Monsterlike Love

Otte

Hey og velkommen til kapitel 8.

Håber at I vil nyde det og glem ikke at kommentere og stemme.

***

Mennesker, vampyrer endda husdyrrene gispede i det hendes ord forlod læberne.

Nu var jeg vred. Nu var jeg virkelig vred.

Nu har jeg altså fået nok!

Jeg mærkede, hvordan magten, styrken, dominansen og ikke mindst overlegenheden steg i takt med at jeg mistede besindelsen.

Piven og klynken fyldte mine øre, mens menneskene, pelskuglerne og de lavere rangerede vampyrer krympede sig og pev i takt med min dominans og overlegenhed. Selv mine egne fætrer veg tilbage for mig.

"Nu har jeg altså fået nok af dig!" Mine hjærnetænder blev længere og spidsere samtidige med at mit greb om hendes beskidte hals strammes.

"Undskyld?" Kom det tøvende fra en, hvis stemme jeg ikke genkendte.

For stærk til at være menneske, for tøvende til at være vampyr.

"Kan du ikke bare lade hende gå?" Spurgte stemmen, der tydeligvis var ny i byen.

Mit greb strammes yderligere og jeg begynder, at kunne mærke effekterne af min vrede, som stadig koger i mit udøde blod. Jeg bider mig i tungen og bider mig i tungen i forsøget på at forhindre, at jeg mister kontrollen fuldstændigt.

Indtil jeg høre Stephans bekendte, og lige nu, meget hjælpsomme stemme.

"Hold dig ude af det Mark. Det her er en sag mellem dem." Min vrede dulmer en smule ved lyden af hans kraftige stemme.

"Alpha. Med al respekt jeg bryder mig ikke om at hendes udøde fingrer er samlet om min søsters hals." Mumler hannen.

Så han er altså i familie med den her skøge? Hmpf! Manglende respekt for de overordnede ligger åbenbart til familien.

"Mark det her er ik..."

Min iskolde, fuldstændigt følelsesløse stemme skar gennem marv og ben. Autoriteten og overlegenheden dryppede ned fra den som vand.

"Bland dig uden om hvalp! Din søster har vanæret min titel." Jeg mærkede, hvordan Mark's mund faldt til jorden.

"Hun har vanæret mig, min titel og mit folks traditioner og jeg VIL straffe hende for det!" Hvæser jeg ud i hallen, mens mit greb stremmes og jeg mærker, hendes desperate vejrtrækning tage til.

"Nej! Det må du ..." 

Han nåede aldrig, at færdiggøre sin sætning.

Skrigende fra hans søster skar gennem gangene idet jeg borede mine tænder langt ned i hendes hals.

"NEEEJ!!!" Blev der råbt.

Lyden af mine fætre, der holder den arrige han tilbage, mens folk fra alle arter ser til med forfærdede øjne.

Min blodtørst vokser og jeg mærker endnu en gang effekkten af min "usunde" livsstil. Blodrussen der flyder igennem mig er massiv og mine instinkter tager over. 

Hendes kamp epper ud i takt med at mængden af blod i hendes krop svinder ind. Hendes slag mod mig bliver svagere og hun bliver mere stille i bevægelserne.

"Please! Don't kill her please!" Marks desperate råb er tydelige, men jeg nægter.

Jeg fortsætter med mit måltid og selvom jeg afskyr smagen af ulv, så er det her ikke for nydelsens skyld. Hvis det var, hvilket det aldrig ville være eller blive, ville den her usle tingest være i den syvende himmel lige nu.