Fifteen steps

Confident!

Jeg stod ude på badeværelset og kiggede mig selv i spejlet. Jeg rettede lidt på mit hår og gik så ind til festen igen. Tro det eller ej på vej hen til baren stødte jeg ind i den mystiske fyr. "Undskyld" sagde han. Han så på mig. Hans øjne kørte hurtig en gang ned og så op igen. Han så mig an. Det samme gjorde jeg. Han var flot. Det var han bestemt. Jeg blev fanget af hans grønne øjne. Han holdt mit blik fast. Jeg tog mig selv i at beundre ham. Jeg kom hurtigt til mig selv. Han skulle ikke tro han kunne lokke mig i hans fælde. Jeg ville ikke være en del af hans spil. Det var mig der styrede det her spil! Han smilede kækt. Næsten som om han havde hørt, det der lige var gået igennem mit hoved.
"Jeg giver en drink, som en undskyldning." sagde han selvsikkert og kørte sin hånd gennem sit hår. Det selvfede smil, der efterfulgte fik mig til at svare: "Ellers tak." Jeg satte hånden på hans skulder og maste mig forbi ham. Jeg forsatte op mod baren. Det var jo ikke, fordi jeg ikke ville have en drink, at jeg sagde nej. Det var for, at han ikke skulle tro, jeg var endnu en brik i hans lille spil. Nar.  Jeg bestilte en drink. Kunne jeg overhovedet tillade mig at kalde ham en nar? Jeg var jo ikke en skid bedre selv. Jeg drak inholdet i glasset i en mundfuld. Det brændte hele vejen ned igennem halsen. En følelse jeg var vant til. En følelse som jeg elskede.
Jeg bestilte endnu en drink.
"Sæt denne der på min regning." sagde en stemme bag mig. Jeg vendte mig ikke om. Jeg vidste godt, at det var ham. "Nej!" sagde jeg bestemt til bartenderen. "Jeg betaler selv."
Han trådte op ved siden af mig. Jeg skænkede ham stadig ikke så meget som et blik.

"Kostbar hva?" Hvor var han irriterende. "Hvorfor vil du ikke lade mig købe dig en drink?" spurgte han og det lød som om, at han fnes, men da jeg endelig kiggede over på ham stod han og kiggede undrende på mig med store grønne øjne. Jeg kneb øjnene sammen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Han viftede bartenderen hen til sig og bestilte 2 drinks. Jeg kunne mærke, hvordan alkoholen virkelig havde sin effekt. Han kiggede på mig med et skævt smil. Jeg lo. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg havde bare sådan lyst til at grine. "Hvad?" sagde han og lo selv. Jeg tog imod den drink, han havde bestilt mig velvidende om, at jeg allerede havde fået alt for meget at drikke, men jeg kunne ikke lade være. "Skal vi ikke smutte?" sagde han med et smørret smil og pegede med tommelfingeren imod udgangen.