KOLDT I HANS ØJNE

Kapitel 22

"Sæt dig ind i bilen, så får jeg de her våben lastet i bilen," sagde han og bukkede sig for at tage fat i den kæmpe jernkasse med våben. "Okay." Jeg satte mig foran og lukkede døren. Vinduet var allerede rullet ned og jeg stak hovedet ud. Jeg åndede roligt ud, da jeg mandlig skikkelse kom imod mig. Mit blik hang på hans sorte bukser, indtil jeg fik energien til at se op. Jeg blev med det samme mødt af et slesk smil og mit ansigt krøllede sig af foragt.

Jeg havde aldrig set ham før, men jeg kunne allerede fortælle, at han gav mig kvalme. Det var også bare et dårligt tidspunkt, han kom. Lige nu havde jeg brug for at samle mine tanker, ikke snakke med en bøf uden hjerne. Han lænede sig op af bilen og så på mig. "Hvad så smukke," sagde han og jeg følte, at jeg skulle kaste op i munden. Jeg rullede øjnene af ham. "Lad mig være," svarede jeg irriteret.

"Hvad har du fået op i røven?" sagde han med hans skæve smil. Jeg svarede ham ikke, istedet gled mit blev hen til Nathaniel og Wyatt der kom gående mod os. Drengen vendte sig forvirret om, og hans blik, da han så dem var prisløs. Han så så bange ud, at jeg havde svært ved at holde et grin inde.

"Gå væk fra hende," sagde Nathaniel hårdt. Drengen forsvandt med det samme og jeg lod et suk forlade mine læber. De satte sig begge ind i bilen, Nathaniel foran ved siden af mig, og Wyatt bagved med Jason. Jeg så rundt på de andre biler, og de satte sig allesammen ind i bilerne. Nathaniel tændte motoren. "Vi kører nu, Jase husk at V4'erne skal lægge øverst," sagde Nathaniel og begyndte med at køre ud af grunden, efterfulgt af alle de andre biler.

Jeg satte mig til rette og så landskabet flyve mig for øjnene. Jeg opdagede med det samme, at vi var på vej ud af byen, hvilket vil sige, at vi var på vej imod de mange firmabygninger mod nord. Jeg lukkede vinduet, og så lige ud. Mit blik kørte efterhånden ned på Nathaniels hånd om gearet, og huskede mig selv på noget meget vigtigt. Jeg ville aldrig vise Nathaniel min svage side igen, det var forbi.

Tro mig det var svært, for nu.. Nu var det ikke til at benægte, at jeg følte noget Nathaniel, og han var begyndt med at bekymre mig om mit helbred. Jeg kunne ikke lide, hvor det her førte hen til. Jeg så op på siden af hans ansigt og en mærkelig følelse ramte mig. Det var hverken had, sorg, vrede eller nogen anden før.

Jeg så Nathaniels mundvige trække sig op af, og jeg så straks væk igen. Han havde fanget mig i at stirre.

Jeg skubbede mine tanker om Nathaniel væk, og tænkte overordnet over planen. Det var det perfekte comeback, for at vise mig tro imod mig selv. Jeg havde tvivlet så meget på mig selv for det seneste, og nu var det slut. Nathaniel skulle ikke se mig svag igen. Jeg ville samle min styrke igen, men for at alt det kunne lykkedes, skulle jobbet først udføres. Og jeg er klar.

Bilen drejede ind af et hjørne og jeg fik øje på de høje bygninger. Der var specielt én der skilte sig ud og lå med større afstand til de andre. I forhold til de andre bygninger som var hvide, var den her blå med vinduer, jeg allerede vidste var skudsikre. Døren var lavet af metal, hvilket i det hele taget så ihærdigt mistænkeligt ud. Bygningen var af samme model som dem der kredsede om dem på afstand.

Bilerne, inklusiv vores, var parkeret med en sikker afstand til bygningen. Da bilen stod helt stille skyndte jeg ud af bilen for at strække benene. Jeg slugte naturluften, som der ikke var til at finde i storbyen. Mit blik vendte sig igen mod bygningen. Allerede dér sanset jeg utilfældighed, og jeg blev straks mistænkelig.

Under denne branche var det vigtigt at have et ordentlig sikkerhedssystem, så jeg blev da klart forvirret, da der ikke stod vagter ved indgangen. Jeg så forvirret på Nathaniel, kun for at se ham med de samme udtryk, jeg bar. Hans øjenbryn var rynket og rettet mod bygningen. Hans blik løftede sig på mig, og jeg så udspekuleret på ham. "De vidste, at vi ville komme," erklæret jeg og lænede mig tilbage.