Efter alting? -Efterfølger af 14 og gravid

Jeg er et forfærdeligt menneske

Jeg rejste mig og styrtede ud imod skoven, jeg løb og løb lige til jeg signede.
Jeg faldt..

Her er koldt, virkelig koldt. Der står en pige, det er Izabell.
"Faar" Råbte hun og løb hen i mine arme. "Hvad laver du herude alene skat?" Spurgte jeg bekymret. "Jeg blev hentet af mor, mor kom og hentede mig" sagde hun stille.
Victoria? Havde jeg gjort Bell sindsyg nu? Havde jeg ødelagt hendes hjerne. "Vi må hellere se at komme hjem" jeg tog hendes hånd og fortsætter ud af skoven, og hjem.
Vi går ind af døren og der sidder en kvinde, en fremmed kvinde. Hun sidder og venter med min mor, de ser begge meget opmærksomme ud. Bell løber ind til Emma og jeg fortsætter ud mod køkkenet. 
"Skat vil du lige sætte dig ned?" Spurgte min mor. Jeg nikkede og gjorde som hun sagde.
"Hej Marcus, jeg hedder Inger" sagde damen eller faktisk inger og rakte hånden frem.
"Hej?" Svarede jeg mistænksomt.  "Du undre dig nok over hvorfor jeg er her" sagde hun. Jeg nikkede bare kort som svar.
"Dine forældre ringede og fortalte om dine problemer, så jeg er her for at hjælpe dig"
Jeg kiggede hen på min mor og gav hende seriøst-det-gjorde-du-bare-ikke blikket. "Jeg er ikke sindsyg!" Svarede jeg i selvforsvar. "Nej nej Marcus, du er ikke sindsyg, men du har nogen problemer og det er dem jeg vil hjælpe med" sagde hun opmuntrende. Hun rejste sig og gik ind imod stuen, hun hentydede til jeg skulle følge med.
"Mor behøver jeg det her?" Spurgte jeg opgivende. "Giv det en chance, det kan være du får det bedre" svarede hun.

Jeg gik med hende og vi satte os ned og begyndte at snakke.
"Hvordan har du så haft det efter Victoria gik bort?" Spurgte hun. Hvordan kunne hun overhoved spørge om det. "Gået bort? Jeg ved hun er i live, jeg ved hun er derude et sted, jeg kan mærke det." Svarede jeg opgivende. "Jeg ved du har det sådan, men du må engang acceptere tingene som de er" sagde hun lidt koldt. Jeg ignorere resten af samtalen, jeg sad bare i min egen verden, den samme verden jeg havde været i de sidste 2 år.

Da hun var gået var klokken blevet mange. Jeg gik op af trappen og ind til Emma, hun lå i sin seng med sin lille bog. Jeg gik hen og satte mig på kanten af hendes seng. "Marcus hvorfor hader du os?" Spurgte hun stille. Jeg kunne se tårene komme frem i hendes øjne. "Emma, du må aldrig nogensinde tro jeg hader dig, jeg elsker dig af hele mit hjerte" sagde jeg og en tåre faldt fra min kind. "Hvorfor er du så så ond? Du vil aldrig lege med mig mere.." hulkede hun. "Jeg ved det godt smukke, men jeg har det ikke så godt for tiden, jeg er virkelig ked af at have såret dig" jeg kyssede hende på panden. "Du må sove nu, sov godt smukke" sagde jeg stille og listede mig ud af værelset og ind i seng.

Hvordan kunne jeg såre min egen lille søster så meget, at hun troede jeg hadede hende? Jeg er et forfærdeligt menneske.