Den Sorte Sø

Kapitel 2: Den Sorte Sø

Jorden var hård. De første tegn på frost havde lagt sig omkring de kæmpemæssige stammer, der ragede højt op mod himmelen. Deres kroner var måske nok nøgne, men de tynde grene, som flettede sig ind i hinanden og lukkede lyset uden, holdt stadig stand mod sneen, der snart ville finde vej ned i underskoven. Jeg satte mig på hug, lod fingrene bryde den hårde skorpe og duftede til mulden, men som ventet var her intet, at komme efter på trods af, at her nogle få hundrede meter længere væk løb en bæk. Her var ingen dyrespor, ingen fuglesang, eller bare en edderkops kæbesakses knirken. Efterhånden begyndte det hele at virke håbløst. Udmattet smed jeg min oppakning, tørrede sveden af ansigtet og tænkte på Likra. Det hele var noget rod, og med den kvinde, var alt forvandlet til kaos. Når jeg lukkede øjnene, kunne jeg stadig dufte hende, høre hendes latter og ønskede pludselig, at kaos kom til mig – gerne sammen med noget spiseligt. Min mave havde jævnligt været igennem sultebølgerne, men de sidste fire gange, havde jeg været tvunget til at standse op, før jeg kunne få disciplinen på plads.

Jeg besluttede at slå lejer her, få nogle timer på øjet, også forsætte, forhåbentlig med bedre udsigter til ordentlig føde. Her var ikke meget, der kunne anvendes som brande, men til gengæld udgjorde de lange, syvdelte grene et temmelig komfortabelt sengeleje. Jeg kogte de sidste rødder sammen med lidt af mine medbragte havreflager samt, hvad der måtte være sæsonens sidste svampe. Ydmygt bøjede jeg hovedet, foldede hænderne foran hjertet og bad til Odion, om at mit spinkle måltid måtte give mig fornyet styrke, så jeg ville få kræfter til, at fuldføre opgaven for mit folk. I ti minutter ventede jeg på en form for overjordisk tegn, en vane jeg havde tillært mig, takket være min mor, hvis tiltro til gudernes vilje var stærk som en drag. Der skete intet. Bækken pludrede lystigt videre og jeg blev træt af at vente, og stoppede to fingre i den grødlignende substans. Det smagte rædsomt, men de smattede gryn gav en mærkbar mæthedsfornemmelse. Der var en stærk bismag af jord, alligevel klemte jeg hele portionen ned, før jeg lagde mig til rette på grenene, og bad til, at der ville holde tørt. Jeg havde ikke kræfter til, at sætte teltet op. Mørknet tættedes, men søvn fik jeg intet af, på trods af at kroppe skreg på hvile, men hovedet nægtede at følge trop noget måtte have dræbt dyrene, og det kunne ikke være os. Vi tog aldrig mere end det absolut livsnødvendige og vi rørte aldrig en hind, selvom kødet var mere end velegnet, for ikke at tale om tiltrængt. Roligt drejede jeg mig, så de tynde grene knirkede truende. Selv fuglene var væk. Normalt ville uglerne begynde deres tuden, men her var intet, som havde noget nyt og ikke mindst faretruende indtaget skoven. Jeg sukkede og kiggede beundrende på buen, der måske skulle sende en dødspil afsted, mod et mere imponerende mål, end den hjort, jeg ellers havde forestillet mig. en flok varulve kunne have forsaget tavsheden, men de efterlod sig som regel et spor af duftspor, tøjrester og boldstink, der på drabsstedet var hele søer af rød, klistret væske.

Da mørket var en realitet, pakkede jeg sammen, ignorerede de sår, der dækkede mine hæle og nogle steder på mine tæer. Jeg satte i løb ind og ud mellem træerne, klatrede op ad nogle stejle skrænter og lavede en farlig masse støj, men om natten var det kun døden, der var stille. Oppe i et træ satte jeg mig og spejdede udover de nærmeste omgivelser, men her var kun tomme træer, uden antydningen af gamle, efterladte reder. Kun insekter kravlede rundt, i et unaturligt stort omfang, og deres tillærte frygt for pludselige bevægelser, var tilsyneladende forsvundet. De kriblede op ad mine hænder, selvlysende og næsten smukke.

"I ved hvad der er sket." sagde jeg anklagende til den lille myrer, der var blevet fascineret af min ene negl. Det lille insekt kom ikke med noget svar, men forsatte undersøgelsen af min hånd, tilsyneladende godt tilfreds med sin laverestående tilværelse. Derefter knuste jeg den, og stoppede den i munden. Dyret var mørt, safter strømmede fra dets indre og var intet mindre end delikat. En gang havde jeg ladet mig fortælle, af en håbefuld jæger fra en ad de fjerntliggende cirkler, at Arrows højere borgerskab, gerne spiste disse dyr, dog uden benene. De arrangerede dem på et smalt leje af ris, som lysende kæmperejer og spiste dem med pinde, sammen med soyasauce, kogte grønsager og frisk salat. Jeg rystede opgivende på hovedet, og sendte en klat foragt ned på skovbunden, der var øde som alt andet omkring mig.