Drømmescenariet - Anthon

20

Det varede ikke længe før jeg faldt i søvn. Jeg var rigtig træt, og havde bare brug for at glemme alt det her. Alt mellem Anthon og jeg. ALT.

Det blev hurtig morgen, og jeg vågnede. Teodor havde skrevet til mig. "Hey søde, hørte det med Anthon - skal jeg komme forbi?", jeg ringede til ham og sagde an godt må komme.

Han kom 10 minutter efter, og jeg blev virkelig glad. Han gav mig et kæmpe kram og jeg begyndte at græde. Han forstod mig. Vi satte os hen i sofaen, og han holdte om mig. Han var den eneste som forstod mig, og hjalp mig.

"*dit navn*, jeg elsker dig virkelig" sagde han pludselig. Jeg kunne godt mærke selv, at jeg rødmede helt vildt meget. Jeg svarede lidt tid efter "I lige måde".

Jeg elskede ham virkelig, og jeg følte han kunne lide mig? Han var sig selv når han var sammen med mig, og han var ikke den hårde type, han er, når de andre drenge er her. Jeg kunne lide den person han er.

*Teodors synsvinkel*

Jeg tror virkelig jeg var ved at få følelser for hende. Hun er så sød, og en helt igennem fantastisk pige. Ville godt kunne se en fremtid med hende.

Jeg elsker hende virkelig, og troede aldrig jeg skulle blive forelsket i min bedste vens ekskæreste. Slet ikke så hurtigt.