Kapitel 4

151 0 0
                                    

Jeg tjekkede alting, inden jeg langsomt stod ud af bilen. Lances garage var stor.
Alle bilerne stod i en nydelig række, klar til at bakke ud. Der var kommet et nyt familiemedlem - Mindy.
Jeg havde tigget om at få en plads til hende, men jeg måtte til gengæld skrotte min sorte Fiat og sælge Peace. Det sidste gjorde jeg med tårer i øjnene, bevidst om, at hun ville få det bedre hos en ejer, der havde tid til hende.
Nu havde jeg jo heller ikke lige planlagt, at mit firma skulle vokse sådan!
Klokken var seks og jeg vidste, at Lance var kommet hjem, fordi alle biler stod der.
Han havde så vidt jeg vidste taget sin Mercedes i dag. Han skulle vise alle sine biler. Røvhul.

"Fuck!" udbrød jeg, da jeg skred på køkkengulvet og landede på røven. Typisk! "Er du okay?" spurgte Christian, der kom gående i træningstøj og med et håndklæde om nakken. Der var et nydeligt syn.
"Jeg har det fint" sagde jeg og rakte hånden frem mod ham.
Han tog fat om min hånd og trak mig op uden problemer og smilede.
"Så. Lance er på sit kontor" sagde han, inden han luntede væk igen. Hm.. Jeg gnubbede min ømme bagdel og satte kurs mod Lances kontor.
Han sad henslængt ved skrivebordet og skrev under på nogle papirer. Han havde taget jakken og slipset af, det hang på stolen i hjørnet af lokalet. Han smilede, da han så mig.
Jeg gik helt hen til ham og satte mig forsigtigt på hans skød.
"Hvad skriver du under på?" spurgte jeg uskyldigt. Han så på mig.
"Hvad?" spurgte jeg.
"Mangler du ikke noget?" spurgte han og spidsede læberne. Manglede noget?
Jeg tænkte. Jeg havde jo alting herovre.. Jeg havde kun taget min taske og en vindjakke, der var unødvendig. "Hvad mangler jeg?" spurgte jeg. Han lagde forsigtigt hånden på min kind, inden han kyssede mig.
Idiot, Sophie.. Han slap mig og efterlod mig omtumlet. "Jeg skriver under på en aftale med noget i Taiwan" sagde han. Taiwan?
"Et land.. Eller nærmere en ø i Asien" forklarede han. Det gjorde det ikke nemmere.
"Okay" nøjedes jeg med at sige.
"Hvad er det for en vigtig begivenhed?" spurgte jeg. Han smilede.
"Nu skal du bare se" sagde han og trak mig efter sig.

"Pas på.. Ikke noget med at falde" sagde han. Suk.
"For sidste gang - jeg er ikke klodset!" udbrød jeg irriteret. Han lo.
"Sikkert" sagde han.
Rummet var varmt og han holdt mig for øjnene. "Er du klar?" spurgte han.
"Det er lidt tidligt at advare mig om, at du skal til at trænge ind.. Jeg har stadig tøj på" sagde jeg. Han sukkede.
"Okay" sagde han.
"Desuden, så er du ikke så hård" sagde jeg. "Skal vi få afsløret det her eller ej?!" spurgte han.
Jeg nikkede og fugtede læberne uden grund, inden han fjernede hænderne.
Jeg glippede med øjnene og igen stod mannequinen foran mig. Så var det lidt stort.. Kjolen var med de der stropper, der sad på toppen af armene, altså ikke på skuldrene, men overarmene.
Den var kropsnær hele vejen ned med et langt slæb på omkring syv - ti centimeter. Den var smuk. Ved siden af stod mine trofaste sorte stiletter og på et lille stativ hang der et nyt sjal. Hvidt. Tja.
"Hvad skal vi?" spurgte jeg.
Nu dummede du dig igen.. Du skulle have sagt, at den var smuk!
"Vi skal til galla igen.. Overraskelse. Det er meget fint og er stadig noget velgørenhed, men lidt højere oppe i klasserne end sidst" sagde han. Gud..
"Gør dig klar. Halvanden time" sagde han og kørte hånden over min kind, inden han gik ud og lukkede døren med et blidt klik.
Jeg åndede ud. Okay. I krig!

Kvinden i spejlet var som en anden.
Jeg havde kjolen på og mit hår hang løst ned af min skulder i bløde krøller med masser af volumen. Jeg havde flettet nogle enkelte totter, hvor den ene startede helt oppe på mit hoved og gik ned i resten af håret. Min makeup var smoky, men stadig behersket. Kjolen sad fantastisk.
Den fremhævede mine former, men pressede lidt rigeligt på mine bryster og skabte en synlig kavalergang. Den gik ned på gulvet og bredte sig storslået ud og trak sig som et slør hen af jorden.
Jeg måtte takke Allison igen. Jeg fik ikke engang takket hende sidst.
Jeg tog clutchen, krængede forlovelsesringen på og gik ud i baren, hvor Lance igen sad med sin trofaste gin/tonic. Jeg bad Christian om en Planter's Punch og satte mig forsigtigt ved siden af Lance i den store lædersofa. Han smilede og betragtede mig kærligt og en anelse lystent.
"Smuk som altid" sagde han. Jeg rødmede. "Jeg må snakke med Allison om toppen" sagde han og stak en finger ned i min kavalergang.
"Hey!" udbrød jeg og dækkede brystet med hænderne.
Han smilede, imens Christian stillede min drink foran mig. Lance var selv klædt i habit, men det sædvanelige blå slips var skiftet ud med et sort.
"Hvad blev der af Lance Kinneys kendetegn?" spurgte jeg og trak i slipset. 
"Blå slips er ikke så formelle.. Og vi skulle jo matche" sagde han, inden hans blik faldt på min forlovelsesring. Safirerne passede ikke rigtigt til alt det sorte.
"Jeg ved, at du ikke vil bryde dig om det her" sagde han og rakte mig en lille æske.
Den anden, der lå i sengen..
"Damen?" spurgte jeg stille.
"Han ved det faktisk godt. Ingen bekymringer" sagde han.
Jeg troede på ham og gispede, da han åbnede æsken. Endnu en sølvring. En stor firkantet diamant.. Og så på hver side af diamanten skiftede det imellem store onykser og diamanter.
"Jeg tænkte, at du også ville have en, der passer til.. Dit andet tøj" sagde han.
Ja.. Åh min gud, jeg var forfængelig!
"Tak" sagde jeg og vred den anden ring af fingeren. Lance kørte forsigtigt den anden ned på min finger, inden han lagde den anden ned i æsken og lukkede den, inden han stak den i lommen. Den var smuk. Seriøst. Men Damen ulmede i mine tanker. "Vi skal køre. Kom" sagde Lance, inden jeg kunne nå at tænke yderligere over det.

Dobbeltliv 2Where stories live. Discover now