Den bange sandhed

Kapitel 1

Hun lå helt stille der på gulvet. De havde fået for meget at drikke den aften. Jeg sad ved siden af hende med tårerne løbende ned af mine kinder. Mine hænder var smurt ind i hendes blod. Det havde ikke været min mening at slå hende ihjel. Kniven sad stadig i hendes bryst. Jeg kunne høre sirenerne komme nærmere. Der gik ikke lang tid før røde og blå lys blinkede ind af alle vinduerne. Det var som om jeg stadig kunne høre hendes skrig. Der var pinsel i det. Jeg havde prøvet at stoppe blødningerne men det var håbløst. Nogen hev mig væk fra den livløse krop og jeg gjorde ikke modstand. Jeg var for meget i chok til at kunne tænke.

Jeg vågnede med et skrig og så mig rundt i rummet. Mindet havde snart hjemsøgt mig i 5 år. Jeg trak tæppet til side og så ned af mig selv. Selvom jeg havde været der i flere år så havde jeg stadig ikke vænnet mig til det kedelige grå tøj de fik os til at gå rundt i. Det klæbrede til min svedige krop. Jeg hoppede ned fra min overkøje og gik hen til vinduet. Der var træmmer for det men vi var ikke i fængsel selvom man hurtigt kunne glemme det.
"Zoey læg dig tilbage og sov. Du bliver ved med at vække mig," brummede Kasper min roommate der sov i den nederste køje. Jeg så mig over skulderen på ham. Han lagde sig om på siden og faldt hurtigt i søvn igen.
"Det var ikke mig. Han gjorde det," mumlede jeg igen og igen for mig selv mens jeg kravlede op i min seng igen. Jeg kunne ikke sove. Det kunne jeg aldrig efter den drøm. Jeg lå og så op i loftet. Jeg kunne nemt nå loftet derfra hvor jeg lå uden at rykke mere end en arm. Jeg tog en blyant op af lommen og begyndte at tegne videre på min tegning i loftet. Det forstillede en pige der smilede men hendes øjne var triste. Hvis man dækkede øjnene var pigen glad men hvis man dækkede hendes mund var hun ked af det. Jeg lavede den sidste streg i hendes øjne og lagde blyanten væk igen. Jeg drejede hovedet lidt og så ind i billedet i øjnene. Manden holdt en kniv med blod på men hans blik var koldt. Jeg kunne mærke vreden stige i mig men kom så i tanke om hvad Kasper havde sagt. Han havde ikke sovet meget de sidste par dage på grund af mig så jeg lod hver med at gøre noget. Jeg så kun på min tegning til solen stod op. En brummende lyd lød og jeg kunne høre Kasper der brokkede sig. Jeg sagde ingenting da jeg hoppede ned og gik hen til døren.
"Jeg fatter ikke hvordan du gør det," sagde han irriteret mens han stog tæppet til side for at rejste sig. Jeg sagde stadig intet men så kun spørgende på ham.
"Du har ikke sagt et ord til mig i alle de måneder jeg har været her men når du sover virker det som om du har masser af stemme."
Han stillede sig hen ved siden af mig og sammen ventede vi på at vi fik lov til at komme ud af vores værelse. Jeg så stadig spørgende på ham.
"Du skriger meget," forklarede han hurtigt. Jeg så frem for mig på døren da den blev åbnet. Et venligt smil fra en der arbejde der mødte os men jeg gik hurtigt forbi ham og hen mod den store sal hvor alle spiste. Kasper småløb efter for at prøve at følge med mig selvom han tit sakkede bagud. Nok havde han snart været der i 5 måneder men han kunne stadig ikke vejen gennem den store labyrant af gange.
"Kan du overhovedet snakke?" spurgte Kasper forpustet da vi langt om længe kom hen til salen. Der var allerede kommet mange og der var sjældent mad til alle. Vi havde fået at vide at landet havde sparet på os så de måtte spare på noget for at blive ved med at holde åbent. Jeg vidste at det hele var løgn det de fortalte os men for at slippe derfra var man nød til at tro på dem. Ellers troede de at man stadig var sindssyg.
Jeg gik hen til disken og smilte venligt til manden der stod bag den. Han kendte mig selvom jeg ikke havde sagt et ord til ham nogensinde. På et tidspunkt havde han fortalt mig meget om sit liv og da jeg ikke sagde noget til de andre i bygningen lovede han at jeg altid ville kunne få mad. Han smilede ligeså venligt tilbage og hældte noget grød op til mig. Han så på Kasper der så meget sulten ud.
"Er han din makker?" spurgte manden og så op og ned af Kasper. Jeg nikkede og mandens smil viste sig igen.
"Velkommen i huset knægt," sagde han venligt mens han skravede bunden af gryden.
"Tak men jeg har snart været her noget tid. 5 måneder faktisk," svarede Kasper. Manden brød ud i en dyb latter som altid fik mig til at smile.
"Hør her knægt. For at overleve her skal du glemme alt om hvor lang tid du er her. Kun tøsen her er den eneste der ikke er blevet skør af sin tid her."
Manden holdt en kort pause mens han så sig om. Han pegede på en ung dreng der sad sammen med nogle andre.
"Hvor mange månder har han været her?" spurgte han og så på mig. Jeg så en gang på drengen og viste 13 fingre.