What to do?

Kapitel 2 - Skildpadde.

Kedeligt.
Der er ingenting!

Ingen møbler, ingen gardiner heller ikke et skab. Det er simpelthen fantastik. Nu spørger du sikkert hvad der er så fantastik ved det, men tænk jer om, rigtig godt.

Stadig ingenting? 

Nårh okay lad mig forklare.

En fjortenårig pige kan ikke sove uden en seng, sidde uden en stol, eller opbevarer genstande når der ikke er noget at opbevarer dem i. Hvilket for os frem til, at de ting skal skaffes, men hvis de ikke i forvejen er skaffet så er mulighederne uendelige. Det kan blive en pink stol, en grøn, en prikkede, eller måske en af leopardskind.

"Ej okay hvor ville du lige skaffe leopardskind?" spørger min indre stemme. Det havde jeg godt nok, ikke lige overvejet, men i forstår hvad jeg mener.

"Kan du lide rummet? " spørger mor. Jeg kan se hun er nervøs, for at jeg ville have samme ansigtsudtryk, som en der er blevet lovet en diamant, og får en sten i hånden. Det er bare sådan, at det har jeg ikke, jeg kan lide det.

Jeg slynger armene om hende, og nikker. Jeg er lidt i tvivl, om hun kan se det, så jeg skynder mig at sige; "Selvfølgelig, jeg glæder mig til at indrette det!" og trækker mig fra krammet. "Det er godt" siger hun. "For så vil du elske det her".

Hun giver mig et puf, så jeg nærmest snubler længere ind i værelset. Men nu kan jeg se to hvide separate døre med guld håndtag på. Jeg kaster et blik tilbage på mor, som står lænet op af dørkammen. Jeg tipper hovedet lidt, og ser forvirret ud. Jeg må ligne lidt en hundehvalp, jeg mangler hvis bare nogle strittende ører.

"Åben dem dog skildpadde! " kommandere mor, som er blevet utålmodig. En skildpadde? Og jeg som troede jeg lignede en hund. Hun må vel referer til, at det ikke går stærkt nok, så jeg river den ene dør til venstre op!

Åh gud, du som er i himlene, du må sandelig være med mig i dag. For bag døren er et lille rum, med spejl langs væggen ud mod gangen. Der er hylder helt op til loftet, på den anden væg, og bøjlestang på den tredje.

"Mor er det her, hvad jeg tror det er? " udbryder jeg chokeret.

"Er det et walk-in closet? "

"Ja, og det er dit walk-in closet" siger hun, og ligger tryk på "dit".

Jeg skal lige til at skrige, men mor når at stoppe mig ved at, holde en finger i vejret.

"Åben den anden dør, før du laver et spektakel" kommandere hun igen, og ser lige så spændt ud som jeg.

Jeg skal have åbnet den dør, og det kan ikke gå stærkt nok, jeg føler mig som et lille barn juleaften. Jeg suser over til døren, og river den op.

Hurtigt spotter jeg et spejl, en håndvask, et badekar, og et toilet.
- Jeg har mit eget badeværelse!
Jeg begynder at hoppe op og ned imens jeg hviner. Nu føler jeg mig, ikke bare som et barn juleaften, jeg ligner også ét.

Jeg føler mig som verdens heldigste pige og... "Forkælet" afslutter min indre stemme mig. Jeg ved ikke, hvorfor den altid går imod mig, vi er jo på samme hold?

"Tak for altid at være så hjertens positiv" svarer jeg min indre stemme inde i hovedet.

Mærk sarkasmen folkens!

Men jeg er så glad, at det ikke gør mere. Da vi skal sove finder far nogle madrasser, mens mig og mor leder efter vores dyner i alle papkasserne.

Jeg ender med at ligge på mit eget værelse, og stirrer op i loftet. Jeg kan ikke sove, og det ender i at jeg får utrolig lidt søvn.

Så da jeg vågner er jeg så træt, og jeg ved, at jeg har en lang dag foran mig med indflytning, så det gør det ikke bedre. Da jeg kommer ud i stuen står mor, og er i gang med at notere noget ned. Jeg går imod hende, og sætter mig på en barstol ved køkkenøen.

"Åh Mia" siger hun da hun ser mig.

"Nu hvor vi ikke rigtig har noget mad i huset, har jeg brug for dig til lige at købe nogle småting"

Hun rækker mig sedlen, og jeg opdager hurtigt, at det ikke og jeg gentager ikke er "småting".

"Der ligger et supermarked henne af vejen, du finder det nok" siger hun, og kysser mig på håret.

Jeg orker virkelig ikke, men ellers skal jeg bærer på flyttekasser, så jeg vælge at gøre som fortalt.

Jeg hopper hurtig i et par lyse jeans, og en sort crop top. Så sætter jeg mit hår op i en rodet knold, og tager et par solbriller på, for at dække renderne under øjnene. Da jeg er hundrede meter fra huset, kan jeg allerede se forretningen.

Så jeg forsætter bare.