Zacarias 'spændende' liv

Hjemme hos de slemme.

Da klokkens visere bestemte sig for at runde to, fortalte en af lægerne at jeg var udskrevet. Heldigvis var det mandag, og min mor havde givet mig liv til at blive hjemme resten af ugen. Sikkert fordi hun havde planer om at udspørger mig om alt der havde med skole at gøre.
Jeg havde aldrig fortalt hende om det der skete i skolen. Ikke på grund af det typiske "hun har nok problemer i forvejen", mere fordi jeg allerede havde prøvet. Det var dengang i 4. klasse. Jeg havde forladt skolen alt for tidligt, og var løbet grædende hjem. Åbnede døren til min mors værelse og så hende ligge med en ny mand. Dengang vidste jeg ikke præcist hvad de havde gang i, men hun stoppede i hvert fald aldrig med at slæbe nye mænd hjem fra den bar.
Fædre fandtes ikke i vores liv, min mor har aldrig fortalt mig hvem han var. Jeg vidste faktisk ikke om hun overhovedet havde gjort.

Da vi var hjemme fra hospitalet, lavede min mor mad, det var ellers ikke tit hun gjorde det. I mellemtiden gik jeg ind på mit værelse, og åbnede Facebook. Det eneste jeg behøvede, var at klikke på søgefeltet, og blive blændet af lyset fra det smukkeste ansigt, på den smukkeste dreng. Hans lyse hår der med en lille krølle faldt ned i hans lysebrune smalle øjne.
- I forhold med Signe Pedersen -
Facebook kunne da bare ikke lade vær med at smide det i hovedet på mig.
Et opkald fra min bedste veninde, Marta afbrød mine tanker.
"Hej!", nærmest råbte hun gennem FaceTime.
"Halløj" svarede jeg langsomt.
"Jeg hørte om din tur på 'the hospital', er du okay?"
Nå ja. Det havde jeg næsten glemt, i min forstenede Zacharias-fase.
"Det var ikke noget alvorligt" sagde jeg, og kom i tanke om det store plaster på min tinding.
"Det ser ellers sådan ud." Hun skiftede emne, "min klasse holder fest her på lørdag, kommer du ikke med?"
Jeg tøvede. Efter sommerferien var vores klasse blevet delt op. Marta og jeg blev også skilt fra hinanden, hun i 9. b og jeg i 9. c. Men i frikvartererne var vi alligevel altid sammen.
"Kom nu," sagde hun bedende, "jeg gider ikke uden dig."
Jeg gav efter. "Okay, jeg kommer, men lov mig ikke bare at forsvinde midt i det hele."
"Det lover jeg." Hun prøvede at med et seriøst udtryk, men brød derefter ud i grin, og jeg kunne ikke lade vær med at føle mig bare en lille smule bedre tilpas.