Teen serial killer

Kap 8

Det var to dage siden nu. At jeg havde tilgivet hende.
Vi var ikke kommet videre i sagen, vi var begge usikre på hvad der ville ske med Filip.
Vi vidste ikke så meget endnu, hvad jeg heller ikke vidste, var at i dag skulle blive et stort gennembrud i sagen.
***
"Marie." Jeg vendte mig om, forventede Klara, men de brune øjne jeg mødte var ikke hendes.
Jeg kendte hende ikke, jeg havde set hende før, kendte kun navnet fra årbogen, noget med T.
"Kender jeg dig?" Jeg lagde armene over kors, følte mig kold som is.
"Jeg kender dig," hun lagde tryk på 'jeg' og 'dig'.
"Hvad mener du?" Jeg kiggede skeptisk på hende.
"Jeg ved alt om dig," hun begyndte at cirkle om mig, som tigeren om sit bytte.
"Jeg ved alt om alle på denne skole," hun smilede slesk.
"Har du nogensinde hørt om 'T'?"
Jeg havde godt hørt om denne 'T'.
"Jeg ved godt hvem du er, du afpresser piger over nettet med deres mørkeste hemmeligheder og sælger overvågningsvideoer i pigernes omklædningsrum til drenge."
Jeg prøvede at lyde som om jeg vidste mere.
"Du ved meget kan jeg høre," hun fortsatte med at cirkle om mig, hun var som en sno.
"Hvad vil du?" Jeg stirrede på hende, hun konfronterede mig ved at stirre igen, men smilede så sit sleske smil.
"Jeg er kommet for at tilbyde jer min hjælp," jeg kiggede uforstående på hende.
"Hvad er der?" Grinede hun. "Du troede da ikke at jeg ikke også kendte din hemmelighed, gjorde du?"
Jeg kiggede ondt på hende.
"Du er ynkelig," sagde jeg koldt.
"Ikke så ynkelig som dit forsøg på at opklare din venindes drabssag," de ord ramte mig som en pil i brystet.
"Mit nummer," hun rakte et lille lap papir, jeg stirrede på det.
Jeg løftede hovedet, men hun var væk.