Kapitel 12 - En baby?

1.7K 62 3
                                    

Emma's POV

Jeg samlede min kæbe op fra gulvet og stirrede på de to mennesker der stod i døren. Ingen sagde noget, og jeg kunne ikke lide stilheden. Her stod jeg og troede at jeg aldrig skulle se hende igen, og at jeg bare kunne holde min fødselsdag i fred, og så står hun lige pludselig i min dør. Så meget for den lettelse.

"Emma skat" hendes stemme var blød. Barnet hun stod med i armene smilte til mig. Hendes lyserøde kjole skinnede svagt i solens skær. Jeg ville for at være ærlig bare lukke døren lige i hovedet på dem. Men noget inde i mig holdte mig væk fra det. Det var jo trods alt min mor, og en baby som jeg ikke anede hvem var.

"Må jeg komme ind?" Spurgte hun. Jeg snak den klump der havde samlet sig i min hals, og trådte med en smule modvilje til side, så de kunne komme ind.
Hun kiggede sig rundt, mens hun med tæerne skubbede skoene af. Jakken hang hun bare på den nærmeste knage. Man kunne tydeligt se at hun havde været her før.

"Alting står som for ti år siden" smilte hun mens hun stille kørte fingrene hen af væggen. Jeg tøffede sukkende efter hende. Hun gik omkring i huset, og stoppede først da hun havde set alting.

"Hør her Emma, jeg er virkelig ked af alting..!" Sagde hun med en næsten kvalt stemme. Jeg slog blidt mod sofaen da jeg havde sat mig, for at vise at hun skulle sætte sig ned. Jeg kunne vel godt lige høre hvad hun ville sige, men hun skulle ikke tro at jeg tilgav hende lige foreløbig. Det kan godt være at 10 år er lang tid at bære den nag, men man kunne vel godt sige at hun på en måde havde været med til at ødelægge mit liv. Alle har brug for en mor i sin opvækst, især en datter. En mor som kan give en gode råd om kærester, tøjvalg, make-up. Alt sådan noget, jeg havde aldrig haft nogen til at hjælpe med sådan noget.

"Jeg er også ked af at du har mistet din far, fordi han skød din ven" hun aede afslappet babyens kind. Gad vide om hun også havde været så sød mod mig da jeg var baby. Hun nævnte ikke det med at han slog mig. Enten havde hun alt for dårlig samvittighed og ville derfor ikke nævne det, han ville jo ikke have gjort det hvis hun ikke var skredet, og hvis han havde gjort det alligevel, ville min mor jo have været der til at standse ham og trøste mig. Eller måske kendte hun ikke hele historien.

"Han kom ikke på politistationen fordi han skød Luke" mumlede jeg lige højt nok til at hun kunne høre det. Hun stirrede straks op fra den smilende baby, og rettede istedet blikket mod mig. Jeg kiggede på hende men undgik øjenkontakt. Det gjorde jeg tit, så kunne folk ikke se hvordan man havde det. Man kunne sige ting og føle ting uden at folk ville vide noget.
Hun stirrede i lang tid bare på mig, sikkert for at få mig til at sige hvad der ellers var sket.

"Kan du huske da han slog mig da jeg var 5, fordi jeg stak af da i skændtes" jeg så spørgende på hende. Hun nikkede lydløst og blev ved med at kigge på mig.

"Du sagde at du aldrig ville se ham igen hvis han skadede mig igen" jeg løftede lidt op i mundvigende ved tanken om at min mor havde beskyttet mig dengang. Igen nikkede hun lydløst.

"Da du skred da jeg var 8" jeg sank tilbage i sofaen, mens hun så med våde øjne på mig. Jeg tog mig endelig sammen og fik øjenkontakt med hende. Jeg kiggede længe ind i hendes øjne. De var fyldt med skyld, sorg og en smule vrede. Det var tydeligt hvor forfærdeligt hun havde det. Men det havde jeg skam også haft de sidste 10 år. Jeg havde ikke set hende i 10 år, og pludselig dukker hun op, men sjovt nok først når far er væk.

"Skred er et hårdt ord" mumlede hun og fjernede sine øjne fra mig.

"Ja, men det er vel det rigtige" svarede jeg igen, mens jeg kiggede ned på den lille baby. Hun sukkede og sendte mig et 'fortsæt bare' blik.

"Da han indså at han havde mistet dig lod han det gå ud over mig, han slog mig, drak sig fuld, tog vist også nogle få gange stoffer. Og det har stået på siden du.." Jeg brugte min ord med omhu, da jeg allerede kunne se at hun var såret.
"Forvsandt" afsluttede jeg. Hun sendte mig et falskt smil, det var nemt at se at hun ikke smilte ægte.

"Emma, du aner ikke hvor ked af det jeg er. Jeg har det så dårligt med det hele. Og hvor dårlig en mor har jeg lige været. Forlod sit barn hos sin mand af et monster, bare fordi jeg havde for travlt med selv at komme afsted" hendes lave rystende stemme fik mig til at fælle en tåre. Den trillede blidt og langsomt ned af min kind, og forsvandt i min mund.

"Så jeg vil gøre det godt igen" sagde hun. Jeg fnøs lavt af hende. Efter 10 år kommer hun og vil gøre alting godt igen. På min ensomme rådne fødselsdag hvor jeg bare ville være alene.
Hun rakte mig babyen og smilede over hele femøren.

"Og for at gøre det godt giver du mig en baby?" Spurgte jeg og grinte inderligt over hendes måde at gøre ting gode igen på. Jeg var 18 og ikke en gang færdig med gymnasiet, og så giver hun mig en baby?

"Nej da, det der er din lille søster, eller rettere sagt halv lille søster. Er hun ikke bedårende?" Smilede hun og lagde hovedet på skrå da hun så ned mod den lille pige. Jeg kørte langsomt min finger ned af hendes kind, hun tog med sine små tykke bløde fingre rundt om mig finger og svingede lidt rundt med den.
Jeg kunne se på mor ud af øjenkrogen, hun smilede som et lille barn der lige havde fået en billet til Disneyland. Jeg kunne heller ikke lade vær med at smile til den lille søde pige, hun var så kær. Hvis jeg var ældre havde jeg så meget adopteret hende.

-

Vores familie moment blev ødelagt da det ringede på døren. Jeg gik med min lille søster med lange faste skridt ud mod døden.
Med en hurtig bevægelse åbnede jeg den, og så op i Luke's blå skinnede øjne. Han bed sig forsigtigt i læben, og så fra mig til babyen flere gange, inden hans blik landte på mig. Han stod med krykker i min dør og så forfærdelig nervøs ud. Jeg grinte kort af ham. Jeg havde ellers sagt at de ikke skulle komme krybende tilbage når de fandt ud af at de havde taget fejl. Men her stod hans så, i egen høje person, og sendte mig det mest uskyldige og undskyldende blik han kunne.

Taak hvis i læste med!
Skriv hvis der er noget der kan forbedres...?
Skriv lige hvis kapitlerne er for lange :3
303 læsninger, det er ret vildt!
Tusind tak til alle som læser med!

- Luisa-m, 2016

Friendship Isn't Easy ↠ lrh | ✓Where stories live. Discover now