From the beginning

476 18 6
                                    

"Hvor længe?" Spurgte jeg, imens vi sad ved bordet og spiste. Han kiggede uforstående på mig. "Hvor længe har du spillet det her spil??" Han kiggede ned i bordet, hvorefter han kiggede op på mig med sammenknebne øjne. "Det ved jeg ikke.. Længe.." sagde han. Han kiggede afventende over på mig. "Siden jeg var 15.." sagde jeg.

Det hele var begyndt, da jeg mødte Ashley. Før jeg mødte hende, var jeg blot en uskyldig pige, som gik op i skolen. Ashley har lært mig alt, hvad jeg ved. Hun har altid været en super køn pige og drengene har vidst næsten altid sværmet omkring hende. Hun mistede allerede sin mødom i en alder af 13, men det er ikke noget hun er stolt af. Overhovedet ikke. Hun lærte mig at drikke og at vide, hvornår man skal stoppe. Vi blev tættere og tættere, men samtidig med, at vi blev tættere mistede jeg flere og flere af mine daværende veninder og til sidst havde jeg nærmest kun Ashley.

"Var det slemt at spise morgenmad med mig?" spurgte Mason med et smørret smil. "Nej" sagde jeg og tøvede. "Men jeg må nok hellere gå nu" Jeg rejste mig op. "Og efterlade opvasken til mig?" Spurgte han og så på mig med hans store grønne øjne. Jeg sukkede. "Fint.. Jeg hjælper med opvasken og så går jeg altså" Et stort smil kom frem på hans læber.

"Men..!" sagde jeg og kiggede på ham for at være sikker på, at jeg havde hans opmærksomhed. "Du skal ikke lege dårlig romantisk film og begynde at sprøjte med vand" sagde jeg bestemt. Han lo. "Nå du har ellers en flot hvid bluse på" sagde han og lo endnu mere. "Mason, jeg mener det" sagde jeg. Det lød underligt, når jeg sagde hans navn højt. "Ja ja" sagde han ikke særlig overbevisende.

Han gjorde det alligevel, men jeg kunne ikke lade være med at grine og give ham igen. Opvasken tog længere tid end den burde, men da vi var færdige, holdte jeg fast i min beslutning om, at jeg skulle hjem efter opvasken. Han fulgte mig ud til døren. "Jeg er altså ikke kærestetypen!" røg det ud af munden på mig. Han smilede og nikkede.

"Skræmmer det dig?" spurgte han. "Hvad for noget?" sagde jeg. "Skræmmer det dig, at du rent faktisk kunne få følelser for mig?" Jeg kiggede ned i gulvet og vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare. "Er det, fordi du ikke har kontrol over det, som du plejer at have?" forsætter han. "Mason...!" sagde jeg. Hans navn lød stadig underligt, når jeg sagde det højt. "Det skræmmer også mig!" sagde han og kiggede dybt alvorligt på mig. Jeg var frustreret. Han havde fuldstændig ret i, alt det han sagde.

You've reached the end of published parts.

⏰ Last updated: Mar 27, 2016 ⏰

Add this story to your Library to get notified about new parts!

Fifteen stepsWhere stories live. Discover now