Heartbeat [H.S]

Kapitel 59

"Jeg føler mig som en kriminel!" bekendtgjorde jeg, da Liam kravlede over et lavt stående hegn.

"Vi bliver nødt til at gå igennem den her vej, for ikke at vække fansene," hviskede Louis, imens han holdte en hånd ud for at hjælpe mig.

Jeg smed lommelygten hen til Liam, for at kravle over, og tog fat om Louis hånd, inden jeg hoppede ned.

Niall dukkede op fra mørket. "Mark har lige låst op. Kom," sagde han, hvorefter vi alle fulgte med.

Da vi trådte ind i Wembley stadium, måtte jeg indrømme, at det var noget af et syn.

Stjernerne var tydelige, og var badet i lyset fra Wembley. "Det er.." hviskede jeg.

"Flot?" afsluttede Liam.

"Fantastisk." mumlede jeg.

Vi gik frem og tilbage, for så til sidst at sætte os på den lilla og sorte scene.

Vi lagde os alle fire på ryggen, og nød den smukke udsigt.

"Jeg gjorde noget forfærdeligt mod Mathias." hviskede jeg søvnigt.

Louis rykkede uroligt på sig, inden han kiggede på mig. "Hvad gjorde du?" spurgte han.

Jeg smilede mod himlen.

"Hvad gjorde jeg ikke mod ham?" mumlede jeg.

Niall satte sig pludselig op, for at glo på mig.

Jeg var ikke så vild med drengenes koncept, med at glo på folk, når de ville snakke.

Det var lidt for mærkeligt, at skulle blive overbegloet hver gang man sagde noget.

Og jeg snakkede en del, så det sagde bare hvor meget jeg blev stirret på.

"Hey, er du okay?" spurgte Niall sagte.

Jeg grinede kort af ham.

Selvfølgelig var jeg ikke okay. Jeg var langt fra okay, men ville jeg lade det opsluge mig?

Nej.

"Mathias kommer i morgen." sagde jeg muntert.

Niall lagde sig derefter ned på ryggen igen. "Vil du sige det til ham?"

"Ja, vil du?" sagde Liam.

"Jeg... Højst sandsynlig ikke. Jeg elsker ham, også selvom vi kun har kendt hinanden i et par uger."

"Fortjener han ikke at få det af vide?" spurgte Louis.

Okay, det var måske ikke helt fair, at jeg havde plapret løs over for Louis om at fortælle sandheden til Eleanor, også at jeg selv holdt noget hemmeligt for Mathias.

Jeg ville ikke være dobbeltmoralsk, Gud skulle vide, at det var det sidste jeg vil være, men jeg elskede Mathias så højt, at jeg ikke kunne bære at miste ham.

Ikke oveni alt det lort, jeg havde været igennem på tre uger.

"Selvfølgelig fortjener han det! Han fortjener alt godt, men..." jeg begyndte at græde.

Jeg begyndte seriøst at tudbrøle.

Nogle gange, kunne jeg bestemt ikke lide min samvittighed.

"Han er det eneste gode, jeg har tilbage." hviskede jeg lidt efter.

Liam kyssede mig blidt på kinden. "Du har os, Amy."

Og det var jeg taknemmelig for.

...