uden fortid

kap 4 (heldet med sig)

Hvad nytter det overhovedet at prøve at forsvare sig selv? De er 10, han er bare ham selv. Kun en ting har Casey til fælles med de sindssyge: ingen af dem har noget at miste, de har allerede mistet alt. De er få metre fra ham, da den ene falder om i et hyl af smerte. Han folder sig sammen på asfalten, og taget sig til hovedet, hvor det vælter ud med en mørkerød væske, blod. kuldegysningerne løber ned af Caseys arme, som edderkopper med lange behåret ben. 9 mod 1, en mindre at blive dræbt af. Langsomt begynder han at bakke, et roligt tempo uden nogle pludselige bevægelser. Sveden er begyndt, at pible frem på panden, og langsomt trille ned af det ellers så kolde ansigt. Casey lader blikket hvile nogle sekunder på hvert misformet ansigt, ser hver detalje: de blodskudte øjne, der er ens for dem alle, arene der der fylder det meste af kinder, og hals. Et skrig lyder fra en af de bagerste, der hurtigt tager sig til hovedet, og vender det vide ud af øjnene. Hans kridt bliver mere vaklende, til han omsider falder tavst om, død. 8 mod 1. Optimisten breder sig i Caseys hoved: hvis han bliver ved med at bakke, i det rigtige tempo, kan de måske alle være faldet om, inden han bliver nød til at stå ansigt til ansigt med en af dem. En lettelse breder sig gennem, den nu næsten glade Casey, hver gang en sindsyg falder skrigende om, og er død.
Hurtig sætter han i løb, væk fra alle ligene.
-------------------------------------------------- beklager kort kapitel, men tænker lidt at jeg vi stoppe den her. Men tak fordi at i har læst med, og beklager at den slutter nu. I er jo velkommen til at læse mine andre historier👍🏽