Maximum ride

1

Det sjove ved at stå over for sin nært forestående død er, at det sætter alt andet i perspektiv.

Som lige nu, for eksempel.

Løb! Kom nu, løb! Du ved, du kan.

Jeg trak vejret dybt ned i lungerne.

Min hjerne havde slået turboen til, og jeg løb for livet.

Jeg tænkte kun på at slippe væk.

Alt andet var uden betydning.

Et væld af rifter på armene efter en tur gennem et brombærkrat? Småting.

Bare fødder på skarpe sten, hårde rødder, spidse grene? Ikke noget at tale om.

Lunger, der sved og hev efter vejret? Ikke noget, jeg ikke kunne klare.

Når bare jeg fik lagt størst mulig afstand mellem mig selv og strygerne.

Nemlig. Strygere, mutanter: halvt mennesker, halvt ulve, som regel bevæbnede, altid tørstige.

Lige nu var de efter mig.

Forstår du, hvad jeg mener? Det sætter alt andet perspektiv.

Løb. Du er hurtigere end dem. Du kan løbe fra hvem som helst.

Jeg havde aldrig været så langt væk fra Skolen, som jeg var nu.

Jeg anede ikke, hvor jeg var.

Men derfor pumpede mine arme alligevel op og ned, mine fødder brasede gennem underskoven, mit blik spejdede ængsteligt fremad halvmørket.

Jeg kunne løbe fra dem.

Jeg kunne finde en lysning, hvor der var plads nok til, at jeg kunne...
Åh nej. Åh nej.

Jeg kunne høre blodhundenes uhyggelige glammen, da de fulgte sporet gennem skoven, og følte mig syg om hjertet.

Jeg kunne løbe hurtigere end et hvert menneske - det kunne vi alle sammen, selv Angel og hun er kun seks.

Men ingen af os kunne løbe fra en stor hund.

Hunde, hunde, lad mig være, løb nu hjem til jeres herre.

De kom nærmere.

Et dunkelt lys sivede ind mellem træerne foran mig - en lysning? Bare det var, bare det var... En lysning kunne redde

leg brasede ud mellem træerne, min brystkasse gik som en blæsebælg, og jeg havde et tyndt lag koldsved over hele kroppen.

Ja!

Nej – åh nej!

Jeg standsede op og rutsjede fremad, mens jeg fægtede med armene og cyklede baglæns med benene på den stenfyldte jord.

Det var ikke en lysning.

Foran mig var en skrænt, en lodret klippevæg, der faldt hundrede meter eller mere ned mod en usynlig bund.

Bag mig havde jeg en skov fuld af savlende sporhunde og strygerpsykopater med geværer.

Begge dele vare noget skod.

Hundene bjæffede ophidset – de havde fundet frem til byttet: moi

Jeg kiggede ud over den lodrette kant.

I virkeligheden gav det sig selv.

Du ville ha' gjort det samme, hvis du var mig.

Jeg lukkede øjnene, strakte armene ud til siden... og lod mig falde ud over kanten.

Strygerne hylede i arrigskab, hundene gøede hysterisk, og så kunne jeg ikke høre andet end vindens susen.

I et kort øjeblik var det så hulens fredfyldt, at det fik mig til at smile.

Så tog jeg en dyb indånding og slog vingerne ud, så hårdt og hurtigt jeg kunne.

Mine sandfarvede vinger med hvide nister og nogle lidt fregneagtige pletter havde et vingefang på næsten fire meter, og da jeg fik luft under dem, mærkede jeg et pludseligt ryk opad, ligesom hvis en faldskærm var blevet foldet ud.

Autsj!

Husk lige til en anden gang: slå vingerne langsomt ud.

Med en grimasse skubbede jeg først nedad af alle kræfter, så trak jeg vingerne opad, og så skubbede jeg nedad igen.

Utroligt, jeg fløj – det, jeg altid havde drømt om.

Jorden neden for klinten lå i skygge og forsvandt under mig.

Jeg lo og steg til vejrs, mærkede trækket i mine muskler, mærkede sveden i mit ansigt tørre i vinden.

Jeg steg op over klippekanten, op over de forundrede hunde og de rasende strygere.

En af dem, en med hår i ansigtet og dryppende hjørnetænder, løftede sit gevær, og jeg kunne se en lille, rød prik på min flænsede natkjole.

Ikke i dag, din narrøv, tænkte jeg og krængede skarpt mod vest, så han fik solen i sine hadske øjne.

Jeg har ikke tænkt mig at dø i dag.