Jeg satte mig op i sengen med et sæt og gispede efter vejret med en hånd på hjertet.
Jeg kunne ikke lade være med at tjekke min natkjole.
Der var ingen rød laserprik.
Ingen skudhuller.
Lettet og tappet for kræfter sank jeg om på sengen igen.
Altså, jeg hadede virkelig den drøm.
Den var ens hver gang: Jeg var på flugt fra skolen med strygere og hunde i hælene, faldt ud over en kant, og så pludselig, svusj, vinger, fløj jeg og slap fra dem.
Jeg vågnede altid med en følelse af at have været så tæt på døden.
Husk lige til en anden gang: Hold en peptalk for underbevidstheden vedr. bedre drømme.
Det var halvkoldt, men jeg tvang mig ud af min dejlige seng.
Jeg tog et par rene joggingbukser på – utroligt nok havde Nudge lagt vasketøjet på plads.
Alle de andre sov stadigvæk.
Jeg kunne få et par minutter i fred og ro, få et forspring på dagen.
På vej ud i køkkenet kastede jeg et blik ud af vinduerne i gangen.
Jeg var vild med den udsigt: solen, som steg op over bjergkammen, den klare, blå himmel, de mørke skygger og ingen tegn på andre mennesker.
Vi boede i sikkerhed højt oppe på et bjerg, kun mig og min familie.
Vores hus ligner et E, der ligger ned.
De vandrette streger i E'et står på pæle ud over en stejl slugt, så når man kigger ud af vinduerne, føles det, som om man svæver.
På en coolskala fra et til ti, scorede huset mindst femten.
Her kunne min familie og jeg være os selv.
Her kunne vi leve i frihed.
Jeg mener bogstavelig talt i frihed, som i ikke i bur.
Lang historie.
Den får du senere.
Og så det allerbedste: ingen voksne.
Dengang vi flyttede hertil, havde Jep Batchelder taget sig af os ligesom en far.
Han havde redet os.
Ingen af os havde nogen forældre, men Jep havde været så tæt på at være det for os, som man kunne komme.
For to år siden forsvandt han.
Jeg vidste, han var død, det vidste vi alle sammen, men vi talte ikke om det.
Nu var vi kun os selv.
Nemli', ingen der bestemmer over os, ingen der fortæller os, hvad vi skal spise, eller hvornår vi skal gå i seng.
Altså bortset fra mig.
Jeg er ældst, så jeg forsøger at holde styr på tingene, så godt jeg kan.
Det er et anstrengende og utaknemmeligt job, men en eller anden skal jo tage sig af det.
Vi går heller ikke i skole, så gudskelov for internettet.
Uden det ville vi være fuldstændig blanke.
Men ingen skole, ingen læge, ingen folk fra kommunen der banker på døren.
Det er meget enkelt: hvis ingen ved, vi er her, kan vi holde os i live.
Jeg rodede rundt i køkkenet efter noget at spise, da jeg bag mig hørte et par søvnige fødder slæbe hen over gulvet.
"Morgen, max."
YOU ARE READING
Maximum ride
Action(Det er ikke mig der har skrevet bogen) Du må ikke lægge den her bog fra dig. Jeg mener det dødsalvorligt! Dit liv kan afhænge af det jeg risikere ALT ved at fortælle dig det her-men du er nødt til at vide det.- max Max, Fang, Iggy, Nudge, Gasmanden...
