Der var kiksekrummer på sengebetrækket og på undersiden af mine lår. Flere gange havde jeg børstet dem væk uden held. Min hals gjorde ondt, og smerten var hvidglødende. Det kolde vand fra metaldrikkedunken på gulvet hjalp ikke. Jeg stirrede ind i væggen.
I min hånd var en tændt telefon, åbnet på et halvfærdigt dokument med en historie, jeg senere ville lukke ned og aldrig åbne igen. Sådan var det altid. Hver nat. I mine øre spillede den samme musik som natten før.
Mit ene øje sved, og jeg lukkede det. Det gjorde jeg altid. Venstre øje var altid åbent, højre var altid lukket. Sådan var det bare.
Jeg var på side 132 af en bog, jeg ikke læste, der stod opslået på min computer ved hovedgæret af sengen.
En bil kørte forbi det store vindue i enden af hotelværelset. På en af de to stole ind mod muren i Venstre side af værelset hang min jakke. Den anden stol var tom. Mit tøj lugtede svagt af cigaretter og alkohol.
Jeg savnede min kat. Han havde ikke været hjemme om morgenen da jeg tog afsted.
Min trøje, der viste lidt for meget af mit bryst, var klam og svedig om min overkrop. Jeg havde lyst til at tage den af, men orkede ikke.
Jeg rev lidt tør hud af læben og nød den prikkende, metalliske smag, blodet efterlod på tungen. Min hals gjorde stadig ondt.
Værelset var lummert og indelukket, og jeg hadede mig selv. Min hals gjorde så ondt, som om den var blevet svitset med syre.
Jeg rejste mig op og gik over mod den anden væg.
Mit hår var klamt, og mit spejlbillede så forfærdeligt ud. Det ene lukkede øje hjalp ikke just på det sygelige udseende. Spejlet på væggen var fedtet, og det var jeg også. Jeg trængte til et bad. Jeg trængte til at vaske det hele væk med det skoldhede vand fra den dårlige hotelbruser.
Jeg vaklede tilbage til sengen og åbnede min mobil. Lyset var stærkt mod mit øje, og jeg kneb det hårdt sammen. Så var begge øjne lukkede. Så matchede jeg.
Jeg åbnede øjet igen. Låste telefonen op og åbnede den nærmeste chatapp. Fandt et navn i kontakterne. "Hej. Hvordan har du det?" Jeg skrev med øvede bevægelser. Samme besked som i går. Og samme besked som aftenen før. Egentlig var jeg ligeglad med, hvad hun svarede. Egentlig håbede jeg bare, hun også ville spørge mig. Men det gjorde hun ikke. Det gjorde hun aldrig. Men det var ok, for jeg vidste, hun ville spørge, hvis hun ikke allerede kendte svaret.
