Rasmus Brohave

Afsnit 6

I døren stod Emil .. Emil kiggede underligt på Rasmus, han skiftede med at se på ham og jeg. Først på Rasmus og så mig,  Emil så forvirret ud. "Er i sammen nu?...." spurgte Emil med et seriøst blik. Rasmus og jeg kiggede begge hurtig på hinanden og rystede på hovedet.  Emil stod stadig i døren og var plask våd, for det stod ned i stænger. Det så ud som om Rasmus slet ikke vidste hvad, at han skulle gøre af sig selv? Og det forstående nok. "Hva' vil du Emil?.." spurgte jeg ham, lidt sur... han afbrød lidt Ralle og jeg (skal ikke menes forkert!). "Joo, ser du Ida.." begyndte han, Rasmus lignede et kæmpe spørgsmålstegn. "Du og jeg, vi var det perfekte par, det var bare mig, som var en stor idiot, som troede at du intet ville opdage.... det lød lidt forkert" "Så du mener at jeg er en blind idiot, som ikke opdager en pind?" jeg smækkede døren i hovedet på ham, og vendte mig om og gik, Rasmus gik efter. "Ida hvem var den fyr?" lød Rasmus frustreret. "i går?..." startede jeg "jaaer? hvad skete der i går?" spurgte han. "Min mobil ringede, og det var ham, det var hans bror, som vi mødte tideligere... han er min eks kæreste, som datede min bedste veninde samtidig, de var så i seng, det opdagede jeg, og så jeg slog selvfølgelig op. Kort forklaret.... Han skriver hele tiden til mig, det er vold træls!" fortsatte jeg. "Uff lyder ikke godt..." bed Rasmus sig i læben. "Mmmm, og jeg ved ikke, hvad han vi mig? Altså han siger, at han vil have mig tilbage, men ved ikke rigtig? Du skal ikke tro jeg er vild med ham, for det er jeg slet ikke!" sagde jeg en smule bange. "Bare rolig Ida, så længe jeg er her, sker der ingenting..." sagde Rasmus. jeg gik hen mod ham, jeg havde virkelig brug for et kram. Vi stod længe og krammede i gangen. Rasmus er virkelig et af de mennesker, som er bedst til at kramme! Vi stod længe bare og nød hindanden, mens vi krammede. Jeg kiggede stille op på ham, jeg kiggede direkte ind i hans store, smukke, blå øjne, vi smilte begge to. Vi gik stille ind mod mit værelse igen. Vi lagde os ligesom før. Han nussede mit hår og pande ved, at køre sin tommelfinger frem og tilbage. Jeg gav et lille smil fra mig... Jeg faldt stille og roligt i søvn.
Jeg vågnede ved en mærkelig følelse. Den var anderledes. Tror aldrig, at jeg havde haft sådan en følelse før. Det var som om, at der ville ske en forfærdeligt ting. Jeg rejste mig fra sengen. Rasmus sov stadig. Jeg gik ud for at få noget luft. Det var en kølig morgen. Man kunne tydeligt se, at det blev en varm da. Solen skinnede. Duggen var faldet. Jeg trak vejret dybt. Helt ned i maven, gennem næsen og ud gennem munden. Det var rart. Min bekymring gik stille og roligt væk.
Jeg tog fat i håndtaget og lukkede døren op. Jeg gik mod mit værelse, og lukkede  døren stille op. Duften af mand blæste mod mit ansigt. Den var vidunderlig. Jeg gik stille rundt og rørte ved ting. Jeg nåede til hans tøj... jeg tog hans t-shirt op, jeg satte min hænder op til ansigtet, og snuste godt ind. Den duftede vidunderligt. Jeg tog den på. Den var meget for stor, men det gik. Jeg lagde mig over ved siden af ham igen. Jeg kiggede på hans smukke ansigt. Jeg kørte mine fingre gennem hans krøller. Det var en behagelig følelse. Han blinkede lidt med øjnene. "Go'morgen...." hviskede jeg. Han kiggede på mig uden at sige noget. Han lukkede øjnene igen... han så træt ud. Han tog en dyb indånding. Jeg gav et smil fra mig, han kiggede på mig. Vi havde en lang øjenkontakt. Vi blev afbrudt af hans mave, som knugede. "Sulten?..." grinte jeg. Han tog sig til maven "ja.."
vi gik ud i køkkenet for at finde noget mad. "Noget, som lyster?" Spurgte jeg glad. "Mm.."
Vi ristede nogle toast, og lavede spejlæg. Det så rigtig godt ud, jeg tog et billede og smed det på snap "... snapchaat!" Grinte Rasmus højt "det jo ikke fordi, du aldrig er på snap, vel?" Spurgte jeg ham flabet "tjoo.." "præcist".

Vi stod på stationen, Rasmus skulle tilbage til Svendborg "kommer du ikke med mig?.." "Nej, det går ikke Rasmus, ville gerne, men det går ikke"
Han gik hen mod dørene... men han så meget mistænksom ud, han vendte sig om og gik hen mod mig, jeg fik et knus. Vi stod i lang tid 'var det forkert?' 'Er han vild med mig?..' En masse tanker kørte gennem mit hovede, men blev afbrudt af hans vidunderlige duft. Jeg trak mig lidt tilbage, og sagde farvel. Han steg om bord på toget, vendte dig om og råbte: vi ses Ida, ha' det godt.
"Ja, vi gør. Tak og ilm, hvornår skrives vi ved?" råbte jeg tilbage super akavet... der var en dame på bænken, som havde kigget på os, hele tiden...!
Toget kørte langsomt forbi og endte langt ude i morgentågen.
Jeg vendte om på hælen og nåede kun at tage 2-3 skridt før, at jeg blev stoppet af damen "sød kæreste, du har dig, der.." smilte hun stort over hele ansigtet, "jeg har holdt lidt øje med jer.." fortsatte hun. "Han er ikke min kæreste, vi er bare blevet gode venner.." sagde jeg på en rigtig høflig måde..
Vi havde en samtale kørende frem og tilbage, hendes mand var lige gået bort for et par måneder siden, hun huskede stadig dengang, at de var på vores alder ".... Erik var en rigtig dejlig mand. Han havde hjertet det rette sted. Han var både i Afrika for, at redde børnene og var næsten hele jorden rundt for, at redde andre mennesker. Vi ønskede altid at få børn, men den mulighed havde vi ikke.... vi besluttede ogs' for at adaptere et barn. Den idé blev offentliggjort, men inden vores datter nåede at blive 18, så døde han af stress...." fortalte hun. Jeg lyttede virkelig. Der var noget ved hende, som fik en til at lytte.

Jeg var lige nået ind ad døren der hjemme, før jeg tjekkede min mobil. Jeg havde fået en snap fra Rasmus for ca. 1 time siden, jeg havde slet ikke tjekket den, jeg havde siddet og snakket med Inge (damen fra toget).
Jeg tjekkede snappen "hva' med nu?.. :))" skrev han. Jeg tror, at han hentydet til, hvornår vi skulle skrives ved, Ehe

Det var gået hen og var blevet aften. En rigtig dejlig, varm sommeraften med lyserøde skyer og en kølig sommerbrise. Jeg besluttede mig for at gå en tur, du ved bare sådan en, hvor man fik luft i lungerne. Jeg tog mine Adidas superstar på.
Jeg gik ned af vejen og ind mod byen. Der skulle gerne være fredligt, sådan en aften som den. Jeg tog hænderne i lommen og gik cool ned ad gaden... eller jeg prøvede, jeg endte med at falde over kantstenen og faldt ned i armene på en fremmede"av min fod..." jeg tog mig til foden "er du okay?" Spurgte en stemme mig, jeg kiggede langsomt op, og det første jeg så var to smukke blå øjne. Vent, jeg syntes at jeg havde set dem før? Jeps, det havde jeg, det var Oscar. Ham havde jeg ikke set siden 7. Klasse. Jeg havde seriøst det største crush på ham. "Oscar, hvad laver du her?" Spurgte jeg ham overrasket, måske lidt for overrasket "jeg er på besøg hos min oldemor, hun har ikke lang tid tilbage, så må jo udnytte den tid jeg har.." afbrød han mine tanker ".... og så fik jeg lyst til kage" fortsatte han med et grin. Jeg grinte med ham. Oscar havde altid været en så flink en dreng, det var nok det, som fik pigehjerterne til at smelte. "Den følelse kender jeg godt...." sagde jeg ret dumt. Han smilte. Smilte han til mig? Det tror jeg nok, at han gjorde. "Jeg har savnet dig Ida... den måde du kiggede på mig i timerne, de blikke kan man godt savne"... de ord kom ud af hans mund, jeg var larmet.
Havde han virkelig langt mærke til det... det var altså lidt akavet, mine kinder blev helt røde, og jeg kiggede ned i jorden. Han tog mig under hagen, og løftede det og satte sit eget ansigt ned til mit øre "... jeg var ogs' vild med dig" hviskede han. Det var da utroligt, så åben han pludseligt var blevet. Jeg vred mig ud af hans greb, han havde godt fast. "Var du...?" Spurgte jeg ham. "... det kan man vel godt sige, at jeg var" lød han usikkert. "Jeg satte mig ned på en bænk. Han fulgte efter. Der var en akavet stemning. Jeg afbrød den ved at sige: nå, men hvad laver du så nu? "Du ved..." nej jeg gør ej, tænkte jeg "Chiller med vennerne, drikker mig stiv hver weekend, og er måske sammen med en pige eller to" fortsatte han. Var han blevet player? Hah "uha, går du ikke i skole mere?" "Ikke rigtigt, der skete ting, så jeg pjækkede, fik dårlige karakterer, så jeg kunne ikke se en grund til at fortsætte..." sagde han koldt, mens han spyttede til siden. Han var sq blevet lidt af en Badass. Før var han jo, jaaa, hvad var han? "Hvad med dig?.. hvad render du rundt og laver? Mødt den eneste ene?.." spurgte han mig. "Tjaa, hygger med veninderne, går på gymnasium" jeg ville ikke fortælle ham om Rasmus. Vi har jo egentlig heller ikke noget. "Så den eneste ene er ikke fundet?..." kigger han skævt til mig. "Nope...."
Jeg rejste mig "jeg må nok til at komme hjem" "Jaa, ogs' mig, ses vi snart igen?" Spurgte han. "Måske, hvem ved?.." sagde jeg lidt koldt. Jeg kunne ikke glemme, hvad der var sket med ham...
Vi krammede.
Han bøjede sig over mig, og kyssede mig næsten....