Jeg slår nødtvunget øjnene op. Vil egentlig hellere blive liggende i sengen. Vil hellere ligge i den trygge, uforstyrrede varme og ro under dynen og glemme alt. Men uret bliver ved med at ringe ved mit øre, og jeg ved, jeg bliver nødt til det. Bliver nødt til at stå op, bliver nødt til at tage tøj på, og bliver nødt til at forlade den trygge stemning på mit værelse.
Jeg trækker dynen til side og begynder med det samme at fryse. Hårene på mine arme rejser sig og jeg får gåsehud. Hurtigt træder jeg ned på tæppet på gulvet. Jeg fik det sidste år, da vi lavede om på mit værelse. Det er lyseblåt, ligesom reolerne, væggen, det lille bord i venstre hjørne, og skabet med det stor spejl. Alting matcher.
Jeg trækker i et sæt tøj, jeg har valgt specielt til i dag. Bukserne, jeg fik til min fødselsdag, selvom de var dyre og mor ikke kunne lide dem. Den udvaskede, grålige trøje med Metallica logoet på. Jeg hører dem ikke længere, men kan stadig godt lide trøjen. Jeg har igen sovet i mine smykker, så dem behøver jeg ikke bekymre mig om. Jeg kigger mig omkring. Kigger på tegningerne på væggen, min veninde lavede til mig engang vi var sammen. Kigger på plakaterne med show, jeg ikke længere ser. På bøgerne i reolen, jeg plejede at læse så meget, der nu bare står og samler støv. På døren fyldt med klistermærker fra da jeg stadig svømmede.
Jeg tvinger blikket væk og går ud fra værelset. Ignorerer den ubehagelige følelse af at kigge på familiebillederne på væggen. På billederne smiler vi fra eksotiske feriesteder. Det får mig næsten til at smile, men så alligevel ikke. For sådan er det jo ikke længere.
Jeg går med hånden langs den hvide væg, som jeg altid gjorde, da jeg var lille. Mor plejede at skælde mig ud for det, fordi jeg satte mærker med mine beskidte hænder.
Huset er helt stille, og jeg lytter til regnen der plasker mod de mange ruder. En gang imellem lyser et lyn op i den halvmørke gang, og jeg tæller sekunderne, til jeg hører braget. Tortenvejret kommer tættere og tættere på, mens regnen tager til i styrke.
Jeg fortsætter min bizarre rundtur, til jeg når til hoveddøren. Jeg finder nøglen til den låste dør i lommen på en gammel læderjakke fra min mors år i Amerika. Jakken tilhører egentlig mig nu, men jeg har aldrig fået den brugt. Det hvide læder er blevet klamt og fedtet, og selve jakken er støvet og fyldt med edderkoppespind.
Nøglen er iskold mod min varme hånd. Jeg låser døren op og træder udenfor. Jeg har ingen sko på, og mine tynder sokker bliver gennemblødte på et splitsekund. Jeg står sådan lidt og kigger rundt i haven. I et hjørne ligger en gammel frisbee. Vi købte den engang, vi var på stranden. Dengang var den en lysende orange farve. Nu er den en mat orangerød farve, bleget af solen og de mange år i haven. Et andet sted ligger en enlig tennisketcher af plastik. Vi plejede at spille stangtennis med den om sommeren med den. Også den er en gullig, afbleget farve. Det hele ser så trist ud, og jeg kigger væk. Jeg er allerede gennemblødt og ved ikke, om det er tårer eller regn, der løber ned af mit ansigt.
Jeg gemmer nøglen under den slidte, brune dørmåtte. Der plejede at stå "Velkommen! Kom inden for!" På den, men det er helt slidt væk nu. Jeg fortsætter gennem haven, stadig med hånden mod muren. Malingen skaller af flere steder, og fliserne på jorden er revnet. Jeg tænker tilbage på vores første år her, hvor blomsterne var fuldt i flor, murene var nymalede, fliserne var uden revner, og haven var passet og plejet. Det gør mig om muligt endnu mere trist til mode at tænke på.
Under halvtaget i garagen, hvor bilerne plejede at stå, er det tomt. Jeg kigger op under taget, hvor der er fyldt med sort snavs og edderkoppespind. Der sidder en lampe, der skulle have tændt, da jeg kom gående. Den ikke så meget som blinker. Min hånd finder den metalplade, familiens navne er indgraveret på. Den er helt rusten, og man kan ikke længere se, hvad der står. Min far var så stolt, da han skruede den på, og fik os alle til at tage et billede foran den. Nu ligner den, den er ved at falde ned, fordi ingen har set til den så længe.
Jeg fortsætter ud på vejen og træder i så mange vandpytter som muligt. Jeg er alligevel helt gennemblødt, så det gør ikke noget. Endnu et lyn flænger himlen, og jeg når ikke engang at tælle til en, før et brag lyder over mig. Jeg kaster et sidste blik på det slidte, grå hus, før jeg vender mig og går.
