Last first kiss - Magnus Landin

Kapitel 1

Kapitel 1 - rejsedag

'er du klar?' råber min far og jeg tager de sidste tasker ud i bilen. 'vi snupper Mikkel med på vejen' siger han og jeg nikker bare. jeg har altid nydt Mikkels selskab, men det er nok en del af 'har-kendt-Mikkel-hele-mit-liv' pakken.

vi kører i ikke mere end et kvarter, inden vi holder ude foran Mikkels hus. ud kommer hans familie og siger farvel, og han siger pænt farvel til dem, og dermed pænt goddag til os. 'klar?' spørger Mikkel mig, da han stiger ind ved siden af mig. jeg nikker bare, da det her er alt for tidligt for mig.

vi kommer hurtigt til lufthavnen, hvor der i forvejen er en masse mennesker som jeg har savnet i årets løb; jeg falder hurtigt i favnen hos Magnus og Niklas, som har været kæmpe lifesavers igennem de mange slutrunder, jeg nu har deltaget i.

'stadig lille' mobser Magnus, hvor jeg giver ham et kærligt dask. 'alle er her' hører jeg Nikolaj råbe fra en distance, så det er jo altid rart at vide. jeg går hurtigt over til Nikolaj, og giver ham et kram.

Nikolaj er også klart en slutrunde favorit, han skræmmer nærmest alle han snakker med, men han er inderligt så kærlig, og så hyggelig at være omkring.

Den her slutrunde gælder OL i Paris; også en af slagsen, jeg virkelig har glædet mig til. "Vingummi?" Spørger Mikkel mig og rækker en pose hen til mig, som jeg formoder at han lige har købt. "Ja tak" sige jeg og tager en. Han smiler bare til mig, og går over og snakker med alle sine 'trofaste'.

"Hvad er planen?" Bliver der skudt i vejret, og Nikolaj virker nærmest glad for lige dét spørgsmål. "Jo, vi skal boarde inden længe, og så skal vi fra en lufthavn i Frankrig, direkte til OL byen, hvor vi er i ret lang tid inden kampene for alvor begynder" siger han, og jeg tror ærligt at alle var på vej i den dybe søvn.

Vi får boarded, og jeg sidder naturligvis ved siden af Mikkel. Dog skete det noget med pladserne denne gang, der gjorde at jeg skulle sidde ved siden af en til.

"Hej" siger Magnus så lidt akavet, og får skubbet sig ind i rækken, og hen til vinduet.

"Heldige kartoffel" siger jeg, klart utilfreds over at jeg ikke fik vinduet.

Ikke mere end 10 minutter inde i fly-turen, begynder mine øjne så småt at føle sig tunge; "magnusss" hvisker jeg, og han tager sin ene AirPod ud.

"Må jeg ikke godt læne mit hoved op ad din skulder?" Spørger jeg forventningsfuldt, og han nikker bare, og tager sin AirPod i igen.

Jeg placerer forsigtigt mit hoved på hans skulder, som faktisk ikke er så slem at sove på. Jeg falder i hvertfald hurtigt i søvn, og vågner først er par timer efter.

Så fik vi startet OL! Ikke det længste, eller mest spændende kapitel, men skulle lige skrive en indledning!❤️