First kiss - M.G (Sæson 1+2+3) (AFSLUTTET)

// Nyheder? - 1.17 //

Martinus' synsvinkel
Klokken er 18.39. Jeg tænder tv'et for at se nyheder? Nu tænker i sikkert, ser SELVESTE Martinus Gunnarsen nyheder? Ja, det gør jeg..

Jeg spoler i nyhederne indtil jeg ser en nyhed med en der er blevet kørt over her i nærheden!

Kameramanden går tættere på person... det er Astrid.. jeg farer over til Astrid's forældre og hiver dem ind på Marcus, Astrids og mit hotelværelse.

"Astr-iid... ee-er.. ble-evet..kørt...o-v-e-r" stammer jeg og viser dem nyhederne.

Karen tager sig til munden og bryder i gråd.. Flemming ligger sine arme rundt om hende. (Kan ikke huske om jeg har navngivet Astrid's far, men nu hedder han Flemning.. Flemming og Karen!)

"Jeg...ringer efter en taxa, Martinus... blev ved Ella, Emma, Marcus og Milas.." Siger Flemming.

"Jaaa..." siger jeg og går ind på deres værelse. Jeg vil faktisk hellere over til Astrid..

Karen og Flemming går hen imod deres værelse og jeg følger bare efter.

"Moooaaar!" siger Ella og krammer hende.

"Ella.. ikke endnu" siger Karen. Karen finder sin mobil frem og ringer til hospitalet..

"Heej.. Ligger Astrid Eriksen på jeres hospital?" spørger Karen.. - "ja.. vi kommer med det samme!" siger hun så og ligger på.

"Vi kommer om lidt!" siger Flemming og giver Ella og Milas et kys på panden.

Astrid's synsvinkel
Da Liam kyssede mig gik det op for mig at jeg hellere vil kysse Martinus.. Så det betyder at jeg er forelsket i ham?

"Undskyld Liam, men jeg kan ikke lide dig.. Jeg kan bedre lide Martinus" siger jeg og mumler det sidste. Jeg begynder at gå hurtigt hen imod døren.

"ASTRID!" råber han og tager fat i min arm.

"Giv slip på mig! Jeg har begået verdens største fejl!" Siger jeg og vrider mig ud af hans grib.

Jeg løber ned ad trapperne.

jeg åbner døren og begynder at bryde sammen.

Er jeg virkelig forelsket i Martinus? Ham jeg ikke kunne fordrage? Ham jeg blev irriteret på for en dag siden?

Jeg rejser mig op af asfalten.. Jeg løber bare væk.. Jeg SKAL være langt væk fra den lejlighed!

Jeg løber bare. Jeg løber bare indtil jeg ikke kan mere.

Jeg kan ikke rigtigt se noget for mine tårer.. Så jeg løber bare, imens der er noget gult lys der rammer mine øjne. Jeg stopper op og tørrer mine tårer af.

Der opdager jeg.. Jeg står på vejen... En bil begynder at dytte og kommer nærmere og nærmere hen imod mig....

// Undskyld jeg er sååå ond... Men jeg tænkte på at der godt må komme lidt spænding! Jeg synes at min historie har været såååååååååå kedelig.. Så nu kom der lidt spænding //