet over mit ansigt beundrede jeg den røde skive på himlen. Stærk, stolt og fastlagt.

"Morrigan Morrigan three times three.  Hear the words I ask of thee. 

Grant me vision, Grant me power. Cheer me in my darkest hour. 

As the night overtakes the day. Morrigan Morrigan light my way. 

Morrigan Morrigan Raven Queen.  Round and Round hawtorn green. 

Queen of beauty, Queen of Art. Yours my body, Yours my heart.

All my trust I place in thee. Morrigan Morrigan be with me." 

Jeg sang den æld gamle bøn til den røde månes gudinde, før jeg sprang ud i natten, hvor tiden endelig var kommet. I nat ville en gammel gæld blive betalt og forræderne af Tenebris ville lide gudindens og den udødelige Faders straf. 

De ville ikke undslippe mig denne gang.

***

Hey allesammen og glædelig påske :)

I får lige kapitel ti her, som en lille bitte undskyldning for at være en smule forsinket med opdateringerne ;) 

Nyd det allesammen og god påske :D 

Monsterlike LoveTahanan ng mga kuwento. Tumuklas ngayon