Last first kiss - Magnus Landin

Kapitel 9

Kapitel 9 - flashbacks

Det var en varm sommeraften et par år forinden. Jeg sidder og nyder en stund med mine veninder på dokken, da en flok drenge kommer over til os.

"Må vi joine?" Spørger de os; vi lader dem. Vi falder i snak, og finder ud af at de hedder Alexander, Liam og Peter. De er virkelig flinke, og vi får nok alle sammen en øl for meget.

På det tidspunkt var jeg alt andet end okay. Min hovedsaglig komfort var mine veninder, dom jeg snakker med, dagen idag. Dengang blev det til søvnløse nætter fyldt med tårer frem for glædelige stunder og at nyde livet. Den aften på dokken var første gang i langtid jeg deltog socialt.

Vi holde kontakten med drengene og jeg faldt en smule for Liam. Hans smilehuller der lyste et hvert rum op; hans blonde krøller der akkurat fald ned i panden på ham, og hans dejlige duft.

Vi blev hurtigt kærester, og det var min første kærlighed. Hele mit humør var baseret på hvor meget vi snakkede den dag, og det var kun ham der kunne få mig til at føle mig oprigtig glad.

Dage blev til måneder - som blev til et år. Liam tog min mødom en forårsdag, og siden den dag var han ikke den samme. Han blev mere og mere kontrollerende, og var ikke den søde dreng jeg før kendte. Kontakten blev Smal, men vi havde stadig titel på. Der begyndte mit mentale at dykke igen. Søvnløse nætter, hvor vi sad og skrev sammen blev til søvnløse nætter med tårer. Kun en uge efter vi gik i seng sammen kom den frygtede besked. "Vi done" stod der.

2 så simple ord, der bare kan smadre en person helt; det smadrede i hvert fald mig. Jeg blev indelukket, og ville ikke snakke med nogen. Jeg spiste ikke, jeg snakkede ikke, og jeg havde det bare forfærdeligt. Jeg har aldrig ladt en dreng røre mig siden.

-

"Mathilde?" Kommer det fra døren, og det er Mikkel. "Ja?" Råber jeg, "du har været derinde i en time.. er du okay?" Spørger han. "Ja jeg har det fint" siger jeg, og han går igen.

Jeg rejser mig, og tager noget tøj på. Jeg lægger mig i min seng og tænker. Det kan jo ikke passe jeg er faldt for Magnus. Han er min bedste ven under slutrunder, og det skal forblive sådan. alle drenge er ens, og jeg vil ikke igennem det hele igen.

klokken er tæt på at slå de 12 stykker, og jeg går ned mod middagsmad. dernede sidder der ikke så mange, men Niklas sidder der, så jeg går mod ham. 'det var virkelig modigt, det du gjorde til S, P eller K' siger Niklas, da jeg sætter min tallerken. 'det betyder ikke så meget for mig' siger jeg, og smiler, men han fanger den ikke.

'Mathilde hør her' siger han og fanger min opmærksomhed. 'jeg overhørte dig og Mikkels samtale, og Mathilde... bare giv drengen en chance, jeg kender ham ind og ud.. han ville aldrig gøre sådan noget'.

de er nogle fine ord han siger, men jeg kan jo ikke spå om forholdet virker, og da i hvert fald ikke hvordan jeg modtager det helt mentalt. resten af måltidet blev spist i stilhed, og da jeg bliver færdig, går jeg ind i fællesrummet, hvor en masse af spillerne sidder og snakker. 

der er et par frie pladser i sofaerne; ved siden af Mikkel, og overfor en plads ved siden af Magnus.. Magnus ansigt lyser op i det jeg kommer hen, men jeg har ikke lyst til at sidde ved ham. de her følelser skal væk, jeg vil ikke blive såret igen. 

jeg sætter mig ved siden af Mikkel og Magnus blik falmer. jeg deltager i samtalen, og undlader at kigge eller reagere på noget som Magnus tilføjer i samtalen. efter lidt tid, går Magnus, og Hald og Johan går med. samtalen falder lidt ud, og alle ender med at gå hver til sit.