Den Sorte Sø

Kapitel 1: Floril

Jeg bøjede mig over floden, vaskede roligt blodet af fingrene, hvor sår og sener var ved at væve sig sammen. I mit hoved så jeg processen. Små lysende gnister, der samlede sig ved brudene, der måske nok gjorde ondt, men det var trods alt bedre, end hvis myren havde ædt de yderste led. Prøvende bøjede jeg dem under vandet. Strømmen smøg sig om det syge sted, puffede blidt blodet og kødresterne væk og lod dem flyde med – ud i havet. Gule kotta fisk kastede sig omgående over måltidet. Med deres små tænder bed de sig fast i mine fungere, til sårene var væk og de, mætte eller ej, måtte give slip.

                      "Floril!" Likras stemme skær sig gennem vindens hylen og selvom jeg sad med ryggen til, kunne jeg levende forestille mig, hvordan nedfaldne

Blade i alle nuancer mellem gul, rød og orange, hvirvlede om hendes slanke skikkelse. Hendes lange hår kunne være lavet af de blade. "Din konge afventer dit foretræde." Ja det gjorde han sikkert, tænkte jeg og rullede med øjnene, før jeg lagde ansigtet i de rigtige ærbødige folder, hvorefter jeg vendte mig mod elverkongens smukkeste datter. Hun var iført silke var top til tå, en lang, langt fra praktisk, hvid kjole, der fremhævede hendes kvindelige dyder. Egentlig ville hun være uimodståelig, hvis ikke det fordi jeg kendte hende.

                      "Deres Højhed." sagde jeg og bukkede. Buen ramte mig i hovedet, og den øverste del af sværdets skæfte, borede sig ind i siden. "Jeg var på vej tilbage til lejren, og De burde ikke flakke rundt i skoven så tæt på tusmørke." Jeg vidste hun ville blive vred, fornærmet og måske give mig en tom reprimande, for at skræmme mig tilbage i geleddet.  Kongen havde fire døtre og havde ikke været i stand til, at sætte en passende arving i verden, så ved den næste blå måne, skulle hans ældste datter tvangsgiftes med den mand i lejren, der blev fundet mest værdig.

                      Selv var jeg blevet hente fra lejren i den tredje kræs, da mit talent for jagt og helbredelse hurtigt blev spottet, på trods af mine lysebrune lokker, der strittede uregerligt til alle sider. Jeg havde to fletninger i højre side, som blev holdt sammen af perler, lavet af koaguleret edderkoppeblod, blandet med smykkemagerens hokus pokus. Fletningerne var for hver af mine søstre, jeg havde været tvunget til at forlade. Vores far var død for mange år siden, dræbt og gnasket ihjel af en edderkop, under en jagt, hvor han forvildede sig væk fra sine kammerater. Min mor havde omgående giftet sig igen, dog med ældre, ikke just tiltrækkende mand, som ikke havde meget tilovers for en anden mands afkom. Min storebror flygtede til Arrow så snart han fik chancen og vendte ikke bare skoven, men hele sit folk ryggen.

                      I hovedlejren blev jeg modtaget i kongens palads, den eneste rigtige bygning, der var opført i sten og træ, af fire vagter, der alle var på vej ud, på dagens sidste patruljering. Jeg stoppede op og sendte et nik til en ad fyren, hvis mund var fortrukken i så arrig en grimasse, at i hvert fald skulle have en samtale med Maria, hvad der kun kunne betyde dårligt nyt for os.

                      "Blodsugeren?" spurgte jeg, og han nikkede åbenlyst irriteret over det nødvendige i, at skulle opsøge Maria for at få hjælp, til at vedligeholde skovens skrøbelige balance. Den var som et levende væsen, med behov for struktur, næring og hjælp til, at rette op på tingene når det hele begyndte at skride. Det gjorde det i allerhøjeste grad nu. Elvere flygtede fra deres respektive stillinger i lejrene, nyfødte terroriserede Arrow, der for min skyld, godt måtte drukne i glemslen også denne nye trussel mod dyrelivet og specielt de sjældne arter.

"Tre døde enhjørninger, en såret grif uden vinger, samt fire bloddrænede lig af krybskytterer." Han stønnede ved tanken om det oprydningsarbejde der ventede, samt beskederne fra Arrow, hvor kriminalinspektøren endnu ikke havde forstået, at trådte man indover grænsen, måtte man spille efter vores regler og omvendt.