Himlen over os er blå og fyldt med hvide lammeskyer, der får den til at ligne overfladen på et næsten stille hav. Ind imellem purrer en blid brise op i vores hår. Omkring os er marken grøn og fyldt med små, hvide blomster, jeg ikke kan huske navnet på. Jeg løfter armen opad og peger på en sky.
"Den ligner blomsterne her." Jeg hvisker nærmest. Han nikker, og jeg kan fornemme, han smiler. Jeg lader armen dumpe ned imellem os igen og mærker straks hans fingre glide mellem mine, som var de støbt blot til det formål. Hans hænder er kolde og ryster, selvom solen skinner og her er varmt. Jeg klemmer hans hånd lidt hårdere og ønsker, jeg kan sende ham al varmen og kærligheden i min krop, hvis bare det varmer hans hænder i et øjeblik.
Med min frie hånd finder jeg hans ansigt. Hans varme, brune øjne er lukkede og jeg kærtegner blidt hans ansigt med mine fingre. Han har mørke rander under øjnene og hans kinder er så hule, man tydeligt kan se knoglerne under huden, der er bleg og tynd som papir. I hans næse sidder en plastiktube forbundet med en slange, der hjælper ham trække vejret. Hans læber er lilla og kolde som is, og jeg får lyst til at kysse dem varme. Synet af ham gør næsten ondt og giver mig lyst til at græde. Jeg holder fast i ham, tror næsten, han blæser væk, hvis jeg giver slip.
Han trækker mig ind til sig og ligger hagen på mit hoved. Han dufter af hospital og citron. Jeg ligger med ansigtet mod hans bryst og lytter til hans hjerteslags faste rytme. Og selv, da den næste vind blæser, og rytmen bliver langsommere og til sidst helt forsvinder, bliver jeg liggende helt tæt op af ham, for jeg ved, at det hele nok skal blive okay. Jeg ved, at med det næste vindpust forsvinder jeg også.
